Nordafrika kan blive det nye Afghanistan

Konflikten i Mali hænger direkte sammen med gidseldramaet i Algeriet. Og igen hænger disse konflikter sammen med det arabiske forår og Vestens krigsengagement i Afghanistan og Pakistan. Den islamiske terrorisme er langt fra nedkæmpet. Spørgsmålet er, om Europa og USA er klar til at definere en ny front. Og om det er klogt.

Der var jubel ikke bare lokalt, men globalt, da det arabiske forår fejede hen over det nordlige Afrika. Hele tiden hang spørgsmålet over vores hoveder: Hvad er prisen for det her?

Noget af prisen synes at være friere tøjler til islamistiske kræfter. Om ikke andet har de følt et momentum, som de ikke har været sene til at udnytte.

På en måde er både gidseltagningen i Algeriet og kampene i Mali direkte konsekvenser af Oberst Ghaddafis fald i Libyen.
Som andre stærke diktatorer i regionen, havde Ghaddafi rimeligt godt styr på både etniske spændinger og islamister. Godt nok via en brutal undertrykkelse, men alligevel.

Efter det såkaldte arabiske forår, er låget sprunget af krudttønden og står nu helt blottet for den ene tændstik efter den anden. Friheden er ikke kun kommet til fornuftige, demokratisk sindede kræfter, men i allerhøjeste grad også til dem, der vil noget andet.

Gidseltagningen i Algeriet havde formentlig deltagelse af enkelte libyere, og var som sådan et udslag af det kaos, som Libyen har befundet sig i gennem de seneste to år.

Som New York Times skriver, så var det netop den nuværende sikkerhedssituation, obersten advarede om, da man havde trængt ham op i en krog blandt andet via danske bombardementer.

“Bin Ladens folk vil komme og påtvinge sig løsesummer fra land og hav,” sagde Ghaddafi til journalister. “Vi vil gå tilbage til Kaptajn Rødskægs tid med pirater og ottomans, der tager løsesum om bord på skibe.”

Måske havde han ret, men det skal dog lige siges, at han selv var rimeligt presset af disse oprørske grupper, der har været under opbygning gennem flere år, og som trods jerngrebet har tjent gode penge via smugling og anden kriminalitet.
Vesten har været klar over denne opbygning, men alligevel var man ikke helt parat, da det hele brød løs og Frankrig gik ind i Mali

Frankrigs indgriben kan give flere grupper legitimitet

For også i Mali har det gennem nogen tid været opbygning til en konflikt med islamistiske kræfter, men en lang udsigt til en international løsning, gav islamisterne mulighed for at angribe i den sydlige del af landet, og så måtte regeringen i Bamako ringe til Frankrig og bede om akut militær hjælp.

Den er givet og Danmark bidrager også. Men så snart Frankrig var gået ind med bombardementer af check points og lejre, fik en ny gruppe mulighed for at slå til. Denne gang på den anden side af grænsen til Algeriet, hvor gruppen, der kalder sig “Den tilhyllede brigade” tog vestlige gidsler som direkte hævn – påstår de – for Frankrigs indgriben i Mali.

I Egypten advarede den nyvalgte præsident da også om, at Frankrigs resolutte hjælp til regeringen i Mali kan optænde hele krudttønden og dermed give bagslag.

“Vi accepterer ikke en militær intervention i Mali, fordi den vil få konflikter i området til at blusse op,” lød det fra Mohammed Morsi under et økonomisk topmøde i Saudi Arabien.

Da Morsi selv er medlem af den panarabiske og magtfulde bevægelse, Det Muslimske Broderskab, kan denne kommentar – som den franske online-avis France 24 udtrykker det -“gøre stemningen lidt sur”, når præsidenten kommer på officielt besøg i Frankrig den 1. februar. Frankrig støtter i lighed med resten af den vestlige verden det spæde demokrati i Egypten.

Frankrig har tilsyneladende ingen exit-strategi i Mali

Truslen om en eskalering af konflikterne i området har længe været kendt for vestlige diplomater og politikere, den har bare først nu materialiseret sig i en bredere offentlighed blandt danskere og andre europæere, der er mere optaget af økonomi og arbejdsløshed. Og så kommer den oven i diskussionerne om, hvad vi skal gøre med Syrien.

Konflikten i Mali er noget mindre kompliceret end den i Syrien og derfor kunne Frankrig reagere resolut med et klart FN-mandat i baglommen. Men det er næppe en smal sag at nedkæmpe islamisterne her.

Ulempen ved at skulle reagere så hurtigt er, at man ikke kan nå at tænke en exit-strategi igennem og dermed minder aktionen i Mali om, hvad Afghanistan er endt med at blive for USA.

Også i Mali er den part, man militært kommer til undsætning et svagt diktatur, og derfor risikerer Frankrig – i lighed med USA – at skulle blive i landet i en rum tid for at holde nogenlunde fred.

Konflikten kan i værste tilfælde kræve en fransk tilstedeværelse i årtier, mener eksempelvis Mark Malloch-Brown, tidligere højtstående britisk diplomat og nuværende fast kommentator på Financial Times. Og med kolonihistorien i baghovedet er det fair at sige, at Frankrig ikke er lige populært alle steder i regionen.

Clinton taler for amerikansk engagement

Inden Mali-konflikten blussede op i lys lue, var amerikanerne så småt i gang med at træne lokale afrikanske soldater til at kunne svare for sig over for islamisterne, og man havde da håbet på, at engagementet kunne forblive småt. USA var relativt tilbageholden i forhold til aktionen i Libyen, men Hillary Clinton er til gengæld ikke i tvivl om, at også USA skal gøre noget nu.

“Det her er en meget alvorlig og længerevarende trussel. Der ligger en kamp forude, og det er en nødvendig kamp. Vi kan ikke tillade, at det nordlige Mali bliver et “safe haven” for islamister,” understregede Clinton i denne uge, hvor hun var under høring i kongressen for det islamistiske angreb i Benghazi, Libyen, hvor fire amerikanere blev dræbt i september 2012 – heriblandt den amerikanske ambassadør.

“Benghazi skete ikke i et vakuum. De arabiske revolutioner har rodet magtdynamikkerne sammen og spredt sikkerhedsstyrkerne over hele regionen. Ustabiliteten i Mali har skabt et tilflugtssted for terrorister, som søger efter at udvide deres indflydelse og planlægge flere angreb, som vi så forleden i Algeriet,” lyder den afgående amerikanske udenrigsministers klare analyse af situationen.

Selvom terroraktionen i Algeriet kom i kølvandet på Mali, så har den formentlig været velplanlagt i noget tid. Allerede sidste år blev vestlige sikkerhedseksperter bedt om at give en risikovurdering af Algeriets olie-industri, og de sagde netop, at militsernes styrkede rolle i Mali udgjorde en forhøjet risiko for vestlige oliearbejdere i området.

Man havde dog alligevel regnet med, at truslen ville blive bygget op ligeså langsomt, og at man derfor havde tid nok til at træne de afrikanske styrker til at sikre freden. Planen var, at man ville etablere en styrke i september i år.

Men både offensiven i Mali og terroraktionen i Algeriet har vist, at de islamistiske grupper er langt mere organiserede og klar til kamp, end man havde frygtet.

Om Obamas regering med den nye udenrigsminister John Kerry vælger at gå aktivt ind, vides ikke, men som en ekspert fra Georgetown University i Washington siger, så kan man i det mindste hjælpe til med materiel, eventuelt droner, så franskmændene kan bliver hurtigere færdige med deres del og give kommandoen videre til de afrikanske tropper.

“Jeg tror ikke, at den amerikanske involvering behøver at være stor, men jeg mener bestemt, at vi har brug for at være mere proaktive,” siger Bruce Hoffman til New York Times.

Hvis du vil videre

Mere baggrund om konflikten i Mali finder du her
/artikel-32111111
Her en grundig analyse fra New York Times, der tegner et dystet billede af konsekvenserne ved det såkaldte arabiske forår.

En minutiøs gennemgang i The Guardian af, hvad der skete under gidseldramaet i In Amenas i Algeriet.

Clinton advarer om, at USA bør gøre noget for at bekæmpe terrorister i Nordafrika. Her rapporteret gennem Financial Times

Mali som Frankrigs nye Afghanistan? Blog-indlæg af eks-diplomaten Mark Malloch-Brown

Konflikt i Nordafrika kommer til at tage årtier, siger også den britiske premierminister David Cameron

USA og Frankrig har i måneder vidst at terrorcellerne var ved at sprede sig i Nordafrika

Gode argumenter for en EU-hær – her leveret af Claus Kragh, mangeårig udenrigsjournalist, nu på Mandag Morgen



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Paula Larrain

Paula Larrain

Bidt af journalistisk idealisme. Tror efter 25 år i nyhedsbranchen stadig fuldt og fast på, at læserne gerne vil bruge medier til at blive klogere og ikke kun til underholdning. Har tidligere været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, hvor hun også nåede at være ledende redaktionssekretær, inden hun kom tilbage til DR som vært for TVAvisen. I dag er hun stifter og redaktør af Dit Perspektiv og rejser desuden landet rundt som ordstyrer og foredragsholder

Leave a comment