Nordkorea: Er det nu, vi skal være bange?

For tredje gang har Nordkorea afprøvet en atombombe og denne gang lader landet til at råde over mere avanceret teknologi, som formentlig snart kan kobles til langtrækkende missiler. Om disse våben nogensinde vil komme i anvendelse, kan meget vel hænge sammen med landets øvrige udvikling og stabilitet.

Da Lee Seongmin var 12 år begyndte han illegalt at krydse grænsen til Kina for at finde mad. Hans familie sultede under hungersnøden i Nordkorea. Da han var 17 blev han fanget, fængslet og mishandlet. Da han kom ud igen besluttede han sig for at gøre smuglingen lidt smartere. Blandt andet ved at sikre bestikkelse af grænsevagterne.

Det viste sig at være den helt rigtige investering. Hans forretning blev indbringende i så høj grad, at han måtte gemme de mange penge under gulvbrædderne. I dag er han afhoppet til Sydkorea, hvilket han undertiden fortryder, fordi han da havde en rimelig god forretning kørende i nord.

Flere og flere nordkoreanere har som Lee Seongmin skabt sig et økonomisk komfortabelt liv via illegal handel. Myndighedspersoner lukrerer også på den og har derfor en interesse i at holde den i live, ligesom den har været med til at løfte levestandarden især i Pyongyang. Det kan ses som en kraftig øgning i uligheden i hovedstaden, men især mellem land og by, og en klar indikation af, at der trods et berygtet jerngreb er ved at ske nye ting i Nordkorea – ting som, lader til at være ude af den stærke leders hænder.

Hele historien om den gryende kapitalisme i Nordkorea kunne læses i The Economist kun få dage før landets seneste atomprøvesprængning. Midt i frygten for, hvordan denne nyeste magtdemonstration stiller os andre rent sikkerhedsmæssigt, skal det noteres, at der er en udvikling i gang i Nordkorea. En alternativ markedsøkonomi blomstrer og med den salget af mobiltelefoner, DVDer og andre medier, der er med til at rykke ved det verdensbillede, som styret med stor effektivitet har plantet i nordkoreanernes hoveder. Mere om, hvad det kan betyde for Nordkoreas forhold til udlandet senere. Først atombomberne.

Den umiddelbare militære trussel

Nordkorea gennemførte i denne uge for tredje gang en atomprøvesprængning og denne gang var metoden blevet forfinet. Dels er bomben fysisk så kompakt, at den måske snart kan kobles til et missil, og dels mener man, at Nordkorea denne gang brugte beriget uran i stedet for plutonium. Det øger mistanken om, at den seneste sprængning er sket i samarbejde med Iran, skriver The Jerusalem Post. Og det gør truslen mod verdensfreden lidt mere alsidig.

FNs sikkerhedsråd truede straks med at ville indføre endnu skrappere sanktioner, end dem landet i forvejen lever under, men det er højst tvivlsomt, om det vil hjælpe

Som Financial Times’ Asien redaktør skriver i en klumme:

“Verdens politik i forhold til Nordkorea minder nu meget om Robin Williams joke om de ubevæbnede britiske politifolks forsøg på at anholde kriminelle: “Stop, eller jeg råber stop igen!”

Indtil videre har resolutioner og sanktioner øjensynligt ikke fået Nordkorea til at standse atomprogrammet.
Der er generel, bred enighed om, at FNs diplomatiske våben overfor Nordkorea er mindre stærk end en papirtiger. Måske kan den endda gøre mere skade en gavn, antyder andre iagttagere eksempelvis i Kina.

Fattige lande kan også lave a-våben

Der er ingen evidens for, at økonomiske sanktioner skulle holde fattige lande fra at udvikle atomvåben. Her kan man blot tænke på Pakistan som det mest oplagte eksempel. Ikke at der har været sanktioner mod landet, men befolkningens fattigdom har aldrig distraheret skiftende leders prioritering af det militære.

Nordkoreas stærke leder Kim Jong Ill – den nuværende leders afdøde far – havde en politik om militæret først. Han udviklede sit dyre atomprogram samtidig med, at hans befolkning led hungersnøden i 1990erne. Hans søn Kim Jong Un minder mere om sin bedstefar Kim Il Sung, der var lidt mere optaget af sin befolknings ve og vel. Relativt, altså.

Det har givet forhåbninger om, at den nye, yngre leder med sin schweiziske uddannelse og modesmarte hustru, skulle være en slags reformator. Denne uges atomprøvesprængning har foreløbigt omsat det håb til en illusion. Den nye Kim lader til at være lige så optaget af at sikre sig en stærk militær position, som hans far var det.

Det er man blevet pinligt klar over i både USA og Kina. Kina har fordømt atomprogrammet, men det er kun på diplomatisk plan. På andre planer trives opbakningen til den kommunistiske nabo og rent strategisk er det næppe nogen ulempe at lade nordkoreanerne agere gal hund med atomvåben over for USA, Japan og resten af verden. Nordkorea fungerer effektivt som buffer mellem Kina og Sydkorea, der stadig har amerikanske baser. Teknisk set er USA og Nordkorea stadig i krig og det er også i den kontekst, man skal forstå Nordkoreas taktik.

Nordkoreas ageren har sin egen logik

Verden over fremhæver iagttagere, at hårdt-mod-hårdt taktikken ikke har nogen effekt over for Nordkorea og derfor efterlyses der en større kreativitet i håndteringen af den isolerede nabo. Nordkorea siger selv, at prøvesprængningerne er en del af et selvforsvar, og rent militært er landet trods alt den svageste part. Hvilket USA har gjort meget klart i denne uge. Amerikanernes atom-paraply dækker også angreb på Sydkorea. Hvis man i nord skulle være i tvivl.

Nordkoreanernes taktik handler i højere grad om at kunne bombe sig til forhandlingsbordet ved at vise så meget tænder, at omverdenen til sidst bliver nødt til at give indrømmelser. Det er sket før og det vil også ske nu, mener Nordkorea-ekspert Geir Helgesen, der er leder af Nordisk Institut for Asienstudier på Københavns Universitet:

“Muligvis bliver forhandlingerne ikke officielle, men parterne vil mødes, fordi situationen er uholdbar,” siger Geir Helgesen til Politiken.

Han mener ikke, at isolationspolitikken kan fortsætte i det uendelige med 23 millioner mennesker, der lever i en slags reservat.

“Isolation er en tosset logik. Det er faktisk kun i fortsat isolation, at Nordkorea kan være Nordkorea på den måde, de nu har været de sidste mange år,” siger Geir Helgesen.

Intet tyder på galskab

Det er usandsynligt, at Nordkorea skulle forsøge sig med en selvmordstaktik ved at angribe først. Atombomber virker bedst som trusler og intet tyder på, at Nordkorea er parat til selvudslettelse.

“Der er megen snak om, at nordkoreanerne skulle være gale, men det er grundløst,” siger Financial Times’ tidligere korrespondent i Seoul, Christian Oliver. Han tror ikke på, at Nordkorea ville indlede eksempelvis et atomangreb mod Japan.
Den største fare med Nordkorea ville være, hvis systemet brød sammen og den enkelte officer stod tilbage med beslutninger på egen hånd i tilfælde af en invasion. Sådan en situation bør vi være mest bekymret for, påpeger Christian Oliver.

Og det er her Nordkoreas gryende kapitalisme kommer ind i billedet. Kim-familien har kontrol over atombomberne, men de er ikke en del af den rigdom, som er opstået gennem smugling. Ej heller kan de gøre så meget ved, at radiostationer i stigende grad sender informationer ind i landet og endnu værre – usb-nøgler med film på. Film som giver nordkoreanerne et billede af, hvordan man også kan leve i denne verden.

Meget tyder på, at regimet er på vej mod ustabile tider. Hvad det betyder for atomtruslen er ikke til at sige med sikkerhed. Sovjetunionen brød sammen uden, at deres atomvåben blev affyret af trængte officerer, selvom mange advarede mod truslen. Men alene eksistensen af dem og koblingen til raketter gør truslen fra et ukontrolleret scenario i Nordkorea reel.
Positive forandringer i det nordkoreanske samfund vil ikke nødvendigvis gøre truslen mindre. ikke på kort sigt i hvert fald.

Hvis du vil videre

Leder i The Economist, som fortæller om Nordkoreas gryende kapitalisme og om hvordan den kan indvirke på sikkerhedssituationen

Her en paneldiskussion som podcast mellem tre eksperter fra Financial Times. De diskuterer den umiddelbare sikkerhedspolitiske situation efter atomprøvesprængningen.

En kommentar af Financial Times’ tidligere Asien-redaktør, som efterlyser en aftale med Nordkorea i stedet for at fortsætte i samme spor som FN’s hidtidige politik med sanktioner.

Flere i Kina har samme overbevisning: At man bør droppe hårdt-mod-hårdt taktikken, da den ser ud til at have spillet fallit. Her gengivet i New York Times

Den netop valgte og snart indsatte nye kvindelige præsident i Sydkorea var faktisk blød i sin retorik under valgkampen, men har efter tirsdagens bombesprængning skærpet sin tone over for naboen i nord. Her udlagt af New York Times

Flere udtalelser fra Nordkorea-ekspert i Danmark

Artikel i The Jerusalem Post, som linker Nordkorea med Irans atomaspirationer

Trusler om nye prøvesprængninger hænger allerede over os



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Paula Larrain

Paula Larrain

Bidt af journalistisk idealisme. Tror efter 25 år i nyhedsbranchen stadig fuldt og fast på, at læserne gerne vil bruge medier til at blive klogere og ikke kun til underholdning. Har tidligere været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, hvor hun også nåede at være ledende redaktionssekretær, inden hun kom tilbage til DR som vært for TVAvisen. I dag er hun stifter og redaktør af Dit Perspektiv og rejser desuden landet rundt som ordstyrer og foredragsholder

Leave a comment