Bare rolig, kineserne kommer ikke

USA og Kina mødes cirka 40 gange om året og på mange forskellige planer, så når Obama tager imod Kinas nye leder uden slips til en uformel snak i Californien, er det blot en lille del af en konstant samtale, som de to lande har indbyrdes. Det betyder ikke, at de på nogen måde er på lige fod. Her følger svar på en række basale spørgsmål om Kina og landets intentioner i forhold til resten af verden. I samarbejde med ekspert i Kinas sikkerhedspolitik og ansat i forsvarsakademiet, lektor Liselotte Odgaard.

Hvad er Kinas hensigt i verden?

I 1998 udgav Kina en forsvarshvidbog, hvor landet klart understreger en målsætning om fredelig sameksistens mellem nationer. Det vil sige, at Kina forsøger at opnå sine økonomiske og politiske mål uden at udfordre den eksisterende liberale verdensorden, men måske ved at dreje på nogle principper, så de passer bedre til Kinas interesser og andre landes interesser.

Der ligger ikke nogen samfundsmodel bag, som Kina vil eksportere eller en ambition om at vippe USA af pinden som verdens dominerende stormagt. Dertil halter Kina for langt bagefter USA såvel økonomisk som militært. Kineserne har nogle interesser, som de i takt med deres voksende internationale indflydelse forventer, at der bliver taget hensyn til.  Kina er tilhænger af, at alle følger deres egen nationale udviklingsvej uanset regimets ideologiske observans.

Hvor magtfuldt er Kina?

Kina har mange indenrigspolitiske problemer på linje med dem, mange udviklingslande kæmper med. Halvdelen af befolkningen lever i fattigdom, man kan ofte ikke skaffe rent vand og fødevarer, og mange har ikke råd til lægehjælp. Den udvikling til rigdom, som vi er vidne til, er primært sket i kystregionerne og i de store byer, og denne voksende ulighed giver anledning til tydelig intern utilfredshed hos dem, der ikke har fået andel i den forøgede velstand.

I modsætning til, hvad mange tror, har Kinas politiske center svært ved at styre provinserne. Styreformen minder mere om EU med mange områder, hvor de lokale politikere har deres egen magtbase uafhængigt af centeret, og hvor de tilgodeser denne magtbases interesser. Man kan sagtens opleve, at politik vedtaget centralt, ikke bliver gennemført ude lokalt. Derfor har Kina ingen interesse i at skabe flere problemer for sig selv ved at udfordre verdensordenen.

Kina matcher ikke USA hverken økonomisk eller militært. Her er Kina kun godt med på områder som cybersikkerhed og missiler sammenlignet med amerikanerne. De kan med andre ord ikke holde til en situation, hvor magtanvendelse med USA som modpart indgår. Derfor vil Kina gøre ret meget for at bevare fred og stabilitet. De ville ikke have råd til at gå i krig, og dertil er de ikke del af nogen alliance. Det gør det svært for Kina at projicere magt ud over dets egne grænser.

Hvorfor stritter de så ofte imod i FNs sikkerhedsråd?

Kina går ind for Folkeretten og FN – og ofte er de bedre til at demonstrere deres støtte til FN, end USA er det. Amerikanerne kan godt finde på at gå enegang, hvis ikke de kan få FNs Sikkerhedsråds blåstempel, men Kina søger hele tiden at manifestere sig som fortaler for at sikre fred og stabilitet på grundlag af FN-pagten, når de tænker internationalt. Det vil sige, at alt hvad der skal gøres i verden, skal baseres på den.

Men Kinas fortolkning af FN-pagtens principper afviger ofte fra Vestens. Det er meget vigtigt for Kina med den nationale suverænitet, og derfor går de ikke ind for at intervenere i andre landes anliggender – ikke uden det siddende regimes samtykke.

De går så ikke op i om landet er demokratisk eller ej.

En intervention, der fører til et regimeskifte, er de derfor altid imod. Og de bruger samme argument hver gang: Gør man det et sted, er der lukket op for at gøre det alle steder, og så er FN-pagten ikke meget værd. Dette er ikke kun Kinas argument, og ser man på FN som helhed, står de langt fra alene med denne holdning.

For eksempel var Kina stærkt kritisk over for magtanvendelsen i Libyen på grund af de civile tab, der uundgåeligt ville være, og fordi de argumenterer for, at interventionen har hjulpet islamister i den arabiske verden til at tiltage sig mere politisk magt. I dette tilfælde blokerede de ikke for FN-resolution 1973 og dens mandat om en no-fly zone, der blev fortolket som en blåstempling af magtanvendelse. Det skyldes, at regionens organisationer Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga og Organisation of Islamic Conference alle anbefalede, at resolutionen blev vedtaget. Og det er et andet kinesisk princip ikke at stå i vejen for regionale sikkerhedshensyn, der kan indeholdes i FN-pagtens principper, selv om Kina ikke er enig i de metoder der anvendes.

Fjernelsen af Oberst Gaddafi ser de ikke som nogen succes, fordi det har hjulpet “det islamistiske forår på vej”. De kan ikke forstå, at Vesten skubber til sådan noget uden at tænke konsekvenserne igennem. Men da de regionale organisationer havde sagt, at de ikke længere kunne leve med Gaddafi, undlod de at blokere for interventionen. I forhold til Syrien kan Kina derimod ikke godkende de resolutioner, som er blevet præsenteret, fordi resolutionerne hidtil alle har haft til formål, at Assad skulle træde tilbage og altså indebar en regimeforandring.

Hvorfor gør de ikke noget for at standse Nordkorea?

De vil ikke have alliancesystemet op til deres grænse, og derfor har de en interesse i at bevare en buffer imellem deres egen grænse og Sydkorea. Problemet med Nordkorea er skabt af USA selv, mener Kina.

Da man kørte en gulerodspolitik over for Nordkorea, så man spirende økonomiske reformer efter Kinas eksempel, og det kunne

Kina godt tænke sig, at Nordkorea gjorde noget mere ud af.

Men når USA opfører sig hårdhændet, tvinger de Nordkorea i defensiven og til at sætte alt ind på at bevare deres atomvåben, fordi de ikke har andet valg, hvis de vil forsvare sig. Nu er fronterne trukket op, og det har sat den økonomiske udvikling i stå, mener Kina, der derfor forsøger at få begge parter til at slappe af.

Kina vil gerne have en dialog i gang. USA siger dog, at atomvåbnene først skal væk, før der kan blive tale om dialog.
Er vi på vej til en ny bipolær verden med Kina og USA som modsætninger?

Kina er for svag til at have en politik, der handler om bipolaritet. De vil i stedet fremme multipolaritet. De forsøger ikke at udfordre USA’s hegemoniske status, for det kan Kina ikke. Det har de ikke råd til.

“Vi vil gerne have lidt mere plads til vores interesser, men uden at vi prøver at skubbe jer ud,” er signalet. Nogle interesser er så mere vigtige end andre. Taiwan er de rigtig trætte af og især af, at USA sælger våben til Taiwan. De er også trætte af USA’s tætte overvågning af Kina i Kinas eksklusive økonomiske zoner. Kineserne har reageret med at sende overvågningsskibe til Guam og Hawaii – for at signalere deres utilfredshed, men de kan slet ikke matche USA’s overvågningskapacitet.

Hvis du vil videre
Læs også Liselotte Odgaards artikel om Kina på Jamestown Foundations hjemmeside



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Paula Larrain

Paula Larrain

Bidt af journalistisk idealisme. Tror efter 25 år i nyhedsbranchen stadig fuldt og fast på, at læserne gerne vil bruge medier til at blive klogere og ikke kun til underholdning. Har tidligere været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, hvor hun også nåede at være ledende redaktionssekretær, inden hun kom tilbage til DR som vært for TVAvisen. I dag er hun stifter og redaktør af Dit Perspektiv og rejser desuden landet rundt som ordstyrer og foredragsholder

Leave a comment