Hvorfor tøver Obama? Har Iran bomben?

Landene omkring Syrien forbereder sig på det værste, mens Assad tager det køligt. Har Iran truet Obama direkte? Det er det værst tænkelige scenario, at USA bliver sat i skak af Iran, som er den egentlige trussel i området.

KOMMENTAR

Jeg har fået en kættersk tanke, som jeg ikke kan slippe af med. Kald mig gerne paranoid, rusk i mig og sig at jeg tager fejl og bør gå tilbage til mit momsregnskab. Eller til læge.

Tanken opstod efter en kort undren over Barack Obamas udstråling i sit interview med PBS. Først tænke jeg: Det her er en mand, som er rigtig træt af at tænke og tænke. Han har malet sig retorisk op i en krog og skal tage stilling til et militært indgreb i Syrien, selvom han med det blotte øje kan se, at det hele kan blive meget værre. Hans argumentation er svag. Hans retorik svarer til at man kaster et nøgle garn ind i en kamp med blykugler.

Han kom med en fortalelse, som jeg undrede mig over. Dette retorisk stærke menneske, fuldt koncentreret, formentlig pumpet op med adrenalin sagde “nuclear” i stedet for “chemical”. Hvorfor gjorde han det? Er “nuclear” top of mind?
Gennem de seneste år har vi været vidne til USAs og FNs bestræbelser på at følge med i, hvad der sker i Iran og dette lands atomare program. Så sent som i juni advarede Tony Blair i sin egenskab som særlig udsending til Mellemøsten for blandt andet FN, at det er Iran, vi skal holde øje med. Og at vi bør handle over for landet, inden det er for sent. Underforstået, inden de har bomben.

“Selvfølgelig er ethvert militært indgreb noget, vi ikke vil have – men et atomart Iran er det værste,” sagde han på en konference i Jerusalem i juni.

Iran bakker op om Assad-styret i Syrien og har dermed ingen interesse i, at USA med allierede går ind og sender “signaler” med missiler på baggrund af det kemiske angreb på syriske civile, som verden lige har været vidne til. Det er lige lovlig tæt på dem selv. Indtil videre er retorikken fra Teheran overraskende blød. Mistænkeligt blød.
Irans Ayatollah Ali Khamenei siger, at en vestlig intervention i Syrien vil være en tragedie for hele den mellemøstlige region.

“En intervention af udenlandske kræfter vil ikke gøre andet end at tænde en ild og forøge det had, som folk allerede har for dem,” siger han og påpeger, at mængden af konsekvenser ved et militært angreb vil være uoverskuelige.
Ingen direkte trussel i den melding, men det skal man ikke nødvendigvis lade sig trøste af.

Den nye iranske præsident Hassan Rouhani anses for at være moderat. Han er netop valgt og blev indsat i begyndelsen af august. Dog har han siddet i Irans nationale sikkerhedsråd i mange år og sagde i den forbindelse ifølge en israelsk avis:
“Verden ville ikke have, at Pakistan fik en atombombe eller, at Brasilien fik sin atomare brændselscyklus. Men Pakistan byggede sin bombe og Brasilien har sin brændselscyklus og verden begyndte at arbejde med dem. Vores problem er, at vi ikke har opnået nogen af delene, men vi står på tærsklen til det.” Det var tilbage i 2004.

Verden “begyndte at arbejde” med Pakistan – underforstået at man begyndte at tage landet alvorligt, efter erhvervelsen af atombomben. Den satte Indien i skak og ændrede for altid magtforholdet i Sydøstasien. Lige nu er Nordkorea godt i gang med at sætte atombombe sammen med missiler. Så verden og skal kan “begynde at arbejde” med nordkoreanerne på en helt anden måde.
Alt det har ført mig til spørgsmålet: Er Obama blevet sat i skak af Iran over Israel? Hvis Iran har fået løst den teknologiske knude fra atombrændsel til bombe, ser sagen om Syrien helt anderledes ud.

Så er vi helt ude over diskussioner om magtbalancen inde i Syrien. Så handler det om hele regionen. Og om hele verden. I det lys forstår man godt, at Obama føler sig usikker på, hvad han skal gøre. Men det er selvfølgelig ren spekulation og gætteri på nuværende tidspunkt.

På storpolitisk plan kan den regionale konfrontation paradoksalt nok ende med at blive en redningsplanke for storpolitiske interesser. USA og Rusland kan få en mulighed for at finde hinanden i forhold til et højere mål. Begge lande – og dertil Kina – er trods alt enige om, at islamismen skal bekæmpes på verdensplan.

For er vi ude i en magtbalance baseret på atomvåben, som vi havde det med Sovjetunionen under den Kolde Krig, så er det pludseligt værdierne – de helt grundlæggende – der vil blive kæmpet om. Næppe territorier. Og her taler jeg ikke om en religionskrig, selvom den på overfladen ser sådan ud, men om en kold krig på ideologier. Igen. De sekulære, humanistiske eller autoritære på den ene side og de totalitære, islamistiske på den anden.

Hvor efterlader det så befolkningerne, der lever under de totalitære? Muligvis i fred, men næppe i frihed og uden et stærkt USA, der kan komme dem unilateralt til undsætning efter et giftgasangreb.

Et citat fra hedengangne Ronald Reagan bliver ved med at poppe op som trøst mod denne bistre udsigt:
“No arsenal or no weapon in the arsenals of the world is so formidable as the will and moral courage of free men and women.”
Forestillingen om, at Iran har atombomben er naturligvis kun et tænkt scenario. Endnu.



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Paula Larrain

Paula Larrain

Bidt af journalistisk idealisme. Tror efter 25 år i nyhedsbranchen stadig fuldt og fast på, at læserne gerne vil bruge medier til at blive klogere og ikke kun til underholdning. Har tidligere været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, hvor hun også nåede at være ledende redaktionssekretær, inden hun kom tilbage til DR som vært for TVAvisen. I dag er hun stifter og redaktør af Dit Perspektiv og rejser desuden landet rundt som ordstyrer og foredragsholder

Leave a comment