Canada går (også) efter Nordpolen

En canadisk patrulje kører forbi og hilser på lokale dignitarer i det nordlige territorium, Nunavut. Foto: Flickr by ianfrancevi

Den konservative regeringsleder Stephen Harper har gjort det nordlige Canada til sit politiske projekt. Det er en udfordrende balancegang mellem internationale langsigtede mål og så de hjemlige mål, der har noget kortere politisk horisont.

OTTAWA

Det vakte international opmærksomhed, da den canadiske premierminister Stephen Harper i december – få dage inden deadline for indlevering til FN’s Kontinentalsokkelkommission – kasserede de krav til den arktiske havbund, som hans egne embeds- og videnskabsmænd havde arbejdet på at underbygge videnskabeligt i flere år. Og ikke mindst, at han samtidig slog fast, at “Canada gik efter Nordpolen” – et krav der angiveligt ikke havde været en del af det oprindelig udkast.

Men hvad der mest kunne lyde som et internationalt spørgsmål, og af nogle iagttagere blev læst som en trussel mod den diplomatiske balance i området, fordi også russerne har gjort krav på Nordpolen, og Danmark måske også gør det senere i år, bunder – set med canadiske øjne – først og fremmest i et indenrigspolitisk projekt om at samle nationen og skabe økonomisk og samfundsmæssig udvikling i canadisk Arktis.

Harpers arktiske projekt

“Når Harper siger, at Canada går efter Nordpolen, så er det ren symbolisme,” siger Whitney Lackenbauer, der er historiker på University of Waterloo i Ontario, og som forsker i bl.a. sikkerheds- og suverænitetsspørgsmål i relation til Canadas enorme nord.

Harper og hans konservative regering har nemlig siden tiltrædelsen i 2006 brugt Canadas arktiske egne og retorik om at “hævde Canadas suverænitet” som et politisk samlingsprojekt i et land, der geografisk er verdens næststørste, men hvis relativt lille befolkning primært bor i syd langs grænsen til USA.

“Det nordlige Canada tiltrækker canadierne, men reelt ved de ikke ret meget om det. I lyset af klimaforandringerne og den øgede internationale interesse i området har premierministeren set Arktis som noget, der kunne samle canadiere fra hele landet. Samtidigt har ingen anden regering hidtil – trods flere forsøg – rigtig formået at integrere Canadas nord og syd. Harper har set det som en mulighed for at blive landsfader,” forklarer Lackenbauer og fortsætter:

“I virkeligheden er Nordpolen ikke canadisk, det er en arbitrær plet på landkortet, men rigtig mange canadiere tror, den tilhører Canada, og fordi Harpers vision er at opbygge nationen, så ønsker han ikke at gøre sig selv sårbar over for kritik over at have opgivet noget, der opfattes som canadisk.”

En tidligere medarbejder i premierministerens kontor uddybede for nyligt Harpers strategi i den canadiske avis The Globe and Mail. Den anonyme medarbejder forklarede, at de konservative længe havde været irriterede over, at det rivaliserende liberale parti havde haft held med at definere det at være canadisk som at være for velfærdsstaten og imod USA, og at de så Arktis som noget, de kunne bygge en alternativ form for nationalfølelse op omkring, og som samtidig kunne rumme en anden konservativ grundpille nemlig det canadiske militær, der med opgaver i Canadas arktiske egne vil få en fornyet rolle efter sin exit fra Afghanistan nu til marts.

“Dét er nyttigt for premierministeren, men det er mere end det,” sagde medarbejderen til avisen, “for hvis du ikke har nogen normer, nogle historier og myter, der kan skabe en national identitet i et land, der absorberer immigranter med den hastighed, vi gør, så ophører du med at være en nation… Premierministeren tror på idéen om, at nationer er bygget på de narrativer, de fortæller om sig selv.”

Hård retorik om beskyttelse af suverænitet

Især de første år på magten, lagde Harper og hans regering kraftig vægt på suverænitetsspørgsmålet, når talen faldt på Canadas arktiske egne. Han talte om “use it or lose it”, og om at “beskytte Canadas suverænitet”.

Hvilke trusler, der egentligt er tale om, står ikke klart. Der er ingen tegn på massiv oprustning i området, og de territoriale uenigheder, Canada har – over lillebitte Hans Ø med Grønland/Danmark og en del af Beaufort Havet med USA – udgør ifølge eksperter ikke en sikkerhedstrussel. Og Rusland har stor interesse i et fredeligt og stabilt Arktis, fordi landets økonomi – ligesom Norges – er meget afhængigt af offshore ressourcer. Desuden blev de fem arktiske kyststater, Grønland/Danmark, Canada, Norge, Rusland og USA, i 2008 med Ilulissat-erklæringen enige om at løse eventuelle uoverensstemmelser gennem forhandlinger inden for rammerne af international ret.

Men de canadiske arktiske egne er så enorme – de udgør 40 procent af landets areal – og befolkningen deroppe så lillebitte, kun omkring 100.000 personer eller hvad der svarer til 0,3 procent bor i de tre nordlige territorier, at sydcanadierne historisk set altid har været lidt bange for at miste kontrollen.

“En grænsestrid med USA i begyndelsen af det 20. århundrede, der blev afgjort til USAs fordel, efterlod en fornemmelse i canadierne af, at USA var ude efter vores territorium, og at vi måtte klare os selv, fordi Storbritannien ikke ville gå i brechen for os [Storbritannien tog USAs side i striden, red.]. Så når vi ser historisk på det, så føler canadierne, at vi kun har os selv at regne med. Og eftersom vi ikke rigtig har investeret i at være til stede deroppe før efter Anden verdenskrig, så har der altid været en bekymring for, at vi mistede kontrollen,” fortæller Whitney Lackenbauer.

Og det er blandt andet baggrunden for, at retorikken om suverænitet og sikkerhed er en effektiv måde at få befolkningens opmærksomhed rettet mod nord og dens opbakning til de nødvendige investeringer i infrastruktur og udvikling.

Mangelfuld infrastruktur kræver investeringer

Og der er nok at investere i. Selv den mest basale infrastruktur er mangelfuld i Canadas nord.

Landet har ingen arktiske havne, vejene i nord er få og ofte kun brugbare i vinterhalvåret. Der er mangel på uddannet arbejdskraft og ordentlige boliger, og internettet hentes mange steder stadig over dyre satellitforbindelser. At den føderale regering i Ottawa hvert år overfører mere end 40.000 canadiske dollar per indbygger til Nunavut, mens eksempelvis provinsen Alberta kun får godt 1.200 canadiske dollar per indbygger, vidner om, at den økonomiske udvikling i landet er skævt fordelt, og at nordboerne har store udfordringer.

Promovering af social og økonomisk udvikling er da også et andet vigtigt ben af Harper-regeringens arktiske strategi, og i de senere år er suverænitetsretorikken trådt lidt i baggrunden til fordel for promovering af nødvendigheden af at udvinde landets nordligste ressourcer, herunder mineral og energiressourcer, der er store, men svært og dyrt tilgængelige for virksomhederne på grund af manglende infrastruktur. Det er meningen, at ressourceudvinding skal være den økonomiske motor i udviklingen af Canadas nord.

Udfordringen for regeringen er at få opbakning fra skatteborgerne og vælgerne i syd. De er mere interesserede i økonomisk vækst og jobskabelse i eget område og også bekymret for, hvad udnyttelsen af naturressourcerne kan medføre af problemer for miljøet og Canadas oprindelige befolkning.

Whitney Lackenbauer mener, at netop de forskellige interesser i nord og syd forbliver Canadas store udfordring også i fremtiden.

“Det kræver en meget høj grad af politisk lederskab at få det nordlige Canada på dagsordenen. Taler man om suverænitet, sikkerhed og trusler, så kan man engagere mange, som i øvrigt ikke ved noget om området. Det er meget sværere at sælge et budskab om en langsigtet udvikling af nationen, der både er meget, meget dyr og relaterer sig til et område af landet, som de færreste canadiere nogensinde kommer til at besøge, og som de ikke ved særligt meget om.”

Lange udsigter til en afgørelse for Nordpolen

Nok har Harpers krav i december en stor symbolsk betydning, men i praksis kommer det ikke til at spille en rolle for resultatet, endsige tidshorisonten for grænsedragningen, mener Whitney Lackenbauer.

For det første, argumenterer han, har ingen af landene med interesser omkring Nordpolen indgivet sine endelige krav, og indtil da er diskussionen spekulativ. For det andet vil det tage år – formentligt mange flere end Harper kan forvente at sidde ved magten – før Kontinentalsokkelkommissionen har gennemgået beviserne og på den baggrund kan komme med en anbefaling for grænsedragningerne. Og måske vil det ende med at vise sig, at der aldrig bliver behov for ressourcerne ved Nordpolen.

“Virkeligheden er, at der altid på kort sigt vil være politiske grunde til at gøre ting, der absolut ikke er den rigtige løsning på længere sigt. Og det, vi så i Harpers retorik omkring Nordpolen, handlede om kortsigtede politiske kalkuler. På lang sigt er jeg overbevist om, at Canada vil opføre sig som et ansvarligt, arktisk land. Fordi det har vi altid gjort, og de fælles værdier og interesser mellem de arktiske stater er meget tydeligere end konfliktpunkterne,” siger han.

Hvis du vil videre

Bliv klogere på Canadas nord på The Globe and Mails tema

www.tgam.ca/north

Læs Paul Gobles blogindlæg ‘Struggle over Arctic Not as Imminent as Many Imagine, Moscow Scholar Says':

http://windowoneurasia2.blogspot.ca/2014/01/window-on-eurasia-struggle-over-arctic.html

Læs Michael Byers, canadisk ekspert i international lov og Arktis, debatindlæg om hvorfor international lovgivning ikke vil sikre Stephen Harper Nordpolen ‘Harper and the Northpole':

http://thetyee.ca/Opinion/2013/12/24/Stephen-Harper-North-Pole/



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Birgitte Therkelsen

Birgitte Therkelsen

Birgitte er journalist og kommunikatør, nysgerrig på verden og interesseret i bl.a. medier, internationale relationer, Arktis, bæredygtighed, sundhed, mennesker og livet. Hun er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2007 og har siden arbejdet i FDB (nu Coop), forskningsinstitutioner, forbrugerorganisationer og international NGO'er. Siden 2012 har hun boet i Canadas hovedstad Ottawa, hvorfra hun freelancer.

Leave a comment