Et læk med vægt

Den amerikanske journalist Thomas Friedman holder foredrag i Philadelphia

Den amerikanske journalist og klummeskriver Thomas Friedman fra New York Times har i denne uge offentliggjort indholdet af den amerikanske udenrigsminister John Kerrys rammeplan for de videre israelsk-palæstinensiske forhandlinger. Kerry selv har endnu ikke offentliggjort planen. Men når den kommer fra Friedman, er der god grund til at tro på, at det er sådan tilbudet bliver.

TEL AVIV

Han ser ikke ud af noget særligt med sin langærmede poloskjorte og noget uformelige mørkeblå bukser og et lidt genert drenget smil. Men bag den lidt kedelige facade gemmer sig en person, med en enorm indflydelse – og muligvis også magt.

Navnet er Thomas Friedman. New York times’ klummeskriver, og Pulitzervinder, manden som den Saudiarabiske kronprins i begyndelsen af 2002 mente måtte være synsk.

Det er lige det, jeg havde tænkt mig at sige, sagde kronprinsen – siden kongen – til Friedman, og udlagde indholdet af den tale han havde liggende i skrivebordsskuffen for ham. Den saudiske kronprins havde tænkt sig at bruge den Arabiske Ligas møde det forår til at tilbyde Israel en udstrakt hånd,: den dag Israel ville trække sig tilbage fra de besatte områder og give palæstinenserne mulighed for at bygge deres egen stat, ville hele den Arabiske Liga, samtlige 22 stater normalisere deres forhold til staten Israel.

Det var i det mindste sådan, Friedman i sin klumme i New York Times i februar 2002 refererede sin samtale med kronprins Abdallah. Og sådan brugte Saudi Arabiens de facto leder altså den amerikansk-jødiske journalist til at slippe indholdet af det, der siden er blevet kendt som Det Arabiske Fredsinitiativ ud af det kongelige skuffedarium.

Siden har det været tydeligt for enhver, at Thomas Friedman går ind og ud af dørene hos mellemøstlige – og amerikanske – politikere og statsmænd, og at de med jævne mellemrum lufter ideer for ham, som de ønsker bragt til torvs i den internationalt læste avis.

Kerrys plan – før Kerry

Således også i ugen der gik, hvor Friedman er i Israel og blandt andet gik rundt og talte med israelske ministre, sikkerhedschefer og andre centrale offentlige personer ved en konference om Israels sikkerhed i Tel Aviv.

Onsdag skrev Friedman så i sin ugentlige klumme, at den amerikanske udenrigsminister John Kerry vil præsentere israelere og palæstinensere for sin rammeaftale for de videre forhandlinger i løbet af få dage, og at den vil:

Opfordre til ’End of Conflict and all claims’, efterfulgt af en trinvis israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden (baseret på 1967-linierne) med hidtil usete sikkerhedsarrangementer I den strategiske Jordandal. At den israelske tilbagetrækning ikke vil omfatte visse bosættelsesblokke, men at Israel vil kompensere palæstinenserne for dem med israelsk territorium. Den vil erklære, at Palæstinensernes hovedstad skal være i den arabiske den af Jerusalem, og at palæstinenserne skal anerkende Israel som det jødiske folks nationalstat. Rammen vil ikke inkludere nogen ret til, at palæstinensiske flygtninge kan vende tilbage til Israel.

Hidtil har alt, der har været sagt og skrevet om den amerikanske rammeaftale, været gætværk. Lidt læk fra de palæstinensiske forhandlere og andre mindre detaljer, der muligvis kom fra den israelske side. Men når Thomas Friedman har skrevet det i New York Times, kan man roligt gå ud fra, at dette bliver indholdet af Kerrys forslag.

Israels statsminister forsøger stadig at sno sig

På selvsamme Sikkerhedskonference sagde Benjamin Netanyahu, at Israel jo ikke er tvunget til at acceptere alt, hvad der står i Kerrys forslag. Det er han ikke, det er nemlig selve ideen med, at det er et amerikansk forslag, men både israelere og palæstinensere er nødsaget til at acceptere at bruge rammen som grundlag for de videre forhandlinger, skriver Thomas Friedman.

Men gør de ikke det – den ene eller den anden part – vil John Kerry være tvunget til at erklære, at der ikke er nogen mulighed for at nå til en to-stats-løsning

Kerrys tilbud er det sidste tog, israelere og palæstinensere får mulighed for at stige på, skriver Friedman. Det næste, der kommer, vil være det, der kører lige imod dem.

Selvfølgelig har Friedman selv skrevet sin klumme. Men det ville være dumt at tro, at den som har givet ham Kerrys rammeaftale plan i hånden, så han kunne offentliggøre den, ikke også har givet ham, den sidste punch-line med på vejen.

Hvis du vil videre

Læs her Thomas Friedmans kommentar i New York Times

 

(c) hf, 310114



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Hanne Foighel

Hanne Foighel

Har siden 1985 arbejdet fra MellemØsten for DR-nyheder, Orientering og Deadline, Og har skrevet reportager og analyser for Weekendavisen, Berlingske Tidende, Politiken og en række danske og internationale tidsskrifter. Interesserer sig især for politisk, kulturel og samfundsmæssig udvikling i Israel/Palæstina og omegn og arbejder på dansk, engelsk, tysk, hebraisk og undtagelsesvis fransk. Udannet Cand.scient. i mikro- og cellebiologi fra Københavns Universitet. Udgav i 1998 bogen "Et Land der Fortærer Sine Egne - samtaler med israelske kvinder" på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Leave a comment