Status fra Homs: To læger til 300.000 mennesker

Den såkaldte ’våbenhvile i Homs’ er det eneste håndfaste resultat af Geneve 2 forhandlingerne mellem Syriens mange stridende parter. TV-stationer verden over har vist billederne af de udsultede kvinder og gamle, der endelig slap ud af den sønderskudte gamle by i det, der engang var Syriens pulserende handelshovedstad – efter mere end halvandet års belejring. De overlevede var på en diet af snigskytter, artilleriild og græs.

I over to år fulgte den syriske filminstruktør Talal Derki en gruppe unge mænd i den syriske by Homs. Han fulgte en 19-årig stjerne på Syriens ungdomsfodboldlandshold, Bassets, transformation fra en lidt naiv ungdommelig fredelig demonstrant til leder af en gruppe væbnede oprørere, der forsvarer Homs’ gamle by.

Filmen ’Return to Homs’ åbnede i november sidste år den største Europæiske Dokumentarfilm festival IDFA i Amsterdam, og vandt i januar i år the Grand Jury Prize for World Cinema ved Sundance Festivalen i USA.

I ugerne op til Geneve 2 forhandlingerne, forsøgte Assadregimet hårdnakket at nedbryde oprørene i den gamle by. Blandt andre Bassets oprørere. Det lykkedes at lokke nogen af dem i et baghold, 65 væbnede oprørere blev dræbt på én gang, og Assad lagde et videoklip af sejren ud på Youtube, hvor de stolte soldater vadede rundt i brokkerne af et sønderbombet hus og sparkede til oprørenes lig.

Blandt de dræbte var Bassets to brødre. Men Basset selv, der mens ’Return to Homs’ blev optaget i 2012 blev hårdt såret i begge ben, lever endnu. I tirsdags samlede han hundredvis af væbnede mænd om sig i en fredelig protestmarch i Homs gamle by. ”Homs er ikke Syddamaskus”, stod der på de plakater, han holdt op, mens han som altid leverede sin hån til Bashar el Assad med sang. ”Homs gamle by overgiver sig ikke,” jublede de unge mænd omkring ham.

Homs nyere historie

Inden oprøret imod Assad begyndte havde Homs omkring to millioner indbyggere, 1.8 måske. Da de fredelige demonstrationer imod Assad blev beskudt af regimets skarpskytter og situationen udviklede sig til væbnede kampe, begyndte de, der kunne, at flygte. Omkring en million mennesker forlod Homs. Nogen med det samme til udlandet: Tyrkiet, Jordan eller Libanon, andre forsøgte at finde ly i forstæderne omkring Damaskus. Og da de områder også efterhånden blev involveret i krigen, er de fleste flygtet videre derfra.

En del af Homs forblev under Assads regimekontrol. I den del af byen er der i dag omkring en halv million mennesker, de fleste af dem var og er stadig statsansatte. De lever helt almindelige liv, med forsyninger, mad, el, hospitaler, arbejde og forholdsvis ro.

En anden del af byen, Al Waher kvarteret, sluttede sig til den Frie Syriske hærs oprørsstyrker (FSA). Det er herfra Abu Rateb, en 24-årig syrisk student, fortæller om situationen i sin by. Vi taler sammen på Facebook og Skype.

“Der er omkring 300.000 civile i Al Waher. FSA’s væbnede styrker ligger rundt om dem og beskytter området,” forklarer Abu Rateb mig. Men det er hovedsageligt de civile boligområder, der bliver beskudt. Hver eneste nat.

Hver nat er der artilleri imod de civile bygninger i Al Waher kvarteret. Artilleriilden rammer tilfældigt. I nat ramte artilleriet de bygninger, hvor der bor “flygtningene fra den gamle by”, som Abu Rateb kalder dem.

’Flygtningene fra den gamle by’

Da FN i forrige uge som resultat af Geneve 2 forhandlingerne endelig kunne evakuere nogen hundrede af de små 3.000 mennesker, der i halvandet år har været fanget i Homs Gamle by, belejret og beskudt af regimet, der forgæves har forsøgt at nedkæmpe de væbnede oprørere i bykernen, blev alle mænd mellem 14-55 år arresteret, og de bliver nu afhørt på en skole i den regeringskontrollerede del af byen.

Blandt de gamle, kvinder og børn, der blev evakueret, valgte langt de fleste at komme til Al Waher. På trods af at der ikke er flere end to læger til ca. 300.000 mennesker.

“Vi har ingen hospitaler eller avanceret sygepleje her. Kun den mest basale medicin. Men efter at have været belejret i halvandet år, er de evakuerede ikke vant til andre vilkår, og de har valgt at være her, så langt væk fra regimets soldater som muligt,” forklarer Abu Rateb.

Han har selv mødt og talt med flere af de evakuerede fra den gamle by, og de har hver især fået lidt medicin og mad med sig af Røde Halvmåne og andre organisationer, da de forlod den regeringskontrollerede del af byen.

Al Waher er i sig selv er et lukket område: For at få forsyninger ind eller ud, skal man passere fire forskellige sikkerhedsstyrkers forskellige checkpoints.

“Der er militærets, flyvevåbnets, de politiske og regeringens sikkerhedsstyrkers checkpoints – alle små selvstændige enheder, der til sammen fungerer som hermetisk lukkede døre omkring godt 300.000 mennesker. Vi har ikke fået nogen frisk føde hverken grøntsager eller kød, i over et år,” forklarer Abu Rateb.

400 er blevet arresteret

Jeg spørger, hvad han ved om de mænd, mellem 14 og 55, der er blevet evakueret fra den gamle by.

“Der er omkring 400 arresteret, men vi ved stadig ikke, hvilken status de har. Om de er arresteret eller bliver dømt eller noget. 50 af dem er børn – under 18 år. Vi ved de får mad, og hver eneste af dem får lov at foretage en opringning. Men de bliver til gengæld tvunget til at ringe til deres venner, de væbnede mænd, der stadig er i den belejrede gamle by, og de får at vide, at de skal sige til dem, at de skal overgive sig,” forklarer Abu Rateb.

Det er ikke så lige til at spørge om, men jeg spørger alligevel, om der er nogen form for optimisme under disse forhold, og svaret er overraskende køligt og afbalanceret:

“Assad leger med os her. Nogle gange får vi madvarer ind, nogle gange lukker han af. Så kan vi få brændsel, så kan vi pludselig ikke få, og det er klart at han forsøger at lægge pres på os, de civile, på den måde.”

“Han vil have os til at hade revolutionen. Nogle gange får vi meddelelser fra regeringen. Som f.eks for nylig kom der besked om, at hvis vi ville opgive støtten til FSA, så ville vi kunne få elektricitet igen – der er nu gået 69 dage uden el,” forklarer Abu Rateb

Der er blevet lavet en aftale mellem Assad og nogen enheder af den Frie Syriske hær, syd for Damaskus. Men det samme kommer ikke til at ske i Homs, forsikrer Abu Rateb mig, for Homs er noget andet.

Han sender mig link til billeder og en youtube video fra en demonstration i den gamle bydel (se den ovenfor), hvor der stadig er nogen hundrede væbnede oprørere.

“Manden på billedet er Basset, den tidligere fodboldsstjerne. På de sorte flag står der “Der er ingen Gud undtagen Allah” og på plakaterne står der “Homs er ikke sydDamaskus,”” forklarer Abu Rateb og tilføjer: “Det beskriver meget klart situationen her.”

(c) hf, 190214



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Hanne Foighel

Hanne Foighel

Har siden 1985 arbejdet fra MellemØsten for DR-nyheder, Orientering og Deadline, Og har skrevet reportager og analyser for Weekendavisen, Berlingske Tidende, Politiken og en række danske og internationale tidsskrifter. Interesserer sig især for politisk, kulturel og samfundsmæssig udvikling i Israel/Palæstina og omegn og arbejder på dansk, engelsk, tysk, hebraisk og undtagelsesvis fransk. Udannet Cand.scient. i mikro- og cellebiologi fra Københavns Universitet. Udgav i 1998 bogen "Et Land der Fortærer Sine Egne - samtaler med israelske kvinder" på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Leave a comment