Allerede inden søndagens folkeafstemning er Krim i praksis ophørt med at være en del af Ukraine. De anti-ukrainske stemninger på halvøen er nu så stærke – og aggressive – at det er en højrisikabel affære at vifte med et blågult flag eller blot at tale ukrainsk på gaden. Det er dog ikke givet, at Putin vælger formelt at annektere området.

JALTA

Demonstrationen i Jalta var holdt hemmelig til det sidste og ikke ret stor. Der var højst hundrede aktive deltagere, som torsdag eftermiddag stillede sig op ved et tørlagt springvand langs den fashionable, Riviera-inspirerede strandpromenade ud til Sortehavet, hvor de viftede med ukrainske flag og bånd, lyttede til taler om Ukraines enhed og sang nationalhymnen med det noget dystre navn »Ukraine er ikke død endnu«.

Det fik de lov til i ca. 20 minutter. Så kom en omtrent lige så stor gruppe moddemonstranter med russiske flag og begyndte at råbe »Rusland, Rusland«. Og eftersom det ikke var nok til at tage modet fra de pro-ukrainske demonstranter, skubbede en flok unge bøller sig brutalt frem gennem mængden, overtog den improviserede scene og kaprede de ukrainske flag, som de smed på jorden og i et tilfælde forsøgte at brænde.

De pro-ukrainske demonstranter, der forsøgte at protestere, blev slået og sparket. Det samme blev de få vestlige journalister, der var til stede og forsøgte at dokumentere episoden, deriblandt Dit Perspektivs udsendte. Oleg Prokhorov fra den tyske tv-kanal ZDF fik sit kamera revet ud af hænderne, og en ung mand stak af med det, mens en håndfuld politibetjente magtesløse så på.

Nogle af de pro-ukrainske demonstranter blev stående, men overdøvedes helt af de pro-russiske bøller, hvoraf i hvert fald nogle at dømme af deres indbyrdes samtaler og telefonsamtaler ikke var lokale, men tilrejsende fra Rusland. Spørgsmål til dem blev mødt af tavshed eller trusler. De eneste, der klart kunne identificeres, var en snes læderklædte medlemmer af dels den russiske mc-bande Natulvene, dels den lokale Reborn Yalta, som ikke deltog i voldsomhederne, men blot kiggede på.

»Vi ville bare sige vores mening. Tænk, at et ukrainsk flag kan blive opfattet som så provokerende i denne del af Ukraine,« bemærkede en af de pro-ukrainske aktivister, den 15-årige skoleelev Anja Dsjura.

To dage tidligere oplevede en gruppe unge, pro-ukrainske journaliststuderende noget lignende, da de stillede sig op på den centrale Kirov-gade i hovedbyen Simferopol og interviewede hinanden på ukrainsk – et sprog man ellers stort set aldrig hører på gaden her. Der gik kun nogle få minutter, før en halv snes militsfolk med røde armbind kom løbende, skubbede til dem og kaldte dem »provokatører«, der bare havde at forsvinde omgående, hvis ikke de ville have bank.

»Der skal åbenbart ikke meget til at provokere,« noterede den 18-årige Aleksej Kusjnir.

Ja til Rusland eller nej til Ukraine

Ingen kom nævneværdigt til skade ved noget af optrinnene, men begge illustrerer tydeligt situationen på Krim op til søndagens folkeafstemning, hvor halvøens knap to millioner indbyggere skal tage stilling til, om de vil være en del af Rusland eller have øget selvstyre inden for Ukraine. Status quo – med et mere begrænset selvstyre, som situationen var inden den russiske invasion for to uger siden – er ikke en mulighed på stemmesedlen.

Det er ikke til at opdrive en valgplakat på Krim, der taler for varianten øget selvstyre i Ukraine. Derimod er overalt skilte med tekster som »Sammen med Rusland« og »Krim = Rusland«, garneret med plakater om, hvor meget billigere benzinen er i Rusland, og hvor meget højere gennemsnitslønninger og pensioner er dér i forhold til Ukraine. Den mest dramatiske af valgplakaterne har teksten ”Vi vælger den 16. marts” over to stiliserede kort over Krim, det ene i Ruslands hvid-blå-røde farver og det andet rødt med et hagekors i midten.

»Det er muligt, at de ønsker et fascistisk styre i Kiev og Vestukraine, men her på Krim vil vi aldrig tillade det. Det er kun Rusland, der kan beskytte os,« siger Irina Sjapalova, en 26-årig damefrisør fra Jalta, der som mange andre på Krim er overbevist om, at det også økonomisk vil vise sig fordelagtigt at blive optaget i Den Russiske Føderation.

Den officielle folkeafstemningsside på nettet, som det nye, stærkt pro-russiske regime på Krim har etableret, propangerer åbenlyst for et ja til Rusland, inklusive meningsmålinger fra tidligere ukendte institutter uden egne hjemmesider samt en video, hvor Krim-boere uden undtagelse proklamerer, at de selvfølgelig stemmer for Rusland. Betegnende nok er hjemmesiden, referendum2014.ru, ikke registreret i Ukraine, men i Rusland.

Nervøse krimtatarer

På den baggrund er afstemningen en ren formalitet. Den vil blive boykottet af det tatariske mindretal og af mange ukrainere på halvøen, men et staldtip er, at det officielle resultat, med eller uden fusk, vil vise en valgdeltagelse på omkring 70 pct., hvoraf mellem 80 og 90 pct. stemmer for, at Krim skal være en del af Rusland.

»Det er en farce. Resultatet er givet på forhånd, og jeg kunne ikke drømme om at deltage,« forklarer Rasim Abibulajev, en 54-årige tatarisk byggeentreprenør fra landsbyen Ana-Yurt lige uden for Simferopol.

Som mange andre fra den halvøens oprindelige tatariske befolkning, der blev deporteret til Centralasien af Josef Stalin efter Anden Verdenskrig og først fik lov til at vende tilbage til Krim efter Sovjetunionens opløsning i 1991, er Abibulajev nervøs for fremtiden under russisk overherredømme. Han spørger indgående om udsigterne til at få asyl i et EU-land og bliver skuffet over at høre, at de på nuværende tidspunkt næppe er ret gode.

»Rusland er en farlig stat. Det virker ikke, som om Europa har forstået det endnu,« siger Abibulajev, der flyttede tilbage til Krim med sine familie i 1992.

Uafhængige iagttagere påpeger dog, at forfølgelse eller diskriminering af krimtatarerne næppe ligger i kortene, medmindre disse griber til vold a la Tjetjenien og Dagestan i det nordlige Kaukasus. Et større tatarisk mindretal i Rusland, volgatatarerne, er generelt godt integrerede, og republikken Tatarstan er blandt de mere velstående i Den Russiske Føderation.

Krim er anderledes

Hvor illegitim folkeafstemningen end er i forhold til Ukraines forfatning og international ret, forekommer det af den nuværende stemning på Krim at dømme sandsynligt, at selv en demokratisk variant af afstemningen ville indebære et farvel til Ukraine. Krim hørte under Rusland frem til 1954, knap 60 pct. af befolkningen beskriver sig etniske russere, og halvøen har hele tiden været mere orienteret mod end andre dele af Ukraine.

I en meningsmåling foretaget af det anerkendte Razumkov Center i Kiev i januar 2013, dvs. længe før revolutionen mod præsident Viktor Janukovitj, udtrykte omkring to tredjedele af de adspurgte på Krim, at de geopolitisk var orienteret mod Rusland, mens 20 pct. var orienteret mod EU – en betydeligt mere markant forskel end i det østlige Ukraine, der ligeledes domineres af etniske russere og russisktalende ukrainere.

I samme måling var det kun ca. en tredjedel, der beskrev Ukraine som deres hjemland, mens godt halvdelen opgav selve Krim som deres hjemland. Kun 1 pct. kaldte Rusland deres hjemland (andre 10 pct. sagde Sovjetunionen), men det tal er uden tvivl mange gange større nu, da russisk overhøjhed over Krim fremstår ikke blot som en mulighed, men en realitet.

Derimod er det ikke givet, at Krim formelt optages i Den Russiske Føderation som »subjekt« nummer 84. Det er ganske vist, hvad folk bliver spurgt om i folkeafstemningen og hvad de lokale magthavere har stillet i udsigt, men tirsdag besluttede parlamentet på halvøen, at Krim efter det forventede afstemningsresultat »vil blive erklæret en selvstændig og suveræn stat med republikansk regeringsform«, og at man først derefter vil søge om optagelse i Den Russiske Føderation.

Skruer Putin op eller ned?

En mulig tolkning af dette er, at præsident Putin har tænkt sig at se tiden an snarere end umiddelbart at annektere Krim, som det russiske parlament ellers lagde op til i sidste uge. Målet ville i givet fald være at få Krims løsrivelse til at fremstå som mere af en lokal ytring og mindre af en russisk magtovertagelse – for på den måde at forsøge at dæmpe blusset og minimere de politiske og økonomiske sanktioner, som USA og EU har varslet.

Skønt det ikke udtales åbent fra Kiev, Bruxelles eller Washington, vil det uden tvivl være en stor lettelse alle tre steder, hvis Rusland »nøjes« med Krim og ikke udvider invasionen til at omfatte det østlige Ukraine. Det forekommer udelukket, at Krim skulle komme under ukrainsk kontrol igen inden for en overskuelig fremtid, og selv om de nye magthavere i Kiev aldrig ville indrømme det, betragter de formentlig tabet af Krim som en behersket pris for revolutionen, hvis resten af landet forbliver intakt og i stigende grad kan vende sig mod vest.

I det scenario kunne Krim få en status a la Abkhasien og Syd-Ossetien efter den russisk-georgiske krig i 2008: Anerkendt som selvstændigt land af Rusland og nogle få venligtsindede nationer (Venezuela, Nicaragua og et par småstater i Stillehavet). Reelt, men ikke formelt styret af Moskva. Og af den øvrige verden uforandret betragtet som en del af Ukraine, men hen ad vejen mere eller mindre glemt uden for det nærmeste nabolag.

Scenariet forudsætter dog, at Ruslands massive koncentration af militærstyrker tæt på det østlige Ukraine kun handler om politisk pres og sabelraslen – ikke en forberedelse af en invasion også dér.

Det ved foreløbig kun en meget snæver kreds omkring Vladimir Putin. Og måske har den russiske præsident ikke selv bestemt sig endnu.

Hvis du vil videre

Juraprofessor Marc Weller forklarer over for BBC, hvorfor folkeafstemningen på Krim er ulovlig:

To amerikanske eksperter beskriver i Washington Post de pro-russiske stemninger på Krim – og i nogen grad mangel på samme – ud fra en meningsmåling foretaget i januar 2013.

Den altid Putin-loyale og ofte velinformerede russiske kommentator Sergej Markin forklarer i Moscow Times, hvorfor Rusland føler sig truet, og hvorfor det er op til Vesten at undgå en ny kold krig.

Den kyndige russiske freelancejournalist Leonid Ragosin beskriver i The New Republik den knægtelse af den frie presse, der i Rusland er fulgt i kølvandet på invasionen i Ukraine.

 



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Thomas Heine

Thomas Heine

Lever og ånder for kvalificeret udlandsjournalistik – allerhelst på landevejen, men skrivebordet i Stockholm er også ok. Tidligere korrespondent for Jyllands-Posten i Stockholm, Moskva og Amman samt redaktør for JP-magasinerne International og Explorer. I dag med eget firma (www.offroadreporting.com) og hovedfokus på trekantområdet mellem Keflavik, Kamtjatka og Kap Guardafui.

Leave a comment