Politistaten er genopstået i Egypten

Tre år efter revolutionen i 2011 hører tortur, mishandling og tilfældige arrestationer igen til dagens orden i Egypten. Og det er ikke mindst de helt unge, det går ud over. Fængsler og arresthuse er fyldt med teenagere og unge i starten af 20’erne, der er anklaget for terrorisme og vold imod politiet. Nogle af dem har deltaget i protestdemonstrationer imod militæret, og andre befandt sig bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

KAIRO

Politistaten i Egypten er ude af kontrol og derfor langt farligere, end den var før revolutionen, der væltede Hosni Mubarak for tre år siden. Det mener Bahey el-Din Hassan, som er leder af Cairo Institute for Human Rights Studies (CIHRS), én af landets mest respekterede menneskerettighedsorganisationer.

”Mubarak var en stærk præsident, som havde sikkerhedsapparatet under kontrol. I dag ser vi det modsatte: At det er sikkerhedsapparatet, der styrer præsidenten. Og medierne. Og hele det juridiske system,” siger han.

I dag arresterer politiet, hvem de vil. Anklagemyndigheden accepterer absurde og grundløse anklager uden tøven. Og domstolene forlænger rutinemæssigt varetægtsfængslinger uden skyggen af reel begrundelse.

Som eksempel nævner han sagen om den 18-årige Dahab Hamdy, der var gravid i ottende måned, og som den 14. januar var på vej til en graviditetsundersøgelse, da hun uforvarende stødte ind i en demonstration og blev arresteret og anklaget for at angribe politiet og tilhøre Det Muslimske Broderskab, som regeringen har stemplet som terrororganisation. Hun endte med at måtte føde sit barn lænket med håndjern til hospitalssengen.

Og så er der den 20-årige Tito, som blev arresteret den 25. januar i velhaverforstaden Maadi for at demonstrere imod det militære overherredømme. Også han blev anklaget for at tilhøre terrororganisationen Det Muslimske Broderskab, men for mindre end et år siden, da Mohamed Morsi var præsident, blev han anklaget – af selvsamme anklagemyndighed – for at have deltaget i et angreb på Det Muslimske Broderskabs hovedkvarter på Moqattam-bjerget i Kairo. Tito sidder stadig arresteret, og der er ikke faldet dom i nogen af sagerne endnu.

I de første måneder efter eks-præsident Mohamed Morsis afsættelse var det primært medlemmer og støtter af Det Muslimske Broderskab, der blev fængslet. Men siden har regeringen – under dække af ”krigen mod terror” – udvidet fjendebilledet til i praksis at omfatte enhver, der er den imod, og der er sågar eksempler på, at selv kristne bliver anklaget for at være medlemmer af Det Muslimske Broderskab.

Og ofte ryger helt tilfældigt forbipasserende med i købet, fortæller 30-årige Nazly Hussein, som blev arresteret sammen med Tito og 23 andre i Maadi den 25. januar, blandt dem en mand fra Øvre Egypten, som var i Kairo for at begrave sin fætter.

”Han havde begravelsestilladelsen på sig, men de tog ham alligevel, og nu har han siddet fængslet i fire uger. Der er også en ung mand, som skulle have været gift den 28. januar. Han havde lige været hos skrædderen for at hente dét jakkesæt, han skulle giftes i og sad fængslet i tre uger, inden han blev løsladt,” siger hun.

Børn bliver fængslet og tortureret

Men det værste er børnene. Der er masser af mindreårige blandt arrestanterne, og alene i Maadi-gruppen er der fem i alderen 14 til 17 år. Den yngste, en pige, blev løsladt efter tre dage sammen med Nazly Hussein og de andre kvindelige arrestanter, mens de fire drenge nu har siddet varetægtsfængslet i snart seks uger.

”Jeg er født ind i en generation, der er opflasket med skuffelse og apati, og for os kom revolutionen som en overraskelse. Men denne her generation kender ikke til andet end revolutionen. Det er unge, unge mennesker, og deres eneste fejl består i, at de troede på en drøm. De blev født ind i den. Jeg kan leve som før, men det kan de ikke. De ved ikke hvordan. Nogle af dem var 15 år, 12 år, da revolutionen brød ud. De tror på dét, de vil, og de vil blive ved med at slås for det, og for øjeblikket bliver de enten slået ihjel eller fængslet og tortureret,” siger Nazly Hussein. ”Det er måden, de knækker en generation på.”

De seneste måneder er der kommet talrige vidneudsagn frem om mishandling og tortur, og i sidste måned udsendte 16 menneskerettighedsorganisationer en fælles erklæring med krav om øjeblikkelig efterforskning af, hvad de kalder ”et stigende og chokerende antal vidneudsagn om tortur og seksuelle overgreb på varetægtsarrestanter i politiets varetægt.”

Indenrigsminister Mohamed Ibrahim afviser alle anklager blankt. Og hans ministerium forsikrer, at politistyrken er blevet reformeret siden Mubaraks dage. I en erklæring fra den 24. februar forlød det således, at ”ministeriet er parat til at undersøge enhver klage” og vil ”tage alle fornødne forholdsregler imod enhver, der beviseligt har begået overtrædelser i lyset af ministeriets nye retningslinjer og vores insisteren på, at menneskerettighederne og varetægtsarrestantens værdighed respekteres.”

Men talrige vidneudsagn fortæller en anden historie. Et af dem kommer fra den 15-årige Ahmed Abdul Fattah, som fortæller, at han blev arresteret i Al-Sharqiya provinsen den 24. januar på vej over til sin tante. Da han kom forbi en demonstration, som politiet var i gang med at opløse, blev han overfaldet af bøller, som tog ham med på politistationen. Da hans familie fik adgang til ham næste dag, var han i en forfærdelig forfatning og havde mærker efter slag i ansigtet over det meste af kroppen. Han fortalte, at han havde fået bind for øjnene, var blevet tævet, havde fået elektriske stød på kønsdelene og var blevet pisket. Så havde de tvunget ham til at skrive under på en tilståelse om, at han er medlem af en terrororganisation og var i besiddelse af otte Molotov Cocktails, da han blev arresteret.

Ahmed er epileptiker og blev derfor den 17. februar overført til et ungdomsfængsel, hvor han nu venter på at komme for retten.

Ifølge det uafhængige website Wiki Thaura, der har monitoreret antallet af dræbte, sårede og arresterede siden revolutionen i 2011, er op mod 3.000 blevet dræbt, og 21.317 personer er blevet varetægtsfængslet siden Mohamed Morsis fald den 3. juli. Af dem er de 16.387 blevet arresteret i forbindelse med protestdemonstrationer og andre politiske begivenheder. Og mindst 740 er blevet overført til militære domstole.

Og næsten ingen af de egyptiske medier er interesseret i at fortælle om det længere.

Sidste år, da protestdemonstrationerne imod Mohamed Morsi for alvor tog til i januar-februar, blev omkring 1.200 demonstranter arresteret i løbet af seks uger. Dengang blev Nazly Hussein inviteret ind til stort set samtlige talk-shows for at fortælle om overgrebene imod dem. Men nu er det ekstremt vanskeligt at komme på TV med dén slags, siger hun, selv da 49 blev dræbt og 1.079 blev arresteret på en enkelt dag på treårsdagen for 25. januar revolutionen.

”Der er ikke længere plads til andet end den sædvanlige, mainstream propaganda,” siger hun – det vil sige imod terrorismen og for militæret og politiet.

“Fængslinger fører til ekstremisme”

Nazly Hussein er med i et netværk af frivillige, der forsøger at hjælpe familierne til de mange arresterede, som ofte forsvinder i dagevis på politistationerne eller i sikkerhedstjenestens lejre. Første gang, hun selv blev arresteret, var i november sidste år, da hun protesterede imod, at den nye forfatning tillader, at civile fortsat kan dømmes ved militærdomstole. Efter at være blevet tævet og ydmyget i nogle timer på en politistation, blev hun og 12 andre kvindelige aktivister kørt 40 kilometer ud i ørkenen midt om natten og efterladt i den bidende ørkenkulde, iført drivende vådt tøj.

Dengang blev anklagerne frafaldet kort efter. Men her, anden gang, er hun bl.a. anklaget for at have demonstrere på en måde, der ”truer civiles liv” og er forberedt på, at hun bliver dømt til et par års fængsel.

Men mange af de flere end 1.000 demonstranter, der blev taget den 25. januar, vil formentlig blive idømt langt hårdere straffe for at tilhøre Det Muslimske Broderskab.

”Og en dag kommer de ud af fængslerne som monstre. Hvis man fængsler folk uretfærdigt i så lang tid, og endda under rædselsfulde forhold, så kommer de ud som ekstremister, på den ene eller den anden måde. Der er ikke andre muligheder,” siger Nazly Hussein.



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Eva Plesner

Eva Plesner

Eva Plesner har over 20 års erfaring som journalist. Siden 2006 har hun været bosat i Kairo og rapporterer fra Mellemøsten og Nord- og Østafrika som freelancer. Hun har rejst i over 30 lande og dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Egypten, Libyen, Irak, Libanon, Gaza, Indonesien, Afghanistan, Somalia og Congo. I sine reportager lægger hun vægt på at fortælle den store, politiske og/eller religiøse historie gennem det enkelte menneskes skæbne og give læseren mulighed for at identificere sig.

Leave a comment