Indvandrere til Canada er knapt så velkomne mere

Det ellers så immigrationsvenlige Canada har skruet gevaldigt på kravene for immigranter, familiesammenføring og flygtninge. Regeringen siger, den stopper snyd og reparerer et system, der ikke dur, mens kritikere advarer om, at landet bryder fundamentalt med sin identitet som et land skabt af indvandrere.

OTTAWA

Skrappere sprogkrav, længere ventetid på statsborgerskab og mere magt til immigrationsministeren, som nu egenhændigt kan tildele og fratage statsborgerskab, er nogle af de tiltag, den konservative, canadiske flertalsregering præsenterede i et lovforslag i sidste måned.


De nye regler er de seneste af en lang række ændringer af landets immigrationssystem. Siden 2008 er løbende blevet indført stramninger for flygtninge og ansøgere om permanent ophold og familiesammenføring, mens der til gengæld er åbnet for flere midlertidige gæstearbejdere og universitetsstuderende fra udlandet.

Ændringerne karakteriseres af canadiske eksperter i immigration og jura som en markant holdningsændring til immigration, der udfordrer noget så fundamentalt som Canadas identitet som et multikulturelt samfund.

Indvandringsvenlige Canada

Sammenlignet med andre nationer har Canada traditionelt altid været indvandringsvenligt. Som et af verdens tyndest befolkede lande har der været – og er der stadig – brug for flere mennesker til at skabe udvikling og vækst, og siden 1960’erne har Canada ført en åben og målrettet immigrationspolitik med netop det formål.

”Traditionelt har det handlet om ’nation building’. Vi har nøje udvalgt, hvem vi ville have ind. Både ud fra et langsigtet fokus om, at immigranter var vores kommende medborgere, men også ud fra et mål om, at de skulle kunne bidrage økonomisk til landet. Og det store fokus på de positive økonomiske fordele har skabt opbakning til immigration i befolkningen,” forklarer immigrationsekspert og professor Naomi Alboim fra Queens University i Ontario.

Lov, orden og penge

I regeringens kommunikation af de nye tiltag har fokus imidlertid været på lov og orden, og hvad immigranter koster det canadiske samfund. På den ene side har immigrationsministeren fremhævet behovet for at stoppe svindel i systemet – proforma ægteskaber, menneskesmuglere og falske immigrationskonsulenter. På den anden side har han lagt vægt på, at immigranter i dag ikke møder arbejdsgivernes behov og ikke klarer sig så godt som tidligere generationer og dermed belaster den canadiske velfærdsstat.

”Deres argumenter er baseret på anekdoter eller et meget lille datagrundlag,” påpeger Naomi Alboim.

”Det er rigtigt, at nyere immigranter ikke har klaret sig så godt som tidligere generationer af indvandrere, men det er der gode forklaringer på. For eksempel er der forsvundet mange velbetalte job i produktionsindustrien, og det canadiske jobmarked er i dag karakteriseret af to yderpunkter – enten lav-lønnede servicejobs eller stillinger, der kræver en høj uddannelse. Og de sidste er svære for immigranterne at få adgang til, fordi de ofte møder høje barrierer for at få godkendt deres uddannelser i Canada. Samtidig lader det til, at regeringen ikke tager højde for, at forskning viser, at når først folk bliver statsborgere, så øges deres økonomiske bidrag, og at anden og tredje generation klarer sig rigtig godt. Ofte også bedre end den gennemsnitlige befolkning.”

Gæstearbejdere udfordrer systemet

Mens der er strammet op for dem, der gerne vil blive i Canada, er sluserne til gengæld blevet åbnet for gæstearbejdere. I 2012 var der godt 338.000 midlertidige udenlandske arbejdere i Canada, hvilket er mere end en fordobling, i forhold til da regeringen tiltrådte seks år tidligere.

Det taler til regeringens bagland i erhvervslivet, fordi der i visse områder af landet – især i de dynamiske økonomier i de vestlige provinser – og på visse produktionsområder mangler arbejdskraft. Men set i et bredere perspektiv har eksperter peget på, at gæstearbejderne trykker lønniveauet og hæmmer nye immigranters, nyuddannedes og arbejdsløses muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet på grund af konkurrencen fra de mange villige og billige hænder. Samtidig har der særligt i de lavtlønnede kategorier, der bl.a. omfatter landbrugsmedarbejdere og restaurationspersonale, været flere eksempler på grov udnyttelse af gæstearbejderne, der har meget begrænsede rettigheder i de fire år, de har lov til at være i landet.

Naomi Alboim mener, at de mange gæstearbejdere med tiden vil resultere i flere udokumenterede migranter, der lever under jorden. Ligesom man har set det i USA og i Europa.

”Medmindre der indføres en massiv udgangskontrol og håndhævelse af, at folk forlader landet igen, så er det meget sandsynligt, at nogle ikke vil tage hjem, men gå under jorden, hvor de ikke bliver integreret i samfundet,” siger hun.

Ikke på den politiske dagsorden

I et land hvor befolkningen er stolt af sin mangfoldighed er det ingen politisk vindersag at stille spørgsmålstegn ved immigration eller en multikulturel identitet. Det blev forsøgt uden held sidst i 1980’erne af Canadas version af tea party-bevægelsen, The Reform Party. Partiet blev senere en del af det konservative parti.

I stedet er ændringerne foretaget under andre mærkesager som balance i økonomien og lov og orden. Mærkesager som også har vundet opbakning blandt mange af de immigranter, der allerede er etableret i Canada. På den måde har regeringen kunne tilgodese sit økonomisk liberale og socialt konservative bagland og erhvervslivet uden at løbe for stor en politisk risiko.

”Med dens snak om på den ene side de økonomiske fordele og hvorfor det er nødvendigt med gæstearbejdere, og på den anden side om immigranter, der snyder og udnytter Canadas gæstfrihed og som ikke vil integrere sig nok, har regeringen været dygtige til at ændre diskursen om immigration i en mere arbejdsmarkedsdrevet og restriktiv retning – uden at blive opfattet som fremmedfjendske. Til gengæld synes nation building ikke at være en del af deres ordforråd,” siger Naomi Alboim.

”På lang sigt handler immigration om andet end at headhunte. Indvandrere skal føle sig velkomne, og at de hører til i deres nye hjemland for at have lyst til at bidrage til landets fremtid – og ikke kun deres egen.”



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Birgitte Therkelsen

Birgitte Therkelsen

Birgitte er journalist og kommunikatør, nysgerrig på verden og interesseret i bl.a. medier, internationale relationer, Arktis, bæredygtighed, sundhed, mennesker og livet. Hun er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2007 og har siden arbejdet i FDB (nu Coop), forskningsinstitutioner, forbrugerorganisationer og international NGO'er. Siden 2012 har hun boet i Canadas hovedstad Ottawa, hvorfra hun freelancer.

Leave a comment