Forbud mod Twitter og YouTube udstiller Erdogans krise

Op til søndagens lokalvalg lægger Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan alle sine kræfter på at bekæmpe en påstået »parallel stat« anført af en konkurrerende islamist, prædikanten Fethullah Gülen. Under overfladen lurer en mere velkendt rival, »den dybe stat« tegnet af sekulære, nationalistiske officerer.

Det må være lidt af en bet for Facebook, at man ikke – endnu i hvert fald – vurderes som indflydelsesrig nok til at blive forbudt af den tyrkiske regering. Efter en uge, hvor tyrkiske internetbrugere kun ad omveje har haft adgang til Twitter, forlangte regeringen torsdag en blokering af også YouTube.

Den direkte årsag var offentliggørelsen af den seneste i rækken af hemmeligt indspillede samtaler, som er stærkt belastende for premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans moderat islamistiske regering. Denne gang handlede det om et møde på udenrigsminister Ahmet Davutoglus kontor, hvor denne sammen med bl.a. efterretningschefen Hakan Fidan synes at diskutere, hvordan de kan fingere et angreb på den tyrkiske eksklave Caber Kalesi i Syrien for dermed at få en undskyldning for at rykke ind militært i Syrien og angribe den yderligtgående islamistiske rebelgruppe Den Islamiske Stat Irak og Levanten (ISIL).

»Hvis der kræves en motivering, så er motiveringen, at jeg sender fire mænd over på den anden side. Jeg får dem til at affyre otte missiler mod åbent land. Det er ikke noget problem. En motivering kan skabes,« hører man bl.a. efterretningschefen sige.

»Mellem dig og mig: Premierministeren sagde på telefonen, at dette skal udnyttes som en mulighed, når det behøves,« lyder det fra udenrigsministeren.

Hvis optagelserne er ægte – hvilket det meste tyder på, selv om udenrigsministeriet udsendte en erklæring om, at der er manipuleret med »visse dele« af indholdet – viser det ikke alene, at Erdogan-regimet er parat til at gå langt for at score indenrigspolitiske point på krigen i nabolandet. Det er, hvad oppositionen længe har hævdet, senest efter Tyrkiets nedskydning af et syrisk kampfly i søndags.

Det viser også, at det tilsyneladende ikke er det rene paranoia, når Erdogan op til lokalvalgene på søndag bruger enhver tænkelig lejlighed til at advare om en »parallel stat«, der gør sit bedste for at sabotere premierministeren og hans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP). I hvert fald tyder det på regimekritikere meget langt oppe i systemet, når det kan lade sig gøre at aflytte telefonsamtaler mellem Erdogan og hans søn, andre fortrolige telefonsamtaler på topplan og nu et fysisk møde på udenrigsministerens kontor.

Davatoglu betegnede torsdag aflytningen som »en åben krigserklæring mod Tyrkiet«, mens Erdogan på et valgmøde i Diyarbakir kaldte det en »nedrig, kujonagtig og amoralsk handling« til skade for Tyrkiets nationale sikkerhed.

Prædikanten fra Pennsylvania

Erdogan efterlod ingen tvivl om, hvem han mener står bag, selv om han vanen tro afholdt sig fra at nævne navnet: Den islamistiske prædikant Fethullah Gülen, der fra sit eksil i Pennsylvania påstås at lede »den parallelle stat« med højstående personer inden for politi, anklagemyndighed og domstole som håndlangere.

Gülen er manden bag over 2.000 universitetsforberedende skoler og andre undervisningsinstitutioner i og uden for Tyrkiet, og desuden kontrollerer han en række fremtrædende medier i Tyrkiet, deriblandt den største avis, Zaman. Han var tidligere allieret med Erdogan, og efter at denne kom til magten i 2002, bistod Gülen ham med at rense ud blandt de sekulære og nationalistiske kræfter, som traditionelt har domineret i frem for alt militæret og efterretningsvæsenet.

Men siden er de to mænd, der bekender sig til hver sin moderate, sunnimuslimske strømning, raget uklar, og efter AKP’s seneste valgsejr i 2011 krakelerede alliancen for alvor – i fuld offentlighed.

Erdogan begyndte at rense ud blandt Gülens folk i retsvæsenet og statsadministrationen, mens Gülens tilhængere beskyldte premierministeren for arrogance og magtfuldkommenhed. Et andet stridspunkt har været forholdet til det kurdiske mindretal, hvor efterretningschef Hakan Fidan på Erdogans vegne indledte hemmelige fredsforhandlinger i Oslo med den militante bevægelse PKK, mens Gülen opfordrede det tyrkiske militær til gå voldsommere til værks mod de kurdiske separatister.

»Find dem, omring dem, knus deres enheder, lad ilden regne ned over deres huse, overdøv deres vræl med endnu flere skrig af smerte,« lød det i en videoappel fra prædikanten.

I februar 2012 forsøgte en Gülen-loyal offentlig anklager at arrestere efterretningschefen for »samarbejde med terrorister«, dvs. PKK, men Erdogan forhindrede arrestationen og overførte i stedet yderligere magt fra politiet til efterretningsvæsenet.

Da regimet sidste sommer brutalt opløste store demonstrationer mod planerne om et shopping center i Gezi-parken i Istanbul, intensiverede de Gülen-kontrollerede medier kritikken af Erdogan og kaldte ham en »farao«. Erdogan replicerede med en trussel om at lukke Gülens skoler, hvilket ville være et hårdt slag mod den logeagtige bevægelsesøkonomi og rekrutteringsmuligheder. Gülens svar på dette blev tilsyneladende de hemmelige båndoptagelser, der siden december sidste år har rystet Erdogan og fået nogle iagttagere til at forudse hans snarlige fald.

Mundkurv på civilsamfundet

Allerede inden indgrebene mod Twitter og YouTube stod det temmelig sløjt til med ytringsfriheden i Tyrkiet. I det seneste pressefrihedsindeks fra organisationen Reportere uden Grænser havnede Tyrkiet på plads nummer 154 af 180, efter lande som Irak, Afghanistan, Venezuela og Rusland, og i februar konstaterede amerikanske Freedom House, at »de seneste syv års mundkurv på pressen har bidraget til det store skel mellem borgere og deres regering«.

Alligevel vakte det mere end almindelig opsigt, da premierminister Recep Tayyip Erdogan i sidste uge gik til frontalangreb på det førende sociale medie i landet.

»Vi vil udrydde Twitter. Det internationale samfund kan sige dit og sige dat. Jeg er helt ligeglad. Alle vil komme til at se, hvor stærk den tyrkiske stat er,« varslede Erdogan på et valgmøde i den vestlige by Bursa.

Som sagt, så gjort. Allerede samme nat lukkede myndighederne for den direkte adgang til Twitter, der har 12 millioner brugere i Tyrkiet, hvilket ifølge statistikportalen Statista gør det tyrkiske Twitter-samfund til verdens fjerdestørste efter USA, Storbritannien og Japan.

Mange tyrkere fandt dog hurtigt andre veje til twitter.com via VPN-servere og alternative DNS-adresser, og i timerne efter forbuddets indførelse nærmest eksploderede antallet af tyrkiske tweets med lige dele hån og fordømmelse. Blandt de mere stilfærdige kritikere var præsident Abdullah Gül, premierministerens gamle våbendrager i det moderat islamistiske Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP), og også andre partifæller såsom Ankaras borgmester og en vicepremierminister tweetede lystigt videre, hvorimod Ergodan selv – med 4,2 millioner følgere og hidtil 4.043 tweets på kontoen – ikke har givet lyd fra sig på Twitter siden 20. marts.

»Premierminister Recep Tayyip Erdogan arbejder hårdt for at hæve sit lands demokratiske niveau til et vist asiatisk forbillede, men desværre er hans popularitet, ca. 40 procent, stadig klart efter Kim Jong-Un’s 100 procent. Hr. Erdogan burde arbejde hårdere. Et totalt forbud mod internet kunne hjælpe,« hed det syrligt i en kommentar signeret Burak Bekdil i den sekulære, regimekritiske avis Hürriyet.

En tyrkisk domstol underkendte onsdag forbuddet, og vicepremierminister Bülent Arinc har forsikret, at regeringen vil følge domstolens kendelse og – uklart hvornår – genetablere den direkte adgang til Twitter.

Gem pengene af vejen

Snarere end at have nogen praktisk effekt har det spektakulære tiltag udstillet, hvor presset Erdogan er af de aflyttede telefonsamtaler op til den valgsæson, der begynder med lokalvalg på søndag og fortsætter med præsidentvalg i august og parlamentsvalg til næste år.

De for Erdogan mest belastende optagelser er fra 17. december, samme dag som den tyrkiske anklagemyndighed gennemførte en razzia mod over 50 personer nær regimet og sigtede dem for omfattende korruption og svindel – bl.a. sønnerne af tre ministre, som alle blev tvunget til at gå af. I telefonsamtalerne hører man premierministeren instruere sin søn, Bilal Erdogan, om at skaffe svimlende kontante summer af vejen, og senere kan sønnen meddele, at han er godt på vej, men stadig mangler at få 30 millioner euro flyttet ud af hjemmet og i sikkerhed.

Oppositionen har gjort flittigt brug af optagelserne op til søndagens lokalvalg, men Erdogan selv hævder, at der er tale om en montage, kreeret af »fremmede stater« og »den parallelle stat« for at bringe ham i vanære.

»Ingen har ret til at aflytte premierministeren, præsidenten, parlamentsformanden eller ministrene. Ingen dommer kan give en sådan ordre. Men disse mennesker har, eftersom de udgør en spionring, taget alle midler i brug,« tordnede Erdogan i mandags på et valgmøde i Trabzon ved Sortehavet.

Den dybe stat

I et forsøg på at beholde kontrollen har Erdogan indledt en flirt med den militære elite, som han tidligere gjorde sit bedste for at marginalisere. Dermed risikerer han dog at vække en anden stat i staten til live.

»Den dybe stat« bestående af sekulære, nationalistiske kræfter i bl.a. militæret og efterretningstjenesterne, har i årtier været et fast begreb i Tyrkiet, ikke mindst som følge af en række militærkup og –indgreb fra 1960 og frem til 1990’erne. Den forekommer i dag svækket, dels på grund af den udrensning, som AKP har gennemført i form af manipulerede retssager, hvor hundreder af officerer, bureaukrater og journalister har fået lange fængselsstraffe for påståede kupplaner, dels fordi mange af dagens yngre officerer bekender sig islamismen snarere end den sekulære nationalisme, der dominerede tyrkisk politik fra Mustafa Kemal Atatürk frem til AKP’s første valgsejr i 2002. Men trods svækkelsen lurer »den dybe stat« stadig under overfladen, vurderer bl.a. den svensk-tyrkiske analytiker Halil Magnus Karaveli.

»De tyrkiske islamisters fiasko som administratorer af staten vil højst sandsynligt føre statens traditionelle vogtere – de højreorienterede nationalister i militæret og bureaukratiet, som har en betydelig opbakning i samfundet – tilbage til magten,« skriver Karaveli i Foreign Affairs.

Hvor trængt premierministeren er, får man et fingerpeg om på søndag. Det er ganske vist kun lokalvalg, men Erdogan har i valgkampen erklæret, at han ser det som en folkeafstemning for eller imod ham selv og AKP.

Meningsmålinger tyder på, at Erdogan stadig har betydelig tilslutning, bl.a. fordi han har fået æren for en årrække med (indtil for nylig) massiv økonomisk vækst og øget international pondus, og fordi korruption blandt politikere nærmest ses som en selvfølge i Tyrkiet. Men hvis AKP skulle havne under de 39 pct. af stemmerne, som partiet fik ved de seneste lokalvalg, eller – endnu værre – miste borgmesterposten i Istanbul eller Ankara, er det tvivlsomt, om Erdogan har tilstrækkelig styrke til at blive landets næste præsident i august.

Med i den ligning hører, at Gülen-tilhængerne menes at være talstærkt repræsenteret i AKP. Så selv hvis der ikke er åbenlyse konkurrenter udefra, kan det blive et opgør på partiets indre linjer, der slår Tyrkiets hidtil så stærke mand af pinden. Hvorimod et fornuftigt valgresultat for AKP meget vel kan komme til at fungere som afsæt og undskyldning for en mere intens jagt på Fethullah Gülens disciple.

Hvis du vil videre

Mens islamisterne Erdogan og Gülen strides indbyrdes, gør den sekulære militærledelse sig parat til et politisk comeback, hævder den svensk-tyrkiske analytiker Halil Magnus Karaveli i Foreign Affairs

 

Tyrkiet-eksperten Soner Cagaptay fortæller historien bag den tyrkiske eksklave Caber Kalesi i Syrien, som var udgangspunkt for den pikante samtale på udenrigsministerens kontor, der blev lagt ud på YouTube torsdag.http://www.washingtoninstitute.org/policy-analysis/view/a-piece-of-turkey-lies-in-the-middle-of-the-syrian-desert

En tredje Tyrkiet-ekspert, Yigal Schleifer, skriver på Eurasianet om frygt for valgsvindel – både fra regeringens og oppositionens side:

 

Prædikanten Fethullah Gülen er en gådefuld person, som bl.a. den amerikanske regering har haft svært ved at blive klog på. Foreign Policy har kigget nærmere på de relevante ambassaderapporter fra Wikileaks:

Rapport fra Freedom House om demokratiets krise i Tyrkiet – med hovedfokus på knægtelsen af de frie



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Thomas Heine

Thomas Heine

Lever og ånder for kvalificeret udlandsjournalistik – allerhelst på landevejen, men skrivebordet i Stockholm er også ok. Tidligere korrespondent for Jyllands-Posten i Stockholm, Moskva og Amman samt redaktør for JP-magasinerne International og Explorer. I dag med eget firma (www.offroadreporting.com) og hovedfokus på trekantområdet mellem Keflavik, Kamtjatka og Kap Guardafui.

Leave a comment