Rusland har stadig venner

Mens USA og EU indfører sanktioner, kan Rusland glæde sig over, at det er »business as usual« med lande som Kina, Indien og Brasilien. I nærområdet har Putin fået vis støtte fra alliancepartnerne Kasakhstan og Hviderusland – men også kritik, der kan vise sig vigtig for den videre udvikling i Ukraine.

Det er et par solide nederlag, Rusland har raget til sig i FN-systemet efter invasionen og den efterfølgende annektering af Krim.

Først var der afstemningen i FN’s Sikkerhedsråd 15. marts, hvor 13 af de 15 medlemmer stemte for et resolutionsforslag, der ville have bekræftet Ukraines »suverænitet, uafhængighed, enhed og territorielle integritet« og konstateret, at folkeafstemningen på Krim den følgende dag »ikke kan have nogen gyldighed«. Kun det forventede veto fra Rusland hindrede forslaget i at blive vedtaget, eftersom Kina undlod at stemme.

Torsdag var tiden så inde for en afstemning i FN’s Generalforsamling, hvor 100 medlemmer stemte for en resolution med lignende indhold og en passus om, at folkeafstemningen er ugyldig og »ikke kan danne basis for nogen ændring af Den Autonome Republik Krims eller byen Sevastopols status«, dvs. en indirekte fordømmelse af besættelsesmagten uden at nævne Rusland ved navn. Kun 11 lande stemte imod, og listen var ikke ligefrem domineret af mønsterdemokratier: Zimbabwe, Venezuela, Syrien, Sudan, Nicaragua, Nordkorea, Cuba, Bolivia, Hviderusland, Armenien og Rusland selv.

Alligevel virker Rusland knap så politisk isoleret, som USA og EU gerne vil gøre det til. Eftersom afstemninger i Generalforsamlingen ikke er bindende, har de mere karakter af meningstilkendegivelser end af magtpolitik, men alligevel var der hele 58 lande, der undlod at stemme. 58 lande, deriblandt Argentina, Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika, fandt altså ikke anledning til at fordømme det, der i Vesten ses som den værste krænkelse af et naboland, siden Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990.

Ganske vist har Kina diskret ladet forstå undervejs, at man ikke er begejstret for præsident Putins eventyr i Ukraine, og de russiske forhåbninger om også et kinesisk veto i Sikkerhedsrådet blev gjort til skamme. Men hvor USA og EU diskuterer graden af sanktioner, uanset om Rusland fortsætter sin militære offensiv til det ukrainske fastland eller ikke, synes holdningen i BRIKS-landene at være »business as usual«.

»Optrapningen af fjendtligt sprogbrug, sanktioner, modsanktioner og magt bidrager ikke til en bæredygtig og fredelig løsning,« hed det mandag i en erklæring fra BRIKS-landene udenrigsministre, som samtidig tog afstand fra tanken om at suspendere Rusland fra G20-gruppen.

Hvis det anstrengte forhold mellem Rusland og USA/EU fortsætter, hvad meget lige nu tyder på, kan BRIKS-landene og frem for alt Kina blive de store vindere. Ved at holde sig neutrale i konflikten lægger de sig ikke for alvor ud med Vesten, og samtidig må Rusland forventes at ville knytte sig tættere økonomisk og politisk til de fire BRIKS-partnere, Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika.

I sin annekteringstale i sidste uge sørgede Putin for at rose både Kina og Indien.

»Vi er taknemmelige over for alle dem, der har forstået vore handlinger på Krim. Vi er taknemmelige over for det kinesiske folk, hvis ledere altid har taget den samlede historiske og politiske sammenhæng i Ukraine og på Krim i betragtning. Og vi værdsætter meget Indiens tilbageholdenhed og objektivitet,« sagde den russiske præsident.

Forbeholdne naboer

Knap så tilfreds er Putin formentlig med reaktionerne i nærområdet. At de baltiske lande har fordømt invasionen i stærke vendinger, kommer ikke som nogen overraskelse. Ej heller at hård kritik kommer fra Georgien og Moldova, der længe har været på kant med Moskva som følge af bl.a. Ruslands støtte til udbryderrepublikkerne Abkhasien, Syd-Ossetien og Transnistrien, og som håber på associeringsaftaler med EU og på sigt medlemskab.

Derimod havde Putin nok håbet på mere helhjertet støtte fra Hviderusland og Kasakhstan, Ruslands to nærmeste allierede og forventede medstiftere af den Eurasiske Økonomiske Union, som efter planen skal lanceres 1. januar 2015.

Kasakhstans præsident Nursultan Nasarbajev udtrykte allerede 10. marts »forståelse« for Ruslands holdning til Krim og har ikke på noget tidspunkt udtrykt direkte kritik af Putin. Men Kasakhstan undlod at stemme i FN’s Generalforsamling, og Nasarbajev har følt det nødvendigt at understrege, at »Kasakhstan ikke vil afgive suverænitet til nogen« – et tydeligt vink om, at Putin ikke skal komme rendende med påstande om dårlig behandling af det russiske mindretal i Kasakhstan, der udgør ca. 23 pct. af landets befolkning.

Hviderusland stemte nej til resolutionen i FN’s Generalforsamling, og præsident Aleksandr Lukasjenko har erklæret, at Krim nu i praksis igen er en del af Rusland. Men dels har han til Ruslands fortrydelse anerkendt de nye magthavere i Kiev, dels har han udtalt sig meget klart mod den føderalisering af Ukraine, som Moskva arbejder for i håb om at knytte Ukraines russisksprogede østlige og sydlige regioner tættere til sig.

»Føderalisering er meget farligt for en stat,« sagde Lukasjenko på et pressemøde forleden og sammenlignede en føderal stat med et piano, hvor den ene hånd (underforstået Rusland) ikke ved, hvad den anden (EU) spiller.

Mere opmuntrende ord kunne den nye regering i Kiev næppe have håbet på fra så Moskva-orienteret en nabo.

Ikke at det får Putin til at stoppe, hvis han allerede nu har besluttet at rulle kampvognene ind i det østlige Ukraine og/eller fortsætte med at opvigle til opstand mod Kiev. Men hvis Putin endnu ikke har bestemt sig, kan Lukasjenkos bemærkninger vise sig nok så vigtige som sanktionstrusler signeret USA og EU.

Hviderusland var trods alt det tredje slaviske ben ved siden af Ukraine og Rusland i Sovjetunionen og inden da tsar-Rusland. Hvilket gør Lukasjenko til en mand, som Putin helst vil undgå at lægge sig ud med.

Hvis du vil videre

Andrew Wilson fra tænketanken European Council on Foreign Relations analyserer Hvideruslands reaktion på den russiske annektering af Krim:

 

Richard Weitz fra den amerikanske Jamestown Foundation kigger nærmere på stemningen i Kasakhstan efter den russiske annektering af Krim:

 

Og Douglas Paal fra tænketanken Carnegie Endowment for International Peace forklarer, hvorfor og hvordan Kina tjener på krisen i Ukraine:



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Thomas Heine

Thomas Heine

Lever og ånder for kvalificeret udlandsjournalistik – allerhelst på landevejen, men skrivebordet i Stockholm er også ok. Tidligere korrespondent for Jyllands-Posten i Stockholm, Moskva og Amman samt redaktør for JP-magasinerne International og Explorer. I dag med eget firma (www.offroadreporting.com) og hovedfokus på trekantområdet mellem Keflavik, Kamtjatka og Kap Guardafui.

Leave a comment