Kløft mellem USA og Rusland vokser

NATO har opsagt sit politiske og militære samarbejde med Rusland. Og nu har NASA også meddelt, at det stopper sine engagementer med russiske forskere og kosmonauter, hvilket kun understreger, at den nye kløft mellem Øst og Vest ikke bare handler om en midlertidig diplomatisk krise.


I begyndelsen af 1980erne udgav science fiction forfatteren Arthur C. Clarke en opfølger til klassikeren “2001”, der blev udødeliggjort gennem Stanley Kubricks film af samme navn. Bog nummer to om Hal 9000 hed “2010” og vakte opsigt, fordi den midt i Den Kolde Krig forudså et tæt rumsamarbejde mellem USA og Rusland, mens handlingens fjender udgjordes af kineserne.

I året 2010 var dette meget tæt på virkeligheden. Men nu er det 2014, og den amerikanske rumfartsorganisation NASA har netop i denne uge afbrudt sit mangeårige samarbejde med russiske rumforskere. På grund af krisen over Ukraine.

Det er en naturlig forlængelse af sanktionerne mod Rusland, men det er også mere end det. En stor del af Den Kolde Krig var baseret på det såkaldte våbenkapløb, der i høj grad var forbundet med rumteknologi. Derfor kan NASAs beslutning også ses som et klart tegn på, at vi går en mere konfrontatorisk tid i møde.

Selve det at kunne samarbejde om rumforskningen har været anset som et stærkt fredssymbol. Det var det i Arthur C. Clarkes fortolkning og også i samarbejdet på den Internationale Rumstation (ISS: International Space Station). Samarbejdet har været kontinuerligt og forholdsvist immunt over for geopolitiske genvordigheder, men det er slut nu, hvor NASA ikke længere vil være vært for russiske forskere, ligesom man heller ikke rejser til Rusland for at udveksle viden.

Den amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel har også bedt US Air Force revidere sin anvendelse af russiskproducerede motorer på nogle af de raketter, der sender amerikanske militærsatellitter i kredsløb. Dog er regeringen ikke gået så langt som til at standse samarbejdet omkring ISS. Det kunne også vise sig at være skadeligt, som New York Times lakonisk konstaterer.

Det er nemlig kun en uge siden, at en amerikansk astronaut blev sendt af sted til ISS sammen med to russiske kosmonauter og med russisk rumskib.

Siden USA i 2011 valgte at pensionere sine rumfærger, har amerikanske astronauter fået lift af russiske Soyuz-rumskibe til godt 70 millioner dollar for et sæde. NASA støtter private amerikanske virksomheder, der er i gang med at udvikle rumskibe, som senest fra 2017 skal sørge for egne transporter, og dem bliver der formentlig brug for, da det er tænkeligt, at russerne vil svare igen på det afbrudte samarbejde ved at nægte astronauterne siddeplads – uanset prisen. Det kan USA nok godt leve med, men i Washington frygter nogle diplomater, at russerne ikke vil nøjes med at nægte flyvelejlighed, men også suspendere de gensidige inspektioner under Start-nedrustningsaftalerne. Og så er sagen straks mere alvorlig.

Obama ville reducere atomvåben

Det er mindre end et år siden, at præsident Obama inviterede Putin til at få bragt begge landes arsenaler af atomvåben ned. Ganske symbolsk skete det i en tale i Berlin 50 år efter, at en anden demokrat, nemlig John F. Kennedy, havde svoret at ville komme sine europæiske allierede til hjælp, hvis de skulle føle sig truet af Sovjetunionens masseødelæggelsesvåben.

Obama ville væk fra denne terrorbalancens tid. En tredjedel af alle strategiske a-våben skulle skæres ned, lovede han foran Brandenburger Tor. Ikke overraskende lød der protester fra republikanerne, der mente, at Obama dermed udsatte ikke bare europæerne, men også USA for fare. Putin kunne heller ikke umiddelbart se pointen under henvisning til oprettelsen af et missilforsvar, som NATO har bedyret ikke er et forsvar mod Rusland, men som Putin vedholdende anser for at være et fjendtligt træk. Ikke desto mindre mødtes de to ledere i Nordirland samme uge til G8-topmøde, hvor de blev enige om at forny den såkaldte Nunn-Lugar aftale, der skal tage gamle russiske a-våben ud af drift og afsikre de stadig brugbare. Som Obama sagde dengang, var det “et eksempel på et konstruktivt og samarbejdsvilligt forhold, der bringer os ud af Den Kolde Krigs tankegods.”

Citatet er mindre end et år gammel og i dag er tonen en helt anden. De nye våben – de mange tusinde atomsprænghoveder – er omfattet af den nye Start-traktat, der forudsætter gensidig inspektion. Altså i hvert fald et minimum af samarbejde.

<h4

I den forgangne uge har NATO imidlertid valgt at afbryde både militært og politisk samarbejde med Rusland og retorikken nåede i onsdags et højdepunkt, da NATOs øverste militære chef i Europa, general Philip Breedlove, gjorde det klart, at man ikke tror på russerne, når de hævder at have trukket sig tilbage fra grænsen til Østukraine.

Breedlove siger, at de russiske styrker tæller en potent blanding af kampfly, helikopter-enheder, artilleri, infanteri og kommandotropper, felthospitaler og i det hele taget logistik nok til at kunne angribe med kort varsel. Rusland siger, at tropperne har været der på øvelse, men Breedlove giver ikke meget for den sang:

“Vi tror, at den (styrken) kan rykke indenfor 12 timer. I bund og grund er styrken klar og vi tror, den kunne nå sit mål på tre til fem dage.” Breedloves konklusion er bestemt ikke svar på et øvelsesscenario, hvis nogen skulle være i tvivl.

I januar informerede USA sine europæiske allierede om, at Rusland havde afprøvet et jordbaseret krydsermissil. New York Times skriver, at den amerikanske regering stadig går i overvejelser om at erklære afprøvningen i strid med en traktat fra 1987, der forbyder mellemdistanceraketter. Breedlove vil ikke være forudindtaget, men mener alligevel, at afprøvningen kan have betydning for den nuværende spændte situation.

“En våbenkapacitet, der bryder INF (Intermediate-Range Nuclear Force Treaty), og er introduceret på det europæiske kontinent, er absolut et værktøj, som man skal tage sig af. Jeg vil ikke bedømme, hvordan alliancen vil beslutte at reagere, men jeg vil dog sige, at de bliver nødt til at overveje, hvad de vil gøre ved det. Det kan ikke gå ubesvaret hen,” lyder det fra den øverstbefalende for NATO i Europa.

Hvad politikerne i alliancen har tænkt sig at gøre ved det og ved den russiske opbygning langs grænsen til Ukraine, står stadig uklart.

Foreløbigt begynder de økonomiske sanktioner mod Rusland at gøre ondt. I hvert fald på amerikanerne selv. Verdensstjernerne Miley Cirus og Justin Timberlake venter lige nu på en afgørelse, om hvorvidt de skal optræde i Helsinki i henholdvis maj og juni på en arena, der til dels ejes af en af de russiske rigmænd, som er på sanktionslisten. Aftalen er indgået på et tidspunkt for ikke længe siden, hvor de fleste troede på Ruslands udvikling i vestlig retning. Lige nu flyder internationale medier over med kommentarer om, at den tid er forbi.

Arthur C. Clarkes forudanelse om 2010 holdt. Men åbenbart ikke ret længe.

—-

Hvis du vil videre

Interview med General Breedlove i New York Times

Nyheden om Nasa og Rusland

Sanktionerne og de anspændte Øst-Vest forhold går også ud over fredelige kulturmøder

NATO slår fast, at alliancen er klar til at beskytte alle medlemmer



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Paula Larrain

Paula Larrain

Bidt af journalistisk idealisme. Tror efter 25 år i nyhedsbranchen stadig fuldt og fast på, at læserne gerne vil bruge medier til at blive klogere og ikke kun til underholdning. Har tidligere været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, hvor hun også nåede at være ledende redaktionssekretær, inden hun kom tilbage til DR som vært for TVAvisen. I dag er hun stifter og redaktør af Dit Perspektiv og rejser desuden landet rundt som ordstyrer og foredragsholder

Leave a comment