Fem spørgsmål og svar om Iran og Rusland

Krisen i Ukraine og det nedkølede forhold mellem Rusland og Vesten har mange geopolitiske sidespor. Et af de mest aktuelle gælder Iran, hvor Rusland synes parat til at bryde sanktionspolitikken og købe iransk olie i stor stil – muligvis med avancerede missilsystemer som betaling.

Går det fremad med forhandlingerne om Irans atomprogram?

I så fald meget langsomt. Den seneste forhandlingsrunde i Wien i denne uge mellem Iran og den såkaldte 5+1-gruppe bestående af USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland mundede ud i en lakonisk fælleserklæring fra EU’s udenrigskommissær Catherine Ashton og Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif om, at »en masse intensivt arbejde kræves«, hvis forhåbningerne om en endelig aftale inden 20. juli skal indfries.

Iran og 5+1-gruppen indgik i november en midlertidig aftale, hvor Iran accepterede at suspendere nogle af sine atomaktivister til gengæld for en begrænset lempelse af sanktionerne mod landet. Aftalen trådte i kraft 20. januar og løber seks måneder, men kan tænkes forlænget, hvis ikke det lykkes at nå til enighed om en endelig aftale inden da.

Næste møde skal holdes 13. maj, og 5+1-gruppen håber at have et aftaleudkast klar i slutningen af maj eller begyndelsen af juni.

Hvad er tanken med forhandlingerne?

5+1-gruppen forsøger at få Iran til at reducere atomprogrammet så meget, at det vil tage landet mindst seks måneder og helst op mod et år, fra man træffer en eventuel beslutning om at fremstille atomvåben, til man har tilstrækkeligt med atombrændstof til at producere en enkelt atombombe. Til gengæld skulle de nuværende sanktioner mod Iran ophøre.

USA’s vurdering er, at Iran på nuværende tidspunkt ville være i stand til at fremstille en atombombe i løbet af to måneder. Iran insisterer på, at atomprogrammet udelukkende har fredelige formål, men bl.a. Irans forsøg på at vildlede inspektører fra det internationale atomenergi-agentur, IAEA, har sået tvivl om påstanden.

Er Rusland med på vognen?

Indtil videre, ja. Men krisen i Ukraine og de tiltagende spændinger mellem Rusland og USA/NATO/EU har skærpet frygten for, at Moskva ikke vil opretholde presset på Teheran. Ruslands chefforhandler, viceudenrigsminister Sergej Rjabkov, forklarede op til folkeafstemningen på Krim, at Rusland ikke ønsker at udnytte Iran-forhandlingerne i det diplomatiske spil, men »hvis de tvinger os til det, vil vi tage gengældelses-midler i brug også her.«

Parallelt har nyhedsbureauet Reuters med henvisning til unavngivne kilder på begge sider rapporteret, at der er fremskridt i forhandlinger mellem Iran og Rusland om en såkaldt olie-for-varer aftale. Aftalen skulle indebære, at Rusland med henblik på videresalg køber op mod 500.000 tønder olie om dagen af Iran – svarende til ca. 50 pct. af Irans nuværende olieeksport. I så fald ville det alvorligt svække de sanktioner, der har presset Irans økonomi og tvunget regimets til forhandlingsbordet. Den samlede værdi af aftalen skal være 15-20 milliarder dollar over to-tre år.

Vil Rusland levere missiler til Iran?

Muligvis. I hvert fald hævdede en af de iranske kilder over for Reuters, at russiske missiler vil blive en del af olie-for-varer aftalen. Hvis Rusland beslutter at levere avancerede S-300 jord-til-luft missilsystemer til Iran, vil det dramatisk forandre den regionale våbenbalance og desuden gøre et eventuelt israelsk eller amerikansk luftangreb på de iranske atominstallationer til et endnu mere risikabelt foretagende for angriberen.

Egentlig skulle Rusland have leveret disse missilsystemer for længe siden ifølge en aftale mellem landene fra 2007, men Rusland valgte at suspendere aftalen – først med henvisning til tekniske problemer og siden med henvisning til ånden i en resolution i FN’s Sikkerhedsråd fra 2010, der skærpede våbenembargoen mod Iran uden dog direkte at forbyde salg af missilsystemer som S-300.

»Hvis Putin bliver tilstrækkeligt vred over Vestens finansielle afstraffelse af Rusland, kan han bringe S-300-aftalen i spil,« spåede Mark Dubowitz, chef for den amerikanske tænketank Foundation for the Defence of Democracies, forleden over for netavisen The Daily Beast.

Er Iran og Rusland perlevenner?

På ingen måde. Tværtimod har de historisk betragtet hinanden med dyb mistænksomhed. Russerne har aldrig tilgivet en massakre i 1829, hvor persiske bøller angreb den russiske ambassade i Teheran og slog alle ihjel, inklusive den populære russiske digter og ambassadør Aleksandr Gribojedov. Iranerne mindes med vrede en stribe russiske besættelser af landet, senest under Anden Verdenskrig. Ayatollah Khomeni plejede at kalde USA »den store satan« og Sovjetunionen »den mindre satan«.

Snarere skal den russisk-iranske alliance ses som et fornuftsægteskab, hvor begges mål er at bekæmpe USA’s globale dominans og skabe en »multipolær« verden, hvor Rusland og Iran så hver for sig vil kæmpe for størst mulig indflydelse.

Hvis du vil videre

Reuters rapporterer om fremskredne forhandlinger mellem Iran og Rusland om en olie-for-varer aftale, der vil svække sanktionerne mod Teheran betydeligt:http://www.reuters.com/article/2014/04/02/us-iran-russia-oil-idUSBREA311K520140402The Daily Beast analyserer konsekvenserne, hvis Rusland skulle beslutte at sælge de avancerede S-300 missilsystemer til Iran:http://www.thedailybeast.com/articles/2014/04/08/russia-s-ace-in-the-hole-a-super-missile-it-can-sell-to-iran.htmlRuslands-eksperten Dmitrij Trenin fra Carnegie Moscow Center skriver om forholdet mellem Rusland og Iran, der er langtfra så hjertevarmt, som mange i Vesten forestiller sig:http://www.themoscowtimes.com/opinion/article/tehran-is-neither-friend-nor-foe-of-moscow/453153.html



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Thomas Heine

Thomas Heine

Lever og ånder for kvalificeret udlandsjournalistik – allerhelst på landevejen, men skrivebordet i Stockholm er også ok. Tidligere korrespondent for Jyllands-Posten i Stockholm, Moskva og Amman samt redaktør for JP-magasinerne International og Explorer. I dag med eget firma (www.offroadreporting.com) og hovedfokus på trekantområdet mellem Keflavik, Kamtjatka og Kap Guardafui.

Leave a comment