Et lille skridt mod fred i Ukraine

International aftale vækker et spinkelt håb om en stabilisering af situationen. Selv om aftalen giver Rusland indflydelse over Ukraines indre anliggender, synes den lige nu at være det bedste håb for regeringen i Kiev, der helt har mistet kontrollen i en del af det østlige Ukraine.

Det var langtfra givet på forhånd, at mødet i Genève overhovedet ville blive holdt. Så på den baggrund var det en diplomatisk triumf, at udenrigsministrene fra Ukraine, Rusland, USA og EU ikke alene kunne gennemføre et seks timer langt møde, men også torsdag aften enes om en fælles erklæring, der i hvert fald på papiret fører Ukraine et skridt væk fra opløsning, truende borgerkrig og/eller krig mod Rusland.

I aftalen hedder det bl.a., at:

  • Alle parter skal afstå fra vold, trusler og provokerende handlinger.
  • Alle illegale væbnede grupper skal afvæbnes, alle besatte bygninger skal gives tilbage til ejerne, og alle okkuperede gader, pladser og andre offentlige steder skal rømmes.
  • Der skal gives amnesti til aktivister, som forlader de besatte bygninger og afleverer deres våben.
  • OSCE skal spille en fremtrædende rolle ved at hjælpe de ukrainske myndigheder og lokale samfund med at neddrosle krisen, og USA, EU og Rusland skal alle bidrage med observatører.
  • I arbejdet på en ny forfatning skal der omgående iværksættes en bred national dialog, og alle Ukraines regioner og politiske kræfter skal tages med på råd.

Så langt, så godt. Erklæringen nævner ikke den russiske besættelse og annektering af Krim eller de anslået 40.000 russiske soldater, der er opmarcheret nær grænsen. Men med tanke på at Kiev-regeringen helt har mistet kontrollen i dele af det østlige Ukraine, er det et betydeligt fremskridt, at de toneangivende aktører nu har noget, der minder om en fælles referenceramme.

Kommentarerne umiddelbart efter aftalen viste dog tydeligt, at der kun er tale om et første skridt mod en stabilisering af situationen. »Jeg tror ikke, at vi kan være sikre på noget på nuværende tidspunkt,« lød det f.eks. fra USA’s præsident Barack Obama.

Masser af spørgsmålstegn

Denne skepsis deles af mange og bunder i, at Rusland på den ene side og Ukraine, USA og EU på den anden har vidt forskellige opfattelser af, hvem der har skyld i krisen. Og meget vel kan vise sig at have vidt forskellige opfattelser af, hvordan aftalen skal tolkes.

Hvem er f.eks. »alle parter«, der skal afstå fra vold og afvæbnes, når det ikke er klart, præcis hvem der står bag de væbnede besættelser af diverse nøglebygninger i og omkring Donetsk og Luhansk? Vrede lokale indbyggere? Lejetropper hyret af den afsatte præsident Viktor Janukovitj? Russiske specialstyrker og efterretningsfolk? Eller en blanding? Tilsvarende er det tvivlsomt, om den nye regering i Kiev kan kontrollere væbnede grupper såsom Højre-Sektor, der førte an i revolutionen mod Janukovitj i februar.

Kiev vil uden tvivl have fokus på at hæve pro-russiske separatisters besættelser af bygninger i en halv snes byer i Østukraine, de fleste i Donetsk-regionen, mens Moskva vil insistere på, at Højre-Sektor og andre nationalistiske grupper sættes ud af spil i Kiev og Vestukraine. Når besatte bygninger sidestilles med »okkuperede pladser«, vil Moskva kunne hævde, at den permanente Majdan-demonstration på Uafhængighedspladsen i Kiev skal opløses, hvilket regeringen i Kiev ikke nødvendigvis vil eller formår.

Hvad gør man, hvis de væbnede aktivister i Donetsk og omegn nægter at forlade bygningerne? Kan og vil Moskva presse dem til det? Eller er det hele blot en russisk skinmanøvre med det mål at sikre sig kontrollen over det østlige og sydlige Ukraine?

»Jeg vil gerne minde om, at det, der i tsartiden blev kaldt Novorossija – Kharkov, Lugansk, Donetsk, Kherson, Nikolajev og Odessa – ikke var en del af Ukraine dengang. Disse territorier blev i 1920’erne givet til Ukraine af den sovjetiske regering. Hvorfor? Hvem ved. De blev vundet af (Grigorij) Potjomkin og Katarina den Store i en serie velkendte krige,« bemærkede præsident Vladimir Putin i en af flere henvisninger til dette Novorossija eller »Ny-Rusland«, da han torsdag svarede på spørgsmål fra det russiske folk i en fire timer lang seance.

Ligeledes er det højst uklart, om der kan skabes fælles fodslag om en ny forfatning, når udgangspunktet i Kiev er en enhedsstat med vis regional selvbestemmelse, mens mange i det østlige Ukraine (og ikke mindst i Moskva) mener, at løsningen er en føderalisering med vidtgående selvstyre både økonomisk og politisk – helst så hver enkelt region får mulighed for at melde sig ud af Ukraine og ind i Rusland.

Og hvem i det østlige Ukraine er det, der skal have ordet i den bebudede nationale dialog? De folkevalgte regional- og lokalpolitikere, der overvejende har holdt lav profil under konflikten? Eller de væbnede, pro-russiske aktivister, som ikke har noget folkeligt mandat og for de flestes vedkommende tidligere var helt ukendte, men som under krisen har skabt deres egne små høvdingedømmer med Moskvas hjælp?

Ukraines store fiasko

Rusland har med Genève-aftalen fået en slags institutionaliseret indflydelse på, hvad nationalistisk sindede ukrainere og den vestlige verden betragter som Ukraines indre anliggender. Ikke desto mindre er aftalen – hvis den føres ud i livet – formentlig det bedste, Kiev kunne håbe på i den nuværende situation.

I hvert fald tyder den seneste uges tiltagende uro i Donetsk og omegn ikke på, at regeringen i Kiev på egen hånd er i stand til at løse krisen. Bygning efter bygning er blevet besat af separatister med et minimum af modstand fra det lokale politi. I visse tilfælde har der været tale om koordinerede og meget professionelle aktioner, tilsyneladende anført af russiske specialstyrker, men disse er siden forsvundet fra gadebilledet og har overladt tøjlerne til væbnede militser, der overvejende synes at bestå af lokale separatister.

Regeringen har stillet flere tidsfrister til separatisterne om at rømme bygningerne eller blive stormet, men hidtil uden at gøre alvor af truslerne. Og da regeringen onsdag forsøgte at sætte sig i respekt ved at indsætte Ukraines 25. luftbårne brigade i området, endte det i total fiasko.

Det gik for at være en eliteenhed, men faldskærmstroppernes panserkøretøjer nåede knap nok at forlade deres midlertidige base på en landingsbane ved byen Kramatorsk, før de blev stoppet af civile »menneskeskjolde«, og snarere end at gribe til vold lod soldaterne sig afvæbne af militsfolk. Seks af panserkøretøjerne blev erobret og kørt til byen Slavjansk, der er blevet en slags centrum for opstanden i Donetsk-regionen, mens 15 andre panservogne rullede tilbage til deres hjembase i byen Dnipropetrovsk, efter at soldaterne havde afleveret deres våben.

»Den 25. luftbårne brigade, som viste kujonagtighed og overgav sig til fjenden, vil blive opløst. Og soldaterne, som er skyldige i dette, vil blive holdt retsligt ansvarlige,« erklærede Ukraines fungerende præsident Oleksandr Turtjynov torsdag.

Fiaskoen var blot det seneste i en række af eksempler på, hvor lidt styr regeringen i Kiev har på sine sikkerhedsstyrker i det østlige Ukraine. Talstærke politistyrker er gentagne gange veget tilbage og har ladet selv ubevæbnede aktivister overtage vigtige administrationsbygninger i byer som Kharkiv og Donetsk.

»Vi forsøger at ikke kritisere vore myndigheder, men det er åbenlyst, at vi har flere og flere problemer,« konstaterer den ukrainske militærekspert Dmytro Tymtjuk, direktør for Center for Militær og Politisk Forskning, over for New York Times.

Hvis du vil videre

Aftalen mellem Ukraine, Rusland, USA og EU, der blev indgået i Genève torsdag:

http://www.mid.ru/bdomp/brp_4.nsf/e78a48070f128a7b43256999005bcbb3/b3b3396b891fb8df44257cbd00600264!OpenDocument

Ruslandskenderen Julia Ioffe har som mange andre behersket tiltro til Genève-aftalen, fremgår det af hendes analyse i New Republic:

http://www.newrepublic.com/article/117425/what-does-geneva-agreement-mean-ukraine

En anden kyndig journalist, Max Seddon, rapporterer for BuzzFeed om Ukraines 25. luftbårne brigades sorte dag i Donetsk-regionen:

http://www.buzzfeed.com/maxseddon/ukraines-attempt-to-retake-the-east-fails-miserably

Den nye regering i Kiev har bidraget til krisen ved at ignorere befolkningen i det østlige Ukraine, skriver Kyiv Post-journalisten Oksana Grytsenko i en kommentar:http://www.kyivpost.com/opinion/op-ed/oksana-grytsenko-what-drives-the-hate-in-eastern-ukraine-343808.html

Samme Oksana Grytsenko gennemgår under overskriften »Putins 10-punkts-plan for at ødelægge Ukraine«, hvad den russiske præsident sagde om Ukraine under torsdagens fire timer lange svar-til-folket-seance:

http://www.kyivpost.com/content/ukraine/putins-10-point-plan-to-destroy-ukraine-344081.html

 

 



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Thomas Heine

Thomas Heine

Lever og ånder for kvalificeret udlandsjournalistik – allerhelst på landevejen, men skrivebordet i Stockholm er også ok. Tidligere korrespondent for Jyllands-Posten i Stockholm, Moskva og Amman samt redaktør for JP-magasinerne International og Explorer. I dag med eget firma (www.offroadreporting.com) og hovedfokus på trekantområdet mellem Keflavik, Kamtjatka og Kap Guardafui.

Leave a comment