En kraftig vækst i den sekteriske vold skaber frygt for, at Irak er på vej tilbage mod en borgerkrig a la den, der hærgede landet i 2006-2007. Ikke meget tyder på, at parlamentsvalget på onsdag vil gøre situationen bedre.

Mindst 11 mennesker dræbt af selvmordsbombe syd for Bagdad… Bilbomber dræber ni civile i Babyukh… Seks mennesker dræbt af granater i Fallujah… Vejbombe dræber tre landmænd i Balad… To uidentificerede lig fundet i Basra…


Og så videre, og så videre. Hver for sig har ovenstående episoder været for små og rutinemæssige til at afføde mere end højst noter i udenlandske aviser, som regel ikke engang det. Men de er blot et minimalt udpluk af den seneste uges vold i Irak, og hvis man regner sammen – som bl.a. organisationen Iraqi Body Count gør – tegner sig et foruroligende billede af situationen i landet op til parlamentsvalget på onsdag.

Ganske vist er dødstallene ikke nær så store som i 2006-2007, da Irak reelt befandt sig i midt i en sekterisk borgerkrig, og ikke en dag gik, uden at snesevis af skamferede, bagbundne lig blev fundet i frem for alt hovedstaden Bagdad og andre byer i det centrale Irak. Men selv i de ”gode” år mellem 2009 og 2012 kunne Iraqi Body Count hvert år tælle sig frem til mindst 4.000 civile dødsofre, dvs. mere end 10 om dagen, og siden da er volden igen blevet markant værre.

Sidste år blev således 9.571 civile irakere dræbt, mere end dobbelt så mange som i 2012. Knap fire måneder inde i 2014 er antallet af civile dødsofre ifølge Iraqi Body Counts optælling 3.751, hvilket i gennemsnit svarer til 33 om dagen.

»Volden truer nu med at eksplodere i en borgerkonflikt på linje med – eller værre end – den sekteriske borgerkrig, der brød ud under den amerikanske besættelse,« konstaterer Irak-eksperterne Anthony Cordesman og Sam Khazai i en omfattende ny rapport fra det amerikanske Center for Strategiske og Internationale Studier (CSIS).

Selvskabte problemer

En del af den eskalerende vold kan forklares med borgerkrigen i nabolandet Syrien og et comeback for Al Qaida-inspirerede sunni-islamister i Irak. Det viste sig tydeligt i december sidste år, da den såkaldte Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS) rykkede ind i den vest-irakiske by Falluja, som gruppen stadig delvis kontrollerer.

Men frem for alt bunder volden i de midlertidigt dæmpede, men aldrig bilagte interne modsætninger i Irak, frem for alt mellem shia- og sunni-arabere, men også mellem arabere og kurdere i den nordlige del af landet. Hvilket igen hænger sammen med, at de toneangivende politikere i Irak trods formelle aftaler på tværs af de sekteriske og etniske skel aldrig har formået (eller været interesseret i) at føre en politik, der kom alle landets borgere til gode.

Det seneste parlamentsvalg i 2010 førte til en yderligere opdeling af det politiske liv, hvor den shia-arabiske premierminister Nouri al-Maliki nok indgik en formel alliance med sunni-arabiske kræfter, men samtidig satte sig endnu mere tungt på de irakiske sikkerhedsstyrker og hen ad vejen har vist stadigt mere autoritære træk.

Omfattende krænkelser af menneskerettighederne og misbrug af de irakiske sikkerhedsstyrker har ført til en undertrykkelse og marginalisering af store dele af den irakiske befolkning, hvilket Al Qaida og andre ekstremistiske grupper har nydt godt af, noteres det i CSIS-rapporten. Forfatterne mener, at der har været alt for stort fokus på vold begået af ikke-statslige aktører fra Al Qaida til shia-militser, mens omverdenen ”groft har undervurderet” det ansvar, som Maliki-regeringen, de irakiske sikkerhedsstyrker og rivaliserende politiske grupper har for at bringe Irak tilbage til randen af borgerkrig.

»Irak har lidt – og lider stadig – under eksterne fejltagelser og indblanding, deriblandt fejltagelser begået af USA under invasionen i 2003 og under besættelsen af Irak. Ikke desto mindre er Irak nu overvejende et sår, som er selv-påført af den nuværende regering,« skriver Cordesman og Khazai i rapporten og fortsætter:

»Iraks fremskridt afhænger af dets politiske lederes vilje til at opgive deres snævre fokus på deres egen sekt, etnicitet og fraktion. Hvis ikke de bevæger sig fremad, men fortsætter med at efterstræbe personlig og fraktionsmæssig magt – vil Irak enten gå mod total borgerkrig eller mod langt mere alvorlig undertrykkelse. I begge tilfælde vil det blive en fejlslagen stat.«

Spraglet valg i vente

Mens parlamentsvalgene i 2005 og 2010 var domineret af store valgalliancer, hvoraf de fire største i 2010 tegnede sig for 82 pct. af stemmerne, stiller de fleste partier denne gang op med separate platforme. Det har gjort det politiske landskab endnu mere spraglet og samtidig ført til, at valget har fået et endnu mere sekterisk præg end de foregående.

Således eksisterer den førende alliance baseret på en national snarere end en sekterisk platform, Iraqiya, ikke længere. I stedet stiller dens tidligere leder, den sekulære shia-araber Iyad Allawi, op for sig selv med sit parti Irakisk National Harmoni, mens de sunni-arabiske nøglepersoner i alliancen står bag mere rendyrkede sunni-partier, deriblandt parlamentsformanden Osama al-Nujaifis parti Mutahidun.

Ligeledes har Malikis alliance, kaldet Retsstat, ikke nær samme blandede sammensætning som i 2010, men fremstår efter en række afhop som mere af en shia-blok koncentreret om bevægelsen Daawa.

Den almindelige formodning er, at Malikis blok bliver den største efter valget, og mange regner med, at det vil lykkes premierministeren at manøvrere en ny regering på plads med sig selv som leder. Men sikkert er det ikke. Han har efterhånden mange bitre modstandere, og det kan ikke udelukkes, at disse trods deres mange indbyrdes uoverensstemmelser vil være i stand til at finde sammen om en ny premierminister.

Et rivaliserende shia-arabisk parti, Iraks Øverste Islamiske Parti (ISCI), håber på comeback efter at have været uden for magtens korridorer i de seneste fire år, og den uberegnelige mullah og militsleder Moqtada al-Sadr, bliver en tredje vigtig blok på den shia-arabiske scene – uagtet at Sadr selv hævder at have sagt farvel til irakisk politik.

Heller ikke blandt sunni-araberne er det lykkedes at finde fælles fodslag, her har Mutahidun konkurrence fra bl.a. en blok tegnet af vice-premierminister Saleh al-Mutlaq. Og selv de kurdiske partier, som tidligere har fremstået som en samlet blok i nationale valg, synes denne gang ude af stand til at blive enige, ikke mindst fordi de kæmper hårdt indbyrdes om magten i det delvis selvstyrende kurdiske område i nord.

De tidligere parlamentsvalg i Irak er blevet fulgt af langvarige forhandlinger om at skabe en ny regering. I 2010 tog det f.eks. næsten ni måneder, før Maliki havde sin regering på plads. Ikke meget tyder på, at det bliver lettere denne gang. Eller på, at den kommende regering vil få bugt med den eskalerende vold.

Hvis du vil videre

Grundig og dyster rapport om situationen i Irak fra Center for Strategiske og Internationale Studier i USA:

Iraqi Body Count fører løbende og detaljeret statistik over den politisk relaterede vold i Irak:

Analyse af den politiske situation i Irak fra The Economist’s Intelligence Unit:

Interview med premierminister Nouri al-Maliki i Der Spiegel:

 



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Thomas Heine

Thomas Heine

Lever og ånder for kvalificeret udlandsjournalistik – allerhelst på landevejen, men skrivebordet i Stockholm er også ok. Tidligere korrespondent for Jyllands-Posten i Stockholm, Moskva og Amman samt redaktør for JP-magasinerne International og Explorer. I dag med eget firma (www.offroadreporting.com) og hovedfokus på trekantområdet mellem Keflavik, Kamtjatka og Kap Guardafui.

Leave a comment