Rusland spiller med musklerne i Arktis

Stormagternes interesse for Arktis vokser både økonomisk og geostrategisk, i takt med at polarisen smelter. I kølvandet på krisen i Ukraine har frem for alt Rusland, men også USA skærpet tonen i det høje nord.


Både i konkret og overført betydning står Arktis til at blive en virkelig koldfront, hvis en ny version af Den Kolde Krig venter i forlængelse af den russiske invasion på Krim og landets foreløbig lidt mere diskrete manøvrer i det østlige Ukraine.

Mens hovedfokus foreløbig er på Ukraine og i nogen grad andre eks-sovjetiske republikker såsom Moldova, Georgien og de baltiske stater, har præsident Vladimir Putin og de statskontrollerede russiske medier skærpet tonen også i forhold til det høje nord.

»Denne region har traditionelt tilhørt vores særlige interessesfære. Den er en koncentration af praktisk taget alle aspekter af national sikkerhed – militært, politisk, økonomisk, teknologisk, miljømæssigt og ressourcemæssigt,« erklærede Putin i sidste måned på et møde i det russiske Sikkerhedsråd.

Han forklarede, at Rusland er fast besluttet på ikke alene at genskabe de positioner i Arktis, som man havde inden Sovjetunionens kollaps i 1991, men også at styrke dem yderligere. Et af midlerne er en allerede igangværende genetablering af en række militære landingspladser og militærbaser nord for polarcirklen, ligesom de russiske hær- og flådestyrker i regionen skal styrkes.

»Vi skal ikke glemme den dynamiske og konstant forandrede politiske og socioøkonomiske situation i verden, som er forbundet med nye risici og udfordringer for Ruslands nationale interesser, deriblandt dem i Arktis. Jeg vil gerne gentage, at vi – omstændighederne taget i betragtning – er nødt til at tage yderligere forholdsregler for ikke at sakke agterud i forhold til vore partnere, for at bevare Ruslands indflydelse i regionen og måske, på nogle områder, være foran vore partnere,« meddelte den russiske præsident.

Putins budskab er siden fulgt op med en serie sabelraslende artikler i de statskontrollerede medier, bl.a. den engelsksprogede propagandatjeneste Voice of Russia, som i en nylig analyse beskyldte Vesten og andre for skamløst at ville krænke Ruslands ret til at ejerskab af hovedparten af Arktis. Direktøren for en Kreml-loyal tænketank, Ivan Konavalov, forudså over for Voice of Russia, at »sentimentale« ønsker om Arktis som fælles ejendom kan blive afløst af regulære trusler fra Ruslands rivaler.

»Der vil komme en alvorlig militær-diplomatisk kamp, som vil omfatte ikke kun arktiske stater – Canada, Rusland, USA, Norge og Danmark – men også lande langt fra regionen. Jeg er ikke i tvivl om, at Kina vil deltage i dette ligesom andre lande med interesse i at udnytte ressourcerne i Arktis. Retorikken på diplomatisk niveau vil blive meget hård. Og den, der ikke har en militær komponent ved siden af det diplomatiske argument, taber altid,« lød det fra Konavolov, direktør for Center for Strategiske Forhold.

Artiklen blev afsluttet med en passus om, at selv om der ifølge eksperter ikke vil opstå krig om ressourcerne i Arktis »i nær fremtid«, er der al mulig grund for Rusland til at forberede sig på muligheden.

»Som Romerne plejede at sige, ”hvis du vil have fred, forbered for krig”. Hvis nogen forsøgte at trænge ind på vore arktiske områder, ville Ruslands væbnede styrker med sædvanlig høflighed sende den ubudne gæst på døren,« forklarede artikelforfatteren, Grigorij Milenin.

USA svarer igen

Også USA har skærpet sin Arktis-retorik. I begyndelsen af april advarede den tidligere udenrigsminister og formodede kommende præsidentkandidat Hillary Clinton om, at Ruslands ekspansive politik i nærområdet også kan komme til at omfatte Arktis, og at USA og Canada derfor bør skabe en fælles front. Og i sidste uge forklarede den amerikanske forsvarsminister Charles Hagel, at den hastigt smeltende is i Arktis ikke alene åbner nye muligheder, men også »farligt potentiale for konflikt«.

»Forsvarsministeriet styrker sit engagement i Arktis og ser på, hvilken kapacitet vi behøver for at operere dér i fremtiden,« sagde Hagel i en tale til Chicago Council of Global Affairs.

Mulighederne i Arktis handler dels om udvinding af råstoffer, eftersom området menes at rumme 13 pct. af verdens uudnyttede oliereserver og op mod 30 pct. af de uudnyttede gasreserver, dels om shipping, hvor en transport fra f.eks. Dalian i Kina til Rotterdam i Holland kan reduceres med 12-14 døgn, hvis man sejler via Nordøstpassagen ud for Ruslands kyst snarere end det traditionelle rute via det Indiske Ocean og Suez-kanalen. Antallet af kommercielle transporter via Nordøstpassagen steg sidste år med 50 pct. til totalt 71 skibe, og interessen for at bruge ruten ventes at stige kraftigt i de kommende år, efterhånden som polarisen smelter, og antallet af sejlbare dage dermed stiger.

Truslerne gælder bl.a., at det langtfra er klart, hvem der ejer hvad – f.eks. gør såvel Rusland som Canada og Danmark krav på selve den geografiske nordpol.

Det er langtfra givet, at dette munder ud i en egentlig konflikt. Alle de direkte berørte stater, Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark/Grønland, forbandt sig i den såkaldte Ilulissat-erklæring i 2008 til at løse uoverensstemmelser via international ret, hvilket bl.a. indebærer, at de rejser deres respektive territorialkrav over for FN’s Havretskommission. Det relativt forsonlige samarbejde i Arktisk Råd er foreløbig ikke påvirket synligt af Ukraine-krisen. Mange eksperter påpeger, at ingen af aktørerne har interesse i konflikter, som ville gøre det endnu vanskeligere at få fornuftig økonomi i skibsfart og en potentiel råvareudvinding, der i forvejen er højst kompliceret som følge af det barske klima.

Men i takt med at forholdet mellem Rusland og USA/EU kølnes, samtidig med at den militære oprustning i Arktis øges, vokser risikoen for, at det høje nord bliver et konflikt- snarere end et samarbejdsområde. Det kan ske på grund af misforståelser. Eller som følge af unilaterale handlinger, som da en russisk ekspedition i 2007 plantede et russisk flag på havbunden ved Nordpolen.

»Ukraine viser, at Ruslands trusselsvurdering er kynisk, løgnagtig, tilbøjelig til i-værste-fald-scenarier, selvforherligende og selvforstærkende. (…) Nylige udviklinger i Ruslands Arktis-politik viser, at dette i lige så høj grad gælder Moskvas tankegang i forhold til Arktis som i forhold til Ukraine,« hævdes det i en analyse i Eurasia Daily Monitor, der udgives af den høgeagtige amerikanske tænketank Jamestown Foundation.

Hvis du vil videre

Voice of Russia forklarer, hvorfor Rusland ser sig nødsaget til at ruste op i Arktis.

Mens den amerikanske tænketank Jamestown Foundation advarer mod paranoide og hysteriske russere.

Analyse fra tænketanken Carnegie Moscow Center, som ikke mener, at risikoen for en konflikt i Arktis er overhængende.

Foreign Policy gennemgår og illustrerer, hvem der historisk har gjort krav på Arktis.



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Thomas Heine

Thomas Heine

Lever og ånder for kvalificeret udlandsjournalistik – allerhelst på landevejen, men skrivebordet i Stockholm er også ok. Tidligere korrespondent for Jyllands-Posten i Stockholm, Moskva og Amman samt redaktør for JP-magasinerne International og Explorer. I dag med eget firma (www.offroadreporting.com) og hovedfokus på trekantområdet mellem Keflavik, Kamtjatka og Kap Guardafui.

Leave a comment