Psykopatisk hacker legede ”katten-efter-musen” med Japans politi

Mens verdensmedierne har været optaget af, at USA for første gang officielt har anklaget agenter fra Kinas militær for alvorlig industrispionage, er de japanske medier gået amok over en helt anden sag, som også handler om datasikkerhed. En sag uden den samme sikkerhedspolitiske og økonomiske betydning, men en sag, som har bragt perspektiverne i datakriminalitet meget tæt på almindelige menneskers almindelige liv.

TOKYO

Fire mennesker blev for to år siden anholdt for at udsprede dødstrusler via nettet, hvilket blandt andet resulterede i, at en stor tegneseriemesse i Tokyo blev afbrudt, et fly forsinket og en stor plads i storbyen Osaka tømt. To af de fire anholdte følte sig i deres desperation så presset af politiet, at de tilstod forbrydelserne – før det viste sig, at de var uskyldige. Det var ikke noget kønt indblik i det japanske politis arbejdsmetoder, som offentligheden på den måde fik.

En dygtig ”hacker” havde sendt truslerne fra de anholdte staklers email-adresser efter at have placeret en ”trojansk hest” (eller en ”remote control virus”, som japanerne kalder det) på deres computere.

Det her kunne også være sket for mig, har mange japanske tv-seere sagt til hinanden, mens de har set politiet tabe ansigt flere gange i jagten på ”The Demon Killer”, som gang på gang skrev hånlige meddelelser til politiet via aftenaviser og skandale-ugeblade. I en af meddelelserne trådte han frem som ”den virkelige forbryder”. Da meddelelsen rummede informationer, som kun den virkelige forbryder kunne ligge inde med, måtte de fire anholdte løslades, og alle anklager måtte frafaldes.

Det lignede en ulige kamp. Ved en af de første dødstrusler var der ingen af de politimænd, som blev nedsat af deres chef til at arbejde på sagen, som anede, hvad en ”remote control virus” var for noget.

Men til sidst blev The Demon Killer ikke desto mindre anholdt. Han lod pressen vide, at en kat på øen Enoshima, et turistmål vest for Tokyo, rendte rundt med en memory-stick i sit halsbånd, som ville afsløre forbryderen og hans motiver.

Samme dag kunne man se politimænd systematisk gå gennem hele øen på jagt efter alle de katte, de så på deres vej, og til sidst fandt politiet katten. Om halsen havde den ganske rigtigt det varslede memory-stick, og overvågningskameraer viste, at katten var blevet indfanget af en person, der lignede den dengang 30-årige Yusuku Katayama ikke så lidt. Katayama var arbejdsløs, men havde tidligere arbejdet i en IT-virksomhed.

Memory-sticken fortalte, at The Demon Killer handlede, som han gjorde, fordi han søgte hævn over politiet, fordi det tidligere ”havde vendt bunden i vejret på hans liv”. Politiet vidste godt fra tidligere hilsener, at der var tale om en person, som tidligere var dømt for lignende forbrydelser.

Det pegede på Katayama, der som ganske ung var blevet dømt i en anden hackersag, hvor han også havde sendt trusler til folk. Man havde samtidig i samarbejde med amerikansk politi fundet en klar forbindelse mellem en server i USA, hvorfra en af truslerne var afsendt, og en af computerne i Katayamas hjem.

Så i februar sidste år blev han omsider anholdt. Det så ud, som om sagen om The Demon Killer var opklaret. Det var blot en frustreret ung mands værk. Sagen havde ikke den helt store samfundsmæssige betydning.

Når man ikke lige tænker på, hvilke andre formål den slags evner, som en mand som Katayama har, kan bruges til. Hvad kunne han ikke have drevet det til, hvis han havde været agent i det amerikanske eller kinesiske militær?

Manden blev sigtet, sagen gik sin gang, og historien blev halvvejs glemt – indtil den igen eksploderede på den mest barokke måde i medierne i den forløbne uge. Katayama var i mellemtiden blevet løsladt, fordi hans mor havde betalt en stor kaution. Men han skulle sidste fredag møde i retten under anklage for de oprindelige dødstrusler, som han stadig erklærede sig uskyldig i.

Pludselig kom der midt under retsmødet i byretten i Tokyo endnu en email til pressen fra ”den virkelige forbryder”, som pralede med at have gjort Katayama til sin ”syndebuk” med stor succes. Emailen kunne jo ikke være afsendt af Katayama, som sad midt i retssalen.

Det kunne den nu godt, viste det sig. Den var sat til at blive auto-publiceret fra en smartphone, som var gravet ned ved bredden af en af Tokyos floder. Da det gik op for Katayama, at politiet havde overvåget ham ved flodbredden, mens han gravede telefonen ned, og at politiet bagefter havde fundet hans DNA på den opgravede smartphone, indkaldte han til en pressekonference mandag, men mødte aldrig selv op til den. Hans forvirrede advokat måtte finde på noget at sige, mens politi og presse gav sig til at søge efter den mystiske mand.

Katayama havde drukket sig selv fra sans og samling og havde taget toget ud i bjergene vest for Tokyo, hvor han havde tænkt sig at begå selvmord ved at hænge sig eller kaste sig ud foran et tog. Men da han indså, at det kunne han alligevel ikke få sig selv til, ringede han til sin advokat. Den følgende morgen mødte han op hos advokaten, hvor han atter blev anholdt med tv-kameraerne snurrende omkring sig. Det var det helt store drama, og tv-aviserne på de kommercielle tv-kanaler handlede næsten ikke om andet den aften.

Spillet var ude. Katayama, der nu er blevet 32 år gammel, trådte derpå frem i retten torsdag i denne uge og erkendte ikke alene det seneste svindelnummer, men nu også de oprindelige dødstrusler.

“Jeg er virkelig ked af det. Jeg har svigtet og bedraget en masse mennesker. Både dem, der modtog truslerne, og dem, der blev anholdt uden grund,” sagde han torsdag.

“Jeg er psykopat, jeg føler tilfredsstillelse ved at lyve. Jeg kan snyde folk uden at føle dårlig samvittighed ved det,” forklarede han.

De oprindelige dødstrusler blev udelukkende afsendt, fordi han var ”nysgerrig” efter at se reaktionen. Han erkendte også at have følt en pervers tilfredsstillelse, da politiet foretog de falske anholdelser.

Han forklarede det seneste nummer med smartphonen ved flodbredden med, at han ønskede en hurtig afklaring af sagen af hensyn til sin stakkels mor. Det fik han så også – men ikke den, hun havde drømt om.

Sagen om hackeren Yusuku Katayama har været dramatisk, den har været tragikomisk, og den har især i de tidlige faser åbenbaret, hvor sårbart det japanske politi er over for den slags forbrydelser.

Katayamas advokater oplyser, at de i retssalen vil argumentere for, at deres klient idømmes en psykiatrisk behandling.



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Asger Røjle

Asger Røjle

Asger Røjle Christensen er en erfaren dansk journalist, forfatter og foredragsholder. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i 35 år. I dag bor han det meste af tiden i Tokyo, hvor han arbejder som reporter og analytiker for en hel række danske medier. Fra 1989 til 1995 var han korrespondent i Tokyo for Politiken, Radioavisen og en række skandinaviske nyhedsmedier. Siden har han haft forskellige redaktørjob hos Aktuelt, Ritzau og DR Nyheder. Senest har han i syv år redigeret online-forsider på dr.dk.

Leave a comment