Aftale mellem Nordkorea og Japan løsner asiatisk hårdknude

Nordkorea og Japan aftalte i denne uge ved forhandlinger i Stockholm, at Nordkorea genoptager efterforskningen af bortførte japanere, og at Japan til gengæld lemper sine økonomiske sanktioner mod Nordkorea. Med en stor nabo som Kina har de to lande fået brug for hinanden.

Onsdag gik de nordkoreanske og japanske forhandlere stille og roligt fra hinanden efter tre dages forhandlinger i Stockholm. Det var gået fint, sagde begge parter, og man ville forhandle videre en anden god gang.

Først torsdag fik vi at vide, hvor godt forhandlingerne i virkeligheden var gået. Japans premierminister, Shinzo Abe, indkaldte først på aftenen til et kort pressemøde uden for sin embedsbolig i Tokyo, tv-kameraerne kørte, og Abe kunne dårligt skjule sin stolthed over at komme med den nyhed, som japanske medier har sukket efter i årevis.

Jo, Nordkorea havde i Stockholm indvilget i at genoptage efterforskningen af, hvad der skete med de japanere, som blev bortført til Nordkorea i 70’erne og 80’erne, og hvis skæbne efter japansk opfattelse ikke er opklaret.

Nordkorea ville lave ”en omfattende og grundig efterforskning”, fortalte Abe, og landet vil inden for tre uger nedsætte ”en særlig kommission” til formålet. Japan vil løbende blive informeret om resultaterne af efterforskningen.

Til gengæld var Japan gået med til at ophæve alle de sanktioner mod Nordkorea, som Japan på egen hånd har indført i de senere år, hver gang Nordkorea har skullet straffes for en atom- eller missiltest. Japans deltagelse i fælles FN-sanktioner mod Nordkorea røres der ikke ved, men alle Japans egne sanktioner sløjfes.

Det vil sige, at nordkoreanere igen kan rejse frit frem og tilbage mellem de to lande, at de kan have flere kontanter med i bagagen, og at nordkoreanske fartøjer igen kan kaste anker i japanske havne.

Undertegnede var i den stund til foredrag andetsteds i Tokyo om et beslægtet emne. Til stede var en masse politisk interesserede tilhørere, og pludselig var det tydeligt, at opmærksomheden mod foredragsholderen ikke var helt så skarp, som den var resten af aftenen. Alle sad og viste ”breaking news” på deres smartphones til hinanden.

Allerede tre timer senere havde det anerkendte nyhedsbaggrundsprogram Hodo Station på den private tv-kanal TV Asahi sidst på aftenen smidt alt, hvad de ellers havde forberedt gennem hele dagen. Nyheden om den nye udvikling i bortførelsessagen fik 50 minutters intens dækning med eksperter, diplomater, familiemedlemmer og politikere i direkte fjernsyn og omstillinger til hovedstæder i hele verden.

Her til morgen var det samme mønster. Det var som en forløsning. For godt ti år siden havde de bortførtes skæbne i månedsvis været den altdominerende historie i de japanske nyhedsmedier, men siden er der groft sagt intet nyt sket i sagen. Nu blev beretningerne om de bortførte atter oprullet, deres overlevende familiemedlemmer kommenterede, alle udtrykte håb om, at der omsider er en løsning på vej – og ikke et øje var tørt.

Flere af de bortførte muligvis i live

Baggrunden skal findes i det topmøde mellem Nordkoreas daværende leder, Kim Jong-il, og Japans daværende premierminister, Junichiro Koizumi, som fandt sted i september 2002. Den nordkoreanske leder overrumplede hele verden ved at erkende, at Nordkorea havde stået bag bortførelsen af unge japanere i 70’erne og 80’erne, og han undskyldte dybt. Han gav oplysninger om 13 navngivne personer, som man fra japansk side havde bedt om redegørelser for.

Kun fem af de bortførte havde overlevet, fortalte han, og de vendte en måned senere hjem til Japan. Otte var døde, fortalte han, men uden at kunne fremvise solide beviser for dødsfaldene. Så det tror Japan officielt ikke på, at de er.

“Så længe vi ikke har set beviser for, at folk er døde, må vi gå ud fra, at de er i live,” som den pensionerede japanske diplomat Hitoshi Tanaka har udtalt til undertegnede.

Siden dengang har de japanske myndigheder føjet endnu fire navne på listen over mulige bortførte. Så det er dokumentation for, hvad der er sket med ”de otte døde” samt de fire nye navne, at Nordkorea nu udtrykkeligt har forpligtet sig til at finde frem.

Tolv navne, tolv skæbner. Det er trods alt et kæmpe diplomatisk cirkus til ære for meget få mennesker. Faktisk hedder det sig, at der sidder op imod 500 bortførte sydkoreanere i Nordkorea, som man aldrig hører en lyd om.

Men så rationelt foregår politik ikke – heller ikke i Asien. Bortførelsesaffæren har været en besættelse for Japans medier, politikere og vælgerbefolkning lige siden 2002, og det har været skiftende regeringers allerhøjst prioriterede diplomatiske opgave. Den nuværende premierminister, Shinzo Abe, har i høj grad bygget sin politiske karriere på at være de bortførtes familiers ganske særligt gode ven på tinge.

Usædvanlig god tone mellem landene

Aftalen i Stockholm er bygget på en lignende aftale, som blev indgået allerede i 2008 i den kinesiske by Shenyang mellem de to lande. Men aftalen fra dengang var meget tæt forbundet med Japans daværende dueagtige premierminister, Takeo Fukuda, som kort efter måtte trække sig af andre årsager – og aftalen kunne ikke overleve hans tilbagetræden.

Dengang nåede man fra nordkoreansk side ikke engang at fortælle landets egen befolkning om den indgåede aftale. Det gjorde man i denne omgang allerede i går – og det foregik faktisk i en ganske usædvanligt forsonlig tone.

”Den japanske side gjorde atter klart, at den vil gøre op med sin skrækkelige fortid, løse de aktuelle stridspunkter og normalisere relationerne til Nordkorea”, hedder det i meddelelsen fra det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA som forklaring på den pludselige aftale med den gamle dødsfjende.

Det sker vel at mærke inden for de samme uger, hvor samme nordkoreanske medier har hånet USA’s præsident for hans hudfarve og kaldt Sydkoreas præsident for en ”prostitueret”.

Den nordkoreanske chefforhandler Song Il-ho, som har forhandlet med Japan i mange år med skiftende modparter på den anden side af bordet, udtalte i Moskva efter Stockholm-forhandlingernes afslutning, at ”jeg har forhandlet med japanerne i lang tid, og jeg vil gerne sige, at der var kæmpe fremskridt under det sidste møde”.

Hele tonen i præsentationen af aftalen mellem Nordkorea og Japan gør den mere forpligtende for Kim Jong-uns regime end tidligere aftaler. Og det er svært at forestille sig, at man har givet de tilsagn, der blev givet i Stockholm, uden at have sikkerhed for at have et eller andet væsentligt nyt at fortælle japanerne, når efterforskningen har fået lov at gå sin gang i et stykke tid.

”Når overlevende er fundet, vil Nordkorea … gøre de nødvendige forberedelser i retning af at sende dem hjem til Japan”, hedder det i KCNA-nyheden. Læg mærke til ordet ”når”.

Kina lurer i baggrunden

Der er mange spekulationer om, hvorfor denne overraskende tilnærmelse mellem Japan og Nordkorea sker lige nu. Som i mange andre diplomatiske spørgsmål i Østasien lurer det kæmpestore Kina i baggrunden.

Nordkorea har i den senere tid haft et meget spændt forhold til sine store alliancepartner og beskytter, ikke mindst efter Kim Jong-un i slutningen af sidste år lod sin onkel, som var Kinas bedste ven i Nordkoreas ledelse, henrette. Kina har lagt et hårdt pres på Nordkorea for at få landet til at standse sine atomvåben-eventyr, og Nordkorea ser muligvis en pointe i at signalere til Kina, at det kan have konsekvenser, hvis Kina skærper tonen over for Nordkorea. Omvendt er Japan, som jo er i bitter strid med Kina på flere fronter i øjeblikket, næppe blind for, at man med en relativ udsoning med Nordkorea kan komme grus i maskineriet for kinesisk diplomati i regionen.

Nogle iagttagere ser det faktum, at forhandlingerne på udtrykkeligt ønske fra Nordkorea fandt sted i Sverige, som udtryk for et nordkoreansk ønske om ikke at have den kinesiske ånde i nakken i samme grad, som de har haft, når nordkoreansk-japanske forhandlinger har foregået i Kina, som de plejer at gøre.

Andre har set timingen af aftalen som et udtryk for, at Nordkorea ønsker at skyde en kile ind i det i forvejen skrantende samarbejde mellem USA, Japan og Sydkorea. Både USA og Sydkorea har høfligt budt torsdagens aftale velkommen, men i begge tilfælde med et ganske forbeholdent ordvalg.

Shinzo Abe har styrket sin position

Mange sætter fokus på den rolle, som Japans premierminister, Shinzo Abe, har spillet i at få udviklingen på gled. Mange ventede ved hans tiltræden for halvandet år siden, at bortførelsessagen ville gå endnu mere i baglås, fordi han i den grad var kendt for at køre en hård linje i det spørgsmål. Men på den anden side er det jo et spørgsmål, som han af et ærligt hjerte prioriterer højt. Hans forgængere har nok haft tendens til at lægge det op på en hylde, fordi det var så sensitivt og uløseligt.

Shinzo Abe står – uanset hvad man ellers måtte mene om ham – med en langt stærkere position end nogen japansk premierminister i det seneste årti. Han har stadig fornemme meningsmålinger, og Nordkorea har formentlig godt kunnet gennemskue, at Shinzo Abe ville have langt bedre muligheder for at overleve at gennemføre nogle upopulære lempelser af sanktionerne mod Nordkorea, end hans rivaler ville have haft. Hvis nordkoreanerne gerne ville af med de japanske sanktioner, var det med andre ord nu, at chancen var der.

Samtidig forlyder det fra de politiske cirkler i Tokyo, at Abe med stor bestemthed har givet kommandoen over Nordkorea-politikken tilbage til udenrigsministeriet, hvilket har ført til en fornyet vægt på diplomati. Det var ellers Abe selv, der i sin første tid som premierminister i 2006 oprettede det såkaldte ”hovedkvarter” for bortførelsessagen under selve premierministeren, hvilket siden dengang har skabt usikkerhed om, hvem der førte politikken.

Så der er næppe tvivl om, at Abe har satset målrettet på denne løsning, han var pavestolt i går, og han vil virkelig stå med endnu en politisk trumf i ærmet, hvis han formår helt eller delvist at løse det gamle mysterium i sin regeringstid.

Omvendt er det også en stor risiko, som han løber. Det er vanskeligt at forhandle med Nordkorea, og der skal kun en enkelt ny atomtest til. Så vil det hele formentlig ligge på gulvet.

“Når man forhandler med Nordkorea, må man give ord for ord og handling for handling,” udtaler en højtstående japansk diplomat til nyhedsbureauet Kyodo. Hvis de siger positive ord, siger vi positive ord til gengæld. Hvis de foretager sig positive handlinger, gør vi det samme.

Samtidig er det jo slet ikke sikkert, at en opklaring af de bortførtes skæbne er nogen løsning. Det kan sagtens tænkes, at der kommer sandheder for en dag, som enten rummer nye spørgsmål i sig, eller som er så pinefulde og pinagtige for de bortførte og deres familier, at de med det samme skaber en ny alvorlig krise mellem Nordkorea og Japan – akkurat som det skete i 2002.

Da jeg for fire år siden lavede research til min bog ”Bortført i København – japanske skæbner i Nordkorea”, spurgte jeg en ung og relativt åbenmundet diplomat i det japanske udenrigsministerium, hvorfor Nordkorea efter hans vurdering ikke bare i 2002 havde givet den fulde forklaring på alle de bortførtes skæbne med det samme. Landets leder havde besluttet at give den pinlige undskyldning. Man kunne lige så godt få det overstået på en gang.

Skyldtes det, at man stadig skjulte på hemmeligheder? Skyldtes det, at regimet trods alt ikke ved alt, hvad der foregår i landet? Eller skyldtes det, at man holdt oplysninger i baghånden til en fremtidig politisk handel med japanerne?

“Alle tre forklaringer kan jo godt være sande på samme tid,” lød hans svar.



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Asger Røjle

Asger Røjle

Asger Røjle Christensen er en erfaren dansk journalist, forfatter og foredragsholder. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i 35 år. I dag bor han det meste af tiden i Tokyo, hvor han arbejder som reporter og analytiker for en hel række danske medier. Fra 1989 til 1995 var han korrespondent i Tokyo for Politiken, Radioavisen og en række skandinaviske nyhedsmedier. Siden har han haft forskellige redaktørjob hos Aktuelt, Ritzau og DR Nyheder. Senest har han i syv år redigeret online-forsider på dr.dk.

Leave a comment