Assads valg i Syrien spænder ben for fredelig løsning

Det lignede en farce set med vestlige briller, men valget i Syrien skal tages dybt alvorligt, for det lader til at sætte en stopper for en diplomatisk løsning på konflikten, mener analytikere. Selvom valget ikke vil blive bredt anerkendt, er Syrien tilfreds nok med, at Kina, Rusland og Iran bakker op.

Det er ikke ualmindeligt, at diktatorer fra tid til anden afholder valg, som med demokratiske briller bliver anset for grinagtige. Men præsidentvalget i Syrien er der ikke mange i den vestlige verden, der griner af.

Bashar al-Assad blev, som ventet, valgt til en ny syvårig periode i Syrien med et overvældende flertal af stemmerne. Ikke alle fik lov at stemme. Det gjaldt de mange eksil-syrere, som i forvejen var kritiske over for regimet og så alle de mennesker, der for at deltage i valget, skulle have forceret frontlinjer og risikere døden.

Valget blev derfor afholdt i regeringskontrollerede områder uden internationale observatører – eller det vil sige, at Assad havde inviteret observatører med fra Kina, Rusland og Iran, der ventes at bakke op.

Og for at udvise et minimum af legitimitet lod Assad for første gang i Syriens historie andre kandidater stille op. Disse skulle dog først godkendes af samtlige dommere i landets højeste retsinstans, som alle er udpegede af Assad og kravet var også, at de havde boet i Syrien i de seneste 10 år. Dermed fik han udelukket eksil-syrere, hvor man skal finde den egentlige politiske opposition til Alawitter-præsidenten. Han fik godt 88 procent af stemmerne, mens de to til lejligheden hvervede modkandidater fik henholdsvis tre og fire procent.

Men det væsentlige lader ikke til at være, at valget var udemokratisk. Men hvilken betydning valget vil få for muligheden af en diplomatisk løsning på den blodige konflikt.

Assad har i de senere måneder stærkt støttet af våben fra Rusland og Iran vundet betydelig militært terræn, og valget er blot en del af en større strategi, der skal udmanøvrere Geneve-aftalen, der for to år siden mundede ud i et krav om en forhandlet overgangsregering.

Assad går nu entydigt efter at vinde krigen militært på sin egen måde, det vil sige via belejringer, udsultninger og bombardementer af de områder, han betragter som strageisk vigtige nemlig hovedbyerne Damaskus, Aleppo, Homs og dermed hovedvejen, der forbinder Damaskus med Lathakia-området, Alawitternes højborg. Den nordøstlige del af landet, der kontrolleres af blandt andet de syriske kurdere, betragter Assad muligvis som tabt – eller i det mindste som uvæsentlige.

Ud over tøndebomber angriber Assads styrker tilsyneladende de oprørerkontrollede områder med dødbringende klorgas. Klor er ikke blandt de forbudte kemiske stoffer, der kan bruges til våben og som han efter aftale skal skille sig af med. Udskibningen af kemiske våben er kørt nogenlunde efter planen, men franske efterforskere er lige nu ved at undersøge mistanken om, at hans styrker har taget dette almindelige, men ved indånding farlige stof og brugt det som våben mod oprørere og civilbefolkningen. I mindst 13 tilfælde, siger franskmændene. Og det er ifølge den internationale aftale med Rusland og USA også forbudt.

Pres stiger på Obama for en løsning

Og apropos giftgasangreb. Da den amerikanske præsident sidste sommer udtalte de berømte ord om en “rød linje” ved Assad-regeringens brug af kemiske våben, blev præsidenten fra alle sider presset til at søge alle andre løsninger end en militær. Eksperter stod i kø for at advare imod en fysisk involvering i krigen og mente, at momentum for en succesfuld intervention for længst var passeret. Frygten for en endnu bredere sekterisk krig i området med spredning til hele regionen var udbredt, såret fra Irak-fiaskoen gjorde ondt på den amerikanske offentlighed og så var der det strategiske hensyn til Rusland.

Obama kom så langt som til at true Assad-regimet med magt, men bakkede ud, da Rusland fik sin syriske allierede til at indgå en aftale om at indsamle og udskibe sine kemiske våben til destruktion.

I dag er den udenrigspolitiske situation en anden. USAs forhold til Rusland er ødelagt efter Ukraine, og Frankrig, der allerede var klar til militær indgriben sidste år, har åbent kritiseret Obama-regeringen for ikke at gøre noget i Syrien.

USA står stadig med et dilemma, men forudsætningerne er helt anderledes end for et år siden og dertil har FNs forhandler i området, Lakhdar Brahimi, kastet håndklædet i ringen. Hans stilling er ikke genbesat. En diplomatisk løsning synes derfor umulig. Både handling og mangel på samme kan få langtrækkende følger, argumenterer den amerikanske mellemøst- og Syrienekspert Andrew Tabler.

“Hvis Obama tillader Assads kurs mod at løse konflikten ved magt, vil det kun bidrage til en spredning af konflikten, med Syrien i centrum, men med udgangspunkt i Iran og de arabiske lande”, skriver Tabler i The Atlantic. “Dette vil demonstrere over for diktatorer, at massemord virker og vise Moskva og andre modstandere af USA, at Washington ikke har viljen til at følge sine udenrigspolitiske principper eller diplomatiske aftaler til dørs.”

På den anden side vil det kræve en militær aktion at sætte Assad på plads og det vil Obama helst ikke. Tabler vurderer, at den eneste måde, man kan standse Assad på nu, er ved at levere anti-luft skyts til hans modstandere eller simpelthen bombe hans luftvåben, det vil sige militære lufthavne.

FN ser ud til at være ude af spillet

Men det ville i givet fald aldrig blive i FN-regi eller med FNs velsignelse. At blande sig i borgerkrige på den ene parts side og fjerne et siddende regime er ulovligt efter international ret.

Rusland har længe blokeret i FNs sikkerhedsråd for i samlet, internationalt regi at tvinge Syrien til at indgå våbenhvile med oprørerne eller true Assad med retsforfølgelse for overgreb mod egen befolkning.

En kort overgang så det ud til, at der godt kunne blive en åbning til forhandling i FN, da præsident Putin med aftalen om kemiske våben reddede Obama fra at materialisere sin militære trussel og gå imod førende militære eksperter hjemme.

Forholdet stormagterne imellem er siden blevet forværret og FNs muligheder for indflydelse dermed helt minimale. Helt nede på den humanitære hjælpefront er FN lige nu lammet af juridiske diskussioner om, hvorvidt organisationen har ret til at ignorere Assads modstand mod nødhjælp og så alligevel gå ind og hjælpe de mange nødlidende i landet.

FN vurderer, at 9,3 millioner mennesker lige nu har desperat brug for hjælp. 3,5 millioner af dem befinder sig i områder, der er meget svære at komme til.

Og mens FN i New York diskuterer jura, vurderer samme organisation, at 85 procent af den hjælp, der overhovedet kommer frem til landet, havner i regeringskontrollerede områder. Omkring 240.000 mennesker andre steder i landet skulle lige nu ikke have adgang til mad på grund af belejringer a la den i Homs.

Dertil kommer, at hele hjælpeindsatsen lider under manglende midler. USA har været den suverænt største bidragsyder og har allerede postet 510 millioner dollar til nødhjælp, mens resten af det internationale samfund har haft sværere ved at få penge op af lommerne.

Efter Assads selvsikre, politiske sejr på hjemmefronten er det ikke sikkert, at indsamlede midler til hjælp af nødstedte vil være øverst på den internationale dagsorden.

Som Fawas Gerges, mellemøstekspert baseret i London siger til Al-Jazeera, så er sejren en “kulmination på Assads akkumulerede sejre” siden oprøret begyndte med det Arabiske Forår i 2011.

“Oppositionen ser ikke ud til oprigtigt at kunne ændre magtbalancen på landjorden. Og dens allierede, USA med flere, har ikke været så solidt engagerede, som Assads allierede. Iran, Rusland og Hizbollah har kæmpet med næb og klør for at holde Assad ved magten,” konstaterer han.

Med den konstatering in mente er den vigtige konklusion ved Assads valg ikke, at det var en farce set med demokratiske briller. Konklusionen er, at Geneve 2-aftalen er død, den lille diplomatiske bæk udtørret og det internationale samfunds handlemuligheder endnu mere indskrænkede end før.

Assad lader til at være lykkedes med at manipulere situationen nøjagtigt derhen, hvor han gerne ville have den.

Hvis du vil videre

Andrew Tablers lange og meget informative analyse i The Atlantic af situationen efter Assads valg.

En amerikansk hjælpearbejder gør behovet i Syrien op i Foreign Policy og analyserer FNs problemer på det humanitære plan

Al-Jazeera rapporterer om valgresultatet og taler med eksperter om den sikkerhedsmæssige situation

Lakdhar Brahimi kastede håndklædet i ringen som fredsmægler og Frankrig mener, at Syrien fortsat bruger kemiske våben her fortalt i New York Times

 



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Paula Larrain

Paula Larrain

Bidt af journalistisk idealisme. Tror efter 25 år i nyhedsbranchen stadig fuldt og fast på, at læserne gerne vil bruge medier til at blive klogere og ikke kun til underholdning. Har tidligere været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, hvor hun også nåede at være ledende redaktionssekretær, inden hun kom tilbage til DR som vært for TVAvisen. I dag er hun stifter og redaktør af Dit Perspektiv og rejser desuden landet rundt som ordstyrer og foredragsholder

Leave a comment