Israel isoleret i modstand mod ny palæstinensisk regering

Statsministeren er den samme og udenrigsministeren er den samme. Desuden har præsidenten, Mahmoud Abbas, stillet sig som garant for, at intet er forandret. Indadtil er den nye palæstinensiske regering en ’forsoningsregering’, der skrinlægger syv års bitter rivalisering mellem Hamas og Fatah. Men udadtil forsikrer Mahmoud Abbas, at regeringen følger den såkaldte Mellemøsten Kvartets krav om at anerkende Israel, være parat til forhandling, acceptere alle tidligere indgåede aftaler og afstå fra terror.

Selvom præsident Mahmoud Abbas forsikrer, at den nye palæstinensiske regering vil leve op til krav om anerkendelse af Israel og afstå fra terror, har Israel besluttet ikke at ville have noget med den at gøre.

Israel hager sig fast i, at regeringen i Ramallah og Gaza bygger på en aftale mellem Fatah og Hamas, og da Hamas “er en terrororganisation, der kræver Israels tilintetgørelse”, som det fremhæves, siger logikken i Jerusalem, at man ikke vil tale med den nye palæstinensiske regering.

29. maj meddelte Fatah og Hamas, at man var nået til enighed om at danne en ’forsoningsregering’. Den nye regering skulle afløse de to regeringer, den i Ramallah og den i Gaza, i en overgangsperiode, indtil et nyt parlaments- og præsidentvalg kan blive afholdt inden for seks til 12 måneder. Både på Vestbredden og i Gaza.

Endnu inden Fatah og Hamas begyndte at skændes indbyrdes om navnene på ministerlisten, besluttede Israel at afblæse videre forhandlinger under ledelse af den amerikanske udenrigsminister John Kerry om en ramme for en fredsaftale.

Men Israels statsminister Benjamin Netanyahu forhastede sig. For til hans ’overraskelse’ og ’store skuffelse’, som de israelske medier skriver, deler hverken Bruxelles eller Washington hans opfattelse. Hverken EU eller USA har fulgt Israels indtrængende opfordringer om at boykotte den nye palæstinensiske regering. Tværtimod.

Inden ministerlisten lå klar, sagde Washington, at man ville se den nye regering an og vurdere dens udtalelser og politik, før man tog endelig stilling til, hvordan man ville forholde sig.

Da listen blev offentliggjort og de 17 ministre, otte gammelkendte og syv nye, hvoraf de fem er fra Gaza, blev taget i ed mandag, stod det helt klart at ingen af de nye palæstinensiske ministre er medlem af hverken den ene eller anden politiske bevægelse. Der er tale om en såkaldt teknokrat regering. Og USA er foreløbig tilfreds.

Abbas manøvrerer

Der er ingen tvivl om at Mahmoud Abbas har manøvreret meget bevidst i hele denne sag. I de sidste syv år har der været det ene forsøg efter det andet på at forsone de to bevægelser og Egypten – først under Hosni Mubarak og siden under den islamiske præsident Morsi – og flere af Golfstaterne har været involveret i at forsøge at bygge bro . Men tiden har ikke været moden før nu.

Der er en dyb ideologisk kløft imellem den sekulære Fatah-bevægelse, der opfatter sig selv som den ældste og eneste legitime palæstinensiske nationalbevægelse og Hamas, der er en palæstinensisk udløber af Det Muslimske Broderskab i Egypten. Fatah er den dominerende fraktion i den Palæstinensiske Befrielses Organisation, PLO, der i 1993 anerkendte Israel og afgav løfte om at afstå fra enhver form for brug af vold til at løse den lange konflikt. I den såkaldte Oslo-aftale. Hamas har nægtet at anerkende Israel og har i mange år været en hårdnakket modstander af fredsforhandlingsprocessen.

Men ud over den ideologiske kamp har der også været tale om magtkamp imellem de to.

I januar 2006 vandt Hamas et flertal af pladserne i det palæstinensiske parlament, ved det første palæstinensiske valg den islamiske bevægelse deltog i. Mange fortolkede valget som palæstinensernes protestafstemning mod korruption i Fatahs ledelse. Men valget ændrede ikke meget. Der blev blandt andet dannet en samlingsregering af både Hamas og Fatah, men Fatah nægtede pure at overdrage Hamas ansvar for de væbnede palæstinensiske sikkerhedsstyrker.

Det animerede Hamas til at opbygge sin egen væbnede styrke i Gaza. Så da konflikten imellem de to brød ud i lys luge, med gadekampe og henrettelser i Gaza i sommeren 2007 tog Hamas magten i Gaza, og sendte Fatah på flugt til Ramallah.

Hamas erklærede sejr i Gaza og afsatte de få resterende Fatah-folk fra alle poster. Imens udpegede Mahmoud Abbas teknokrater til at styre det palæstinensiske selvstyre fra Ramallah og i sin egenskab af formand for PLO sendte han sine forhandlere til at sidde over for Israel.

Offer for det arabiske forår

Via sit politbureau i Damaskus har Hamas fra organisationens grundlæggelse i 1987 været støttet finansielt af Iran og har også modtaget en del økonomisk hjælp fra Qatar. Egypten så samtidig igennem fingre med en omfattende smuglervirksomhed fra den nordlige del af Sinai til Gaza, der blev en lukrativ indtjening for Hamas, der byggede og drev tunnelerne og fortoldede de varer, der kom igennem dem.

Da borgerkrigen begyndte i Syrien for tre år siden, tog Palæstinenserne både på Vestbredden og i Gaza omgående oprørernes side. Det stillede Hamasbevægelsen i et politisk dilemma, mellem folkestemningen og de iranske allierede, der åbent støttede – og stadig støtter – Assads styre. Hamas valgte at løse dilemmaet ved få måneder inde i borgerkrigen at pakke politbureauet sammen og snige sig ud af Damaskus. Hvorefter Iran standsede for pengestrømmen til Gaza.

Heller ikke udviklingen i Egypten har været til Hamas’ fordel. For lige så godt som det gik, da Morsi var ved magten, lige så voldsom har nedturen været, efter at general Sisi – nu præsident Sisi – kom til og erklærede både Hamas og Det Muslimske Broderskab for terrororganisationer. Tunnelerne blev bombet sønder og sammen og Hamas stod uden penge i kassen.

I Ramallah har Abbas følt befolkningens krav om forsoning presse sig på. Abbas havde valgt fredsproces frem for forsoning med Hamas, men da det gik op for ham, at John Kerry ikke kunne – måske ikke ville – presse israelerne til en aftale, så den 78 år gamle Fatahformand i øjnene, at hans politiske eftermæle så skidt ud.

Hvis ikke fred, så i det mindste forsoning, synes han at have konkluderet.

Abbas’ sejr

Valget var rigtigt, netop fordi Hamas er så svækket, at bevægelsens krav ikke har haft vægt.

Under regeringsdannelsen blev Abbas advaret af sine Europæiske venner om, at det ville være svært for EU-landene at blive ved med at støtte det palæstinensiske selvstyre, hvis penge fra regeringsbudgettet landede i Hamas’ lommer. Derfor fjernede Abbas posten som Minister for de Palæstinensiske Fanger fra den nye forsoningsregering. Ministeriet for fangerne har tidligere været ansvarlig for at støtte de indsatte palæstinensere i israelske fængsler og deres familier økonomisk. Med Hamas i regeringen ville den eventuelle minister være under pres for også at støtte Hamas-fanger. Mange af dem er idømt adskillige livsvarige domme som ansvarlige for selvmordsterrorbombninger i Israel.

Abbas nedlagde ministeriet og flyttede ansvaret for fangerne over til PLO. Men forgæves forsøgte Hamas at protestere.

Hamas var heller ikke begejstret for, at en tidligere fredsaktivist, der har kæmpet imod alle forsøg på at forbyde ’normalisering af forholdet til Israel’ og som stadig har nære personlige bånd til den Israelske fredsbevægelse og forhandlere, Riad Malki, skulle tegne den nye regerings udenrigspolitik. Men også her fik Abbas sin vilje.

Israels regering i indre splittelse bygger flere bosætterhuse

I Jerusalem har regeringen på trods af sin beslutning om ikke at ville tale med den nye regering i Ramallah dog meldt, at den gerne vil fortsætte sikkerhedssamarbejdet med Abbas’ sikkerhedsfolk på Vestbredden. Man vil holde den nye palæstinensiske regering ansvarlig for alle angreb imod Israel uanset om de er på Vestbredden eller raketter fra Gaza, hed det i beslutningen. Og der er blevet nedsat et udvalg, der skal overveje om og hvornår, der kan blive tale om direkte sanktioner imod den nye palæstinensiske regering. En hårdere formulering, ’at man ville bryde enhver forbindelse med Ramallah’ blev afværget af justitsminister Tzipi Livni og finansminister Yair Lapid fra henholdsvis Hatnuah og Yes Atid partierne.

Torsdag meddelte den israelske boligminister, Uri Ariel fra bosætterpartiet, Bayit Yehudi, det Jødiske Hjem, at han vil udbyde 1.500 nye boliger i licitation på Vestbredden og i Østjerusalem, som et ’ægte og rigtigt zionistisk svar på ’ det nye ‘palæstinensiske terrorkabinet’.

Meddelelsen affødte en omgående skarp fordømmelse fra Washington, der i de sidste ni måneder hjælpeløst har set netop Uri Ariel, forplumre John Kerrys fredsforhandlingsforsøg på nøjagtig samme måde. Ved at udbyde tusindevis af nye boliger i licitation i de israelske bosættelser på Vestbredden.

(c) hf, 050614



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Hanne Foighel

Hanne Foighel

Har siden 1985 arbejdet fra MellemØsten for DR-nyheder, Orientering og Deadline, Og har skrevet reportager og analyser for Weekendavisen, Berlingske Tidende, Politiken og en række danske og internationale tidsskrifter. Interesserer sig især for politisk, kulturel og samfundsmæssig udvikling i Israel/Palæstina og omegn og arbejder på dansk, engelsk, tysk, hebraisk og undtagelsesvis fransk. Udannet Cand.scient. i mikro- og cellebiologi fra Københavns Universitet. Udgav i 1998 bogen "Et Land der Fortærer Sine Egne - samtaler med israelske kvinder" på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Leave a comment