Canada svigter kvinderne i sin oprindelige befolkning

Mens Canada er internationalt kendt som fortaler for minoriteters rettigheder og for at bekæmpe vold mod kvinder, ser det ikke så godt ud på hjemmefronten. Indfødte canadiske kvinder bliver myrdet eller forsvinder sporløst i langt højere grad end resten af landets kvinder, og regeringen beskyldes for at udvise ligegyldighed – fordi kvinderne tilhører landets oprindelige befolkning.

OTTAWA

”Boko Harams kidnapning af skolepiger går helt åbenlyst imod alt, hvad vi som canadiere – og de fleste mennesker i verden – tror på. Vores tanker går til disse piger og deres familier.”

Den canadiske premierminister Stephen Harper var ligesom mange andre vestlige regeringsledere hurtig til at fordømme kidnapningen af 276 unge kvindelige studerende i sidste måned, og den canadiske regering sendte straks specialstyrker til Nigeria for at hjælpe med eftersøgningen.

Imens sad familier til sporløst forsvundne eller myrdede kvinder hjemme i Canada og følte sig overset. Her har de i årtier været vidne til, at kvinder fra landets oprindelige befolkning, first nations, métis og inuit, er forsvundet sporløst og er stærkt overrepræsenteret på offersiden i drabsstatistikkerne – uden at der for alvor er blevet gjort noget ved problemet.

Harpers udtalelse kom ellers omtrent samtidig med, at Canadas føderale politi, The Royal Canadian Mounted Police, for første gang offentliggjorde tal, der viste, at indfødte kvinder udgjorde 16 procent af de kvindelige mordofre i Canada i årene 1980 til 2012 og 11 procent af de sporløst forsvundne, selvom de kun repræsenterer 4,3 procent af den kvindelige befolkning.

Rapporten pegede også på, at mens antallet af mord generelt er faldende, så gælder det ikke for indfødte kvinder, hvis andel i mordstatistikkerne gennem årene er steget fra otte til 23 procent. Samtidig er de oprindelige kvinders risiko for at dø som følge af vold dobbelt så stor som for andre canadiske kvinder.

Krav om national undersøgelseskommission

Det har græsrodsorganisationer som Human Rights Watch, Amnesty International og Native Women’s Association of Canada længe forsøgt at ændre. Et gennemgående krav har været, at regeringen bør nedsætte en uafhængig national undersøgelseskommission for at komme til bunds i sagen.

Det støttes både af oppositionen og af FN’s særlige udsending for oprindelige folk, den amerikanske juraprofessor James Anaya, der sidste år satte Canadas forhold til sine 1,4 millioner indbyggere af first nation, métis og inuit-oprindelse under lup.

Hans anbefalinger udkom for få uger siden. Foruden at pege på en lang række andre menneskerettighedsproblemer for den oprindelige befolkning, konkluderede Anaya, at selvom regeringen har taget nogle initiativer, så er en mere vidtgående, national undersøgelse af “det foruroligende fænomen” omkring de forsvundne og myrdede kvinder og piger stadig nødvendig.

Canada har ligeledes modtaget kritik fra en række andre FN-organer, herunder af FN’s Menneskerettighedsråd, og lande som Norge, Schweiz og New Zealand.

Den konservative flertalsregering anerkender problemet, men har foreløbigt afvist en national undersøgelseskommission med henvisning til, at der “ikke er brug for flere undersøgelser, men derimod handling”.

Anstrengt forhold mellem regering og oprindelig befolkning

Amnesty International i Canada har nu svært ved at se, at regeringen har handlet ret meget i de otte år, den har været ved magten.

”Det er godt, at de har indført et nationalt register over forsvundne personer og ydet støtte til nogle kvindeorganisationer, men det er kun lappeløsninger – og der er brug for en koordineret, overordnet indsats. Samtidig har regeringen selv sendt problemstillingen i hele to parlamentariske særudvalg, som der endnu ikke er kommet noget ud af,” siger kampagnemedarbejder Craig Benjamin.

Harper-regeringens forhold til den oprindelige befolkning er i de senere år blevet tiltagende anstrengt. Bl.a. over uenigheder om ressourceudvinding i områder, som den oprindelige befolkning har råderet over, og en stigende frustration over manglende forbedring af de indfødtes sociale vilkår, der generelt ligger langt under det canadiske gennemsnit.

”Der er store mangler inden for uddannelse, sundhed, boliger og politi, og det er en underliggende årsag til, at kvinderne er særligt udsatte. Men i stedet for at leve op til sine forpligtelser og rette op på det – for det har vi råd til i Canada – så går regeringen til det som en forhandling, som den skal have noget til gengæld for,” udtaler Craig Benjamin og fortsætter:

”Og den kontrol og forhandlingsproces er den ikke villig til at afgive til en undersøgelseskommission, hvor uafhængige eksperter måske vil sige, at man jo kunne begynde med at forbedre kvindernes sociale situation.”

Canadisk dobbeltmoral

Paradoksalt nok har Canada i FN-regi selv stået i spidsen for resolutioner, der skal dæmme op for vold mod kvinder, der er et stort problem verden over.

”Men hvor er den canadiske handlingsplan? Mangel på handling hjemme afspejler en høj grad af dobbeltmoral, og det er svært at komme til anden konklusion, end at indfødte piger og kvinder stadig betyder mindre end andre i Canada,” siger Craig Benjamin.

Han peger på, at Canadas oprindelige befolkning stadig lever med arven fra europæernes kolonisering – og at kvindernes overrepræsentation i kriminalstatistikkerne måske er et symptom:

”Vi ved, at kolonisering ikke er ulig andre former for vold mellem nationer og konflikter, og at kvinder i konflikter ofte bliver målet for krigsforbrydelser,” forklarer han.

”Canadas positive internationale image har i høj grad at gøre med flertallets rettigheder og privilegier. Men der har altid været denne undtagelse.”

—-

Hvis du vil videre

Læs James Anayas rapport om forholdene for Canadas oprindelige folk: Læs RCMP’s rapport

’Missiing and Murdered Aboriginal Women’: http://www.rcmp-grc.gc.ca/pubs/mmaw-faapd-eng.htm

Læs The Economist’s ’A Weeping Sore’:



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Birgitte Therkelsen

Birgitte Therkelsen

Birgitte er journalist og kommunikatør, nysgerrig på verden og interesseret i bl.a. medier, internationale relationer, Arktis, bæredygtighed, sundhed, mennesker og livet. Hun er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2007 og har siden arbejdet i FDB (nu Coop), forskningsinstitutioner, forbrugerorganisationer og international NGO'er. Siden 2012 har hun boet i Canadas hovedstad Ottawa, hvorfra hun freelancer.

Comments

  1. Pingback: Hvis sandheden skal frem… | Vi ses i Canada

Leave a comment