Kinas uforløste drøm om VM i fodbold

Der er nok mange, der undrer sig over, at Kina, verdens folkerigeste nation, kommende supermagt og næststørste verdensøkonomi, ikke er med ved fodbold VM i Brasilien. Forklaringen er, at fodbold i Kina lider af store systemfejl. Og nogenlunde de samme, der giver skævheder ude i samfundet: Total top-styring, mangel på åbenhed, for lidt innovation og en kolossal korruption.

De 11 timers tidsforskel til Kina betyder at hovedkampene fra Brasilien først bliver vist på TV skærmene midt om natten. Det ville normalt lægge en dæmper på tilskuerinteressen. Men det gør den ikke. Kineserne er nemlig vilde med fodbold. Landet har verdens største fan-base, der følger med i alverdens turneringer på det statslige CCTVs 24 timers sportskanal og i avisernes sportstillæg. Bare det foregår i udlandet.

For den hjemlige professionelle Superliga har de kun hån til overs for. Fans og tilskuere er nådesløse i deres kritik: Fodboldforbundets ledelse er kriminelle; dommere og trænere er korrupte; spillerne for dyre og dovne og de millionærer, der ejer klubberne, betragter dem kun som et stykke legetøj. En række retssager og domme de seneste år har givet de frustrerede fans ret i kritikken.

På landsholdsplan er Kina ramt af et nationalt traume, intet mindre. Verdens folkerigeste nation med 1,35 milliarder mennesker har kun en enkelt gang for 12 år siden kvalificeret sig til VM. Men de tabte alle tre kampe og scorede ikke et eneste mål. OL i 2008 på hjemmebane i Beijing var en tilsvarende fiasko.

Ma Dexing har som redaktør på tidsskriftet Titan Sports fulgt kinesisk fodbold og sport i 12 år. Hans forklaring er kort og klar: ”Kina er rigtig god til individuelle sportsgrene. Men fodbold er en holdsport, der kræver samarbejde. Derfor er Kina ikke god til det.”

Som korrespondent i Kina har jeg besøgt flere elitesportsskoler, hvor gymnastikpiger og bordtennisspillere nøje udvælges efter deres fysik, når de er små og derefter med militærisk disciplin trænes til de kan vinde guld og ære for fædrelandet. Og statistikkerne fra de Olympiske Lege bekræfter linjen. Kinas guldmedaljer er vundet i individuelle discipliner – ikke i holdspil.

Myndighedernes logik er enkel, Ved at lade de 3-4.000 bedste fra hver sportsgren som vægtløftning, udspring eller gymnastik træne i årevis fra de er fem-seks år frembringer man verdensstjerner.

Det er en konkurrencesituation, børn og forældre kender fra skolesystemet. Og i høj grad også fra dagliglivet i Kina, hvor meget i hverdagen er en kamp. En kamp for at komme på bussen, for at komme foran i køen, få en plads på de bedste skoler og en kamp om at få et godt job. Trods sit kollektive statsgrundlag er individualismen den dominerende faktor i dagens Kina.

Etbarns-politik giver individualister

Det præger også kollektive sportsgrene som fodbold. Ikke mindst når størstedelen af de unge er enebørn som følge af landets et-barns politik. De er ikke vant til at dele – eller give chancen til en medspiller. Og mange forældre fravælger bevidst fodbold, fordi de mener barnet kan komme fysisk til skade. Så hellere i den spinkle fritid mellem lektierne sende dem til badminton eller bordtennis.

Og faciliteterne er der heller ikke. Græsrodsfodboldklubber findes så godt som ikke i Kina. Kommunistpartiet er som i al forenings- og organisationsliv med i styringen – og har aldrig formået at skabe en ungdoms fodboldkultur. For 20 år siden var der mere end 650.000 registrerede ungdomsspillere i Kina. Det seneste tal er på under 100.000.

I et land, hvor myndighederne kun tillader at få et barn per familie, bliver forældrene kræsne og fodboldens dårlige ry har fået dem til at fravælge fodbold til deres barn. Den lokale fodbold vel og mærke. For interessen for udenlandsk fodbold fejler ikke noget. Manchester United har f.eks. oplyst, at klubben har 108 millioner registrerede fans i Kina.

Men ingen kinesisk fodboldspiller har opnået noget, der ligner stjernestatus, og kun få trænere eller spillere har erfaringer fra udlandet. Teknisk set burde Kina være på niveau med sine asiatiske naboer, men på fodboldforbundet FIFAs liste rangerer verdens største sportsnation blot som nr. 103.

Problemet er også, at fodbold i Kina lider af store systemfejl. Og nogenlunde de samme, der giver skævheder ude i samfundet. Total top-styring, mangel på åbenhed, for lidt innovation og en kolossal korruption er blandt de store svøber i det kinesiske samfund.

Fodbold var det første forsøg på at indføre professionel sport i Kina, men har aldrig har fået lov til at fungere på almindelige markedsvilkår. Den første liga blev dannet i 1994. Det var som led i overgangen fra, at staten styrede al sport, til også private investorer kunne være med. Men det gik ikke helt som planlagt.

Sponsorer var der ellers nok af. Som overalt i Kina har Kommunistpartiet det afgørende ord. Og selvom millionerne rullede ind til klubberne, var de ikke alene om at bestemme. De fleste klubber var ejet af store statslige virksomheder, der kun skulle bruge klubberne som et udstillingsvindue. Og derudover kunne de lokale partibosser udøve deres magt via den licens, klubben var tvunget til at indhente i de provinser (enkeltstater) som Kina er opdelt i.

Dermed blev det fra starten de forkerte mennesker og de forkerte penge, der blev tiltrukket og styrede professionel fodbold. Hertil kommer de store illegale spillesyndikater, der har stor indflydelse på kampenes udfald. I manglen på almindelige tips- og lottospil har millioner af meget spilleglade kinesere været tiltrukket af det illegale marked, hvor alle spil-kombinationer og indsatser er mulige. Herunder også den udbredte brug af bestikkelse og match-fixing.

Fængselsdomme til nationalt fodboldforbund

Myndighederne har de sidste 10 år afsløret både trænere, hold, dommere, klubejere, offentlig ansatte og enkeltspillere i omfattende korruption. Allerede i 2001 afbrød Geely, bilfabrikken, der for nogle år siden købte Volvo, sin sponsorkontrakt med en klub, fordi den før kampe blev tilbudt millioner for at fifle med resultatet – uden at nogen til deres overraskelse blev anklaget eller dømt.

Sagerne om bestikkelse kulminerede for to år siden, da 20 mand fra fodboldforbundets ledelse viste sig at være så involverede, at de blev fængslet. Den sag afslørede eksempelvis, hvorfor bruttotruppen til landsholdet var vokset sig dobbelt så stor som normalt med over 100 spillere. Ledelsen tog nemlig en ”markedspris” på 90.000 kr., som spillerne måtte betale for at få adgang til truppen. Det udelukkede nogle af de bedste talenter, der bare ikke havde råd.

De millioner af hard-core fodboldfans får ofte lov til at lukke kritikken af både ledelse og spillere ud i medierne. Usædvanligt i et ellers censureret og kontrolleret mediebillede. Men formentlig en bevidst åbning for at give afløb for vrede og frustration – og en kritik som altid kun er rettet mod personer og hold, men aldrig bliver kritik af systemet – og således ligner de åbninger, som censuren tillader for kritik af miljø eller korruption.

I de seneste år er ejerskabet skiftet og klubberne er i stedet blevet et legetøj for nogle af Kinas rigeste mænd. Senest i sidste uge, hvor Jack Ma, den karismatiske direktør for landets førende internetfirma Alibaba, købte halvdelen af aktierne i mesterklubben Guangzhou Evergrande. Eneste begrundelse, han har givet: ”Aktierne var billige”. Klubbens vej til succes har været at investere millionbeløb i indkøb af udenlandske spillere og trænere, hvad jo ikke skaber dygtige spillere til det kinesiske landshold.

Millionærers ejerskab af storklubber kendes også fra Europa. Alligevel er der stor forskel, fordi partibosserne og de illegale spillesyndikater i Kina på hver sin måde stadig har kontrol, siger Rowan Simons, forfatter til bogen om kinesisk fodbold, Bamboo Goalposts.

”Der er korruption på alle niveauer, fra top til bund. Det er en sygdom vi finder i hele samfundet, men den er mere synlig i fodboldverdenen, fordi resultaterne måles i international konkurrence. Man kan ikke bare skjule det.”

Salg af fodboldtrøjer slår rekorder

Men kinesernes kærlighed til fodboldspillet fejler intet. Selvom åbningskampen blev spillet klokken fire om morgenen, fulgte millioner med på TV. Salget af fodboldtrøjer og VM merchandise sætter nye rekorder, og for en stund glemmer de ydmygelsen med deres eget landshold.

Og håber på at landets leder, Xi Jinping, kan gennemføre den del af hans kinesiske drøm, der handler om fodbold. Før han blev parti-generalsekretær og præsident udtrykte han håb om, at Kina en dag vil kvalificere sig til at blive vært for – og vinde fodbold VM.

Mens det første og sidste ønske nok har lange udsigter, er det ikke umuligt, at Kina vil lægge billet ind som arrangør af fodbold VM i 2022, hvis Qatar må opgive værtsskabet som følge af korruptionsanklager. Til den tid vil Kina formentlig være verdens største økonomi. Spørgsmålet er, om de vil have et landshold, der kan gøre det bedre end ved den traumatiske deltagelse med tre nederlag og nul mål ved VM i 2002.

Jan Larsen, journalist, foredragsholder og DRs korrespondent i Kina fra 2005-2011.



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Jan Larsen

Jan Larsen

Har hovedsagelig beskæftiget sig med udenrigsstof i over 40 år – og er i dag journalist, foredragsholder og Kina kommentator. I de første år som skrivende journalist med ophold i Nord- og Sydamerika og Asien – og korrespondent i Australien. Siden en længere periode i DR, hvor han har været erhvervsreporter, redaktør og udenrigsjournalist på TV-Avisen. Han brænder for at fortælle om Kina, efter han fra 2005-11 var DRs Asienkorrespondent med bopæl i Beijing.

Leave a comment