Toner af lys og håb i Egypten

Ungdomsorkestret gør klar til koncert. Yderst til højre 14-årige Fatma Hamden. Foto: Flemming Weiss Andersen

Trods kaos og en national økonomi i ruiner er det lykkedes for et orkester af blinde kvinder at overleve i Egypten. Tre et halvt år med blodige protestdemonstrationer, udbredt lovløshed og på det seneste et voksende antal terrorhandlinger har fået efterspørgslen på koncerter til at skrumpe ind til næsten ingenting. Men det lille orkester nægter at give op.

KAIRO

Et lille mirakel.

Sådan beskrives det egyptiske Lys og Håb orkester, som består af 43 blinde, kvindelige musikere.

I 26 år har de rejst verden rundt med et repertoire, der spænder fra egyptisk folklore til store, klassiske symfonier, og det er faktisk lidt af et mirakel, for hvordan får man 43 blinde musikere til at spille sammen, når de hverken kan se dirigenten eller læse noderne?

”Det er såre simpelt,” siger den 29-årige violinist Shaimaa Yehia med et smil. ”Vi læser noderne i braille (punktskrift), og så lærer vi hele værket udenad.”

Orkesteret har omkring 50 værker på repertoiret, og ifølge dirigenten, Ali Osman, svarer hvert enkelt værk til at lære en hel bog udenad.

”Gud har givet dem en helt ekstraordinær hukommelse,” siger han og kalder beskedent sig selv for træner og ikke dirigent.

”Jeg dirigerer dem jo ikke, når de optræder. Jeg slår bare tempoet an, så klarer de resten selv.”

Den 29-årige violinist Shaimaa Yehia er én af fem musikere i orkesteret, der kan skimte lys og skygge. Men hendes øjensygdom gør, at hun en dag vil miste synet helt. Det er nu ikke noget, hun spekulerer meget over.

”Hvis det forsvinder helt, er det OK. Det skal ikke stoppe mig i at leve mit liv.”

Hun var syv, da hun blev optaget på Lys og Håb Organisationens kostskole, og ni, da hun første gang fik en violin i hånden, og lige siden har den været hendes nære veninde.

”Hun er ked af det, når jeg er ked af det, og lykkelig, når jeg er lykkelig. Hun tolker alle mine følelser, så jeg elsker hende meget højt.”

Faren var arbejder på en saltfabrik, og selv om pengene var små, og to af Shaimaas fem søskende er født stærkt hørehæmmede, sørgede forældrene for, at alle deres seks børn fik en uddannelse. Shaimaa har en master i engelsk og litteratur fra Ain Shams universitetet i Kairo, og i dag underviser hun i engelsk på Lys og Håb skolen.

Men musikken og orkesteret er det centrale i hendes tilværelse.

”Nogen gange, når jeg spiller, føler jeg mig som en fugl, der flyver højt under himlen. Nogen gange er det som om, at jeg har hele verden i min hule hånd,” siger hun.

Lys og Håb organisationens vicepræsident, 84-årige Amal Fikry, er den drivende kraft bag orkesteret. Det er hende, der finder donorer og skaffer fondsmidler, og den lille, energiske dame er drevet af sin beundring for orkesterets medlemmer og deres viljestyrke.

”Til dato har pigerne rejst ud i verden 28 gange. De har besøgt 24 lande – 14 europæiske, fem arabiske, tre asiatiske, samt Australien og Canada,” fortæller hun stolt.

Men revolutionen, der væltede Hosni Mubarak i januar 2011, og det efterfølgende politiske og økonomiske kaos har selvfølgelig også ramt orkesteret. Tre et halvt år med blodige protestdemonstrationer, udbredt lovløshed og på det seneste et voksende antal terrorhandlinger har gjort, at efterspørgslen på koncerter er skrumpet ind til næsten ingenting. Og mange donorer har indstillet deres støtte – med bl.a. færre rejser og et stop for indkøb af nye instrumenter til følge.

”Men vi fandt andre venner, der havde råd. Vi er fighters! Så det lykkedes os at få orkesteret gennem vanskelige tider. Sidste år var vi på tre rejser til Europa, og i år satser vi på at komme til Bahrain og Spanien,” siger Amal Fikry.

Og Ali Osman har ambitioner om at udvide orkesteret fra de nuværende 43 til 60 musikere, så det bliver et symfoniorkester.

”Så bliver lyden en helt anden,” siger han. ”Men det er vanskeligt, for vi er nødt til at uddanne dem selv. Vi har et juniororkester, der forbereder dem til det store orkester, og så håndplukker vi dem derfra.”

14-årige Fatma Hamdan drømmer om en dag at blive optaget i det store orkester. Hun spiller cello, og det virker som om, at hun kigger lige igennem én med sine store, smukke øjne i det hjerteformede ansigt.

Hun øver omkring fem timer hver dag – eller så meget hun kan nå, for som elev på musikinstituttet har hun dobbelt undervisningsprogram: Almindelig skole fra 8 til 14, og musikskole fra 15 til 19, hvor hun bliver undervist af professionelle musikere og lærere fra konservatoriet.

Hun er fast besluttet på at komme på konservatoriet , og derefter vil hun til udlandet og læse videre.

”Jeg vil skabe mig en karriere, jeg vil helt til tops. Ægteskab og børn kommer i sidste række. Det er ikke rigtigt noget for mig.”



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Eva Plesner

Eva Plesner

Eva Plesner har over 20 års erfaring som journalist. Siden 2006 har hun været bosat i Kairo og rapporterer fra Mellemøsten og Nord- og Østafrika som freelancer. Hun har rejst i over 30 lande og dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Egypten, Libyen, Irak, Libanon, Gaza, Indonesien, Afghanistan, Somalia og Congo. I sine reportager lægger hun vægt på at fortælle den store, politiske og/eller religiøse historie gennem det enkelte menneskes skæbne og give læseren mulighed for at identificere sig.

Leave a comment