Både USA og Cuba går efter pengene i ny aftale

På overfladen ligner Barack Obamas nye linje over for Cuba en ny strategi for at opnå demokrati efter 55 års resultatløs kold krig. De to lande genåbner ambassader hos hinanden, og Obama vil gøre det lettere at handle med og rejse til Cuba samt sende penge til familien. På den korte bane er det Havana, der politisk får mest ud af den nye tilnærmelse, men på lang sigt handler det om økonomiske mål for begge parter.

Cubanere i dagligstuer, på indkøb og caféer fik en overraskelse, da præsident Raúl Castro pludselig tonede frem på samtlige tv-kanaler kl. 12 onsdag 17. december i stedet for de evindelige baseballkampe, soap operas, undervisningsprogrammer eller salsa-koncerter, der normalt sendes midt på dagen.

Især fordi Raúl – i modsætning til sin meget talende forgænger og storebror, Fidel Castro – sjældent taler til offentligheden.
Og overraskelsen blev endnu mere overrumplende, da Raúl Castro kunne fortælle, at Cuba havde udvekslet en cubansk-amerikansk spion, der havde siddet næsten 20 år bag cubanske tremmer, for tre cubanere, der havde tilbragt over 13 år i amerikanske fængsler. Cubanerne havde også løsladt en amerikansk jødisk aktivist, Alan Gross. Officielt af humanitære grunde, fordi Gross’ helbred var forværret efter fem år i cubansk fængsel.

For den cubanske regering er udvekslingen af de tre cubanske spionagedømte en kolossal politisk sejr.
Oprindeligt blev en gruppe på fem cubanere dømt i USA for spionage i 2001. De var sendt til USA af den cubanske efterretningstjeneste for at infiltrere eksil-cubanske organisationer efter en bølge af bombeattentater havde hærget turisthoteller i Cuba i 1997 og havde kostet en italiensk turist livet.

Ifølge Cuba og fremtrædende menneskerettighedsadvokater i USA fik de fem cubanere ikke en fair retssag – beviserne for at de havde spioneret mod den amerikanske stat var tvivlsomme. To af dem fik halvlange fængselsstraffe, og er vendt tilbage til Cuba inden for det seneste halvandet år, mens de tre øvrige sad med op til dobbelte livstidsstraffe.
Fidel Castro gjorde udlevering af ”de fem helte – fanger hos imperiet” til den væsentligste udenrigspolitiske sag for Cuba, og snart marcherede cubanere i titusindvis i protestmarcher i Havana og krævede de fem tilbage. Overalt i Cuba -langs landeveje og på ledige husmure, på kalendere og plakater – kunne man se de fem spiondømtes portrætter under overskriften: ”Volverán” – ”de vil vende tilbage”.

Selv skolebørnene lærte om de fem helte: Hver skoledag i Cuba begynder med flaghejsning og nationalsang, en troskabsed til revolutionsmartyren Ché Guevaras idealer – og siden 2001 et kampråb for at få de fem hjem – ethvert skolebarn er derfor på fornavn med dem.

Nok en sejr mod “imperiet”

Kampen for at få de fem spioner hjem kom i direkte forlængelse af en anden strid med USA, der i vinteren 1999-2000 havde mobiliseret cubanerne.

Den seks-årige dreng Elián så sin mor drukne i havet mellem Cuba og USA under et forsøg på at immigrere illegalt. Elián klyngede sig til en slange fra et bildæk og overlevede mod alle odds, og blev placeret hos sin grandonkel i Miami. Da Eliáns far krævede sønnen hjem til Cuba, nægtede grandonklen at lade drengen rejse, og pludselig var den seks-årige dreng en brik i et internationalt politisk spil.

Eksilcubanerne og republikanske politikere krævede, at drengen skulle ”blive i frihed i USA, som hans mor havde ønsket.”
Efter syv måneder sejrede Castro: de amerikanske domstole afgjorde, at faren har den suveræne forældremyndighed, og Elián vendte hjem til Cuba, hvor han i dag er et fremtrædende medlem af ungkommunisterne.

Elián-sagen skaffede Fidel Castro en begejstret opbakning fra de familieglade cubanere, som han næppe har oplevet stærkere end i revolutionens første år.

Bølgen af begejstring efter ”sejren over imperiet”, da Elián kom hjem til Cuba, skulle fortsættes i kampen for at få de fem spiondømte hjem.

Raúl Castro refererede da også direkte til sin storebror, da han offentliggjorde aftalen om udvekslingen: ”Som Fidel lovede i 2001, ville de komme hjem – og nu er de kommet hjem”.
Cuba havde igen sejret over USA.

Ingen er i tvivl om, at Gross var den egentlige pris for udvekslingen af cubanerne – men det kunne USA ikke indrømme offentligt. Efter års pres fra Gross’ familie, jødiske organisationer i USA og omfattende medieomtale af Gross’ tiltagende helbredsproblemer var Obama nødt til at reagere.
Tidligere i år sagde Gross i et interview, at han ville forlade det cubanske fængsel inden for et år – enten som en fri mand eller i en kiste.

Alan Gross rejste for fem år siden ind i Cuba med laptops og satellittelefoner til det lille jødiske samfund i Cuba. Meningen var at give jødiske aktivister adgang til internettet. Men da regeringen i Havana styrer al adgang til internettet og alle former for kommunikation, anså cubanerne Gross aktiviteter for at være subversive – og han kunne dømmes for spionage og konspiration.

Gross’ udstyr var betalt af det amerikanske svar på Danida, USAID, der ikke kun beskæftiger sig med udviklingsprojekter. USAID finansierer – i samarbejde med den CIA-styrede organisation NED – National Endowment for Democracy – enhver form for opposition til Castrobrødrenes styre. NED har således postet millioner i den største anti-Castro organisation i USA, Cuban-American National Foundation.

Så selv om Gross er uskyldig i egentlig spionage, er han skyldig i bundløs naivitet: Han undervurderede det cubanske efterretningsvæsens evne til at finde hans udstyr og spore hans sponsorer.
USA fastholdt, at Gross var en uskyldig aktivist – så hvis USA alligevel havde udvekslet Gross for de tre cubanere, havde Washington DC indirekte anerkendt, at Gross var spion.

Så meget behændigt havde cubanerne altså en ”rigtig” amerikansk spion siddende i cubansk fængsel på tyvende år – og denne ukendte spion blev så byttet for de tre cubanere.

Diplomatisk åbning var argumentet i USA

Cubanerne havde altså al mulig grund til at ønske en aftale – men hvorfor er USA interesseret?
I USA var den store nyhed ikke fangeudvekslingen, men udsigten til at åbne en amerikansk ambassade i Havana og en cubansk ambassade i Washington DC.

Obama konstaterede i sin tale, at 50 års embargo og fjendskab ikke havde fremmet demokrati i Cuba.
I Cuba bruges embargoen også som forklaring på alle problemer:

Store plakater forklarer cubanerne, hvor mange skolebøger eller kræftklinikker der kunne være købt for de indtægter Cuba mister ved embargoen – som i Cuba kaldes ”blokaden”.
Når der mangler medicin på apotekerne, er det på grund af blokaden.
Når der mangler fødevarer, er det på grund af blokaden.
Når der mangler materialer i industrien, er det på grund af blokaden.
Og når den økonomiske udvikling i Cuba står i stampe, er det på grund af blokaden…

Embargoen og den aggressive amerikanske politik mod Cuba (invasionen i Svinebugten 1961, missilkrisen 1962 og hundredevis af attentater mod Fidel Castro) har styret i Havana brugt til at skabe en stemning af militær undtagelsestilstand og konstant belejring. Den cubanske offentlighed er gennemsyret af en militaristisk tankegang: Al svaghed og enhver sprække i sammenholdet er til fjendens fordel.

Så det har været skønne spildte kræfter, når USAID og NED gennem årene har forsøgt at skabe en opposition i Cuba.
Den cubanske efterretningstjeneste er ofte blevet undervurderet af amerikanerne, og cubanerne har gang på gang afsløret pengestrømme mellem USA og dissidenter, der efterfølgende er blevet hængt ud i Cuba som ”lejesoldater”. Den stramme mediekontrol og den omfattende naboovervågning i Cuba har også forhindret alle oppositionsfolk i at nå ud til folk med deres budskaber. I sidste ende har de fleste systemkritikere kastet håndklædet i ringen og har forladt Cuba. Og har dermed givet styret endnu en mulighed for at håne oppositionen: ”De er ikke politiske grupper, de er rejsebureauer.”
Den samme behandling rammer kritiske, uafhængige journalister.

Selv om flere bloggere og internetmedier har vundet terræn de senere år internationalt – med den prismodtagende blogger Yoani Sánchez i spidsen – har de svært ved at slå bredt igennem i Cuba, hvor kun omkring fem procent af befolkningen har adgang til internettet.

Og de bliver konstant udsat for chikanerier fra styrets side, senest i dagene mellem jul og nytår, hvor dissidenter ville teste styrets tolerance i lyset af den nye aftale med USA. Her er der ingen forandring at spore, tre aktivister blev kortvarigt anholdt, og Raúl Castro har i en tale understreget, at aftalen med USA ikke rokker ved kommunistpartiets magtmonopol.

Så Obamas konklusion har været, at USA må gå nye veje. Og når USA kan tale med Kina og Vietnam (hvor over 50.000 amerikanske soldater mistede livet under krigen), hvorfor så ikke med Cuba?
Formålet med embargoen og den aggressive politik var også at isolere Cuba – men i stigende grad er det USA, der er blevet isoleret:

Cuba har diplomatiske relationer med resten af Latinamerika, EU og de europæiske lande, Kina, Rusland det meste af Asien og Afrika. Ved 22 afstemninger mod handelsembargoen har FN’s generalforsamling med overvældende flertal fordømt embargoen. Ved seneste afstemning fik USA kun opbakning fra Israel.

USA har mistet indflydelse i de pan-amerikanske samarbejdsorganisationer, hvor Cuba nu er integreret – undtagen i Organisationen af Amerikanske Stater. Også her presser latinamerikanerne på for en normalisering.
Endelig hørte en tilnærmelse til Cuba med i Obamas oprindelige udenrigspolitiske udspil. Med to år tilbage i Det Hvide Hus er det nu, han skal sætte sit fingeraftryk i historiebøgerne. Og opgøret med 55 års fejlslagen amerikansk politik over for Cuba bliver et markant aftryk.

USA splittet i Cuba-spørgsmålet

Obama har gennemført alle de tiltag, han kan med præsidentielle dekreter, som åbning af ambassader, lempelse på rejseregler mellem de to lande, overførsel af penge fra USA til Cuba, færre restriktioner på valutatransaktioner og bankforretninger, samt lempelser af hjørner af samhandelen mellem de to lande.

Men det kan blive en kamp op ad en stejl bjergside for Obama:
Republikanerne styrer begge kamre i kongressen, og de to republikanske senatorer Marco Rubio og Ted Cruz – begge af cubansk afstamning – har sagt at de vil blokere for godkendelse af samtlige kandidater til posten som ambassadør i Havana, Obama måtte komme med. Men her har Obama vetoret.

Marco Rubio bejler til kåring som republikansk præsidentkandidat – men det gør Rand Paul også, og han støtter Obama.
Der er også splittelse hos demokraterne, hvor blandt andre senator Bob Menéndez – af cubansk afstamning – er imod tilnærmelsen. Mens den formodede kommende præsidentkandidat Hillary Clinton længe har talt for en normalisering af forholdet til Cuba.

Præsident Obama – og hans efterfølger – vil få brug for støtte på tværs af partiskel for at kunne tage det største skridt til en normalisering af forholdet til Cuba: Hævelse af embargoen.

Stigende pres fra USAs erhvervsliv

Groft sagt består embargoen af seks dele, hvor Cuban Liberty and Democratic Act – populært kaldet Helms-Burton loven – fra 1996 er den største hindring, fordi den begrænser præsidentens mulighed for at ændre Cuba-politikken med dekreter. Loven giver også amerikanske virksomheder, der i 1959 fik eksproprieret ejendom i Cuba under revolutionen, mulighed for at kræve erstatning af andre landes virksomheder, der har forretninger i Cuba, hvor eksproprieret ejendom er involveret, hvilket har ført til konflikter med EU.

Det kræver et flertal i kongressen at ændre embargoen – og det er ikke en mulighed nu.
Men politikerne i USA er under stigende pres fra erhvervslivet: The US Chamber of Commerce og landbrugslobbyen har hældt millioner af dollar i hovedsagligt republikanske kandidater, og begge lobbyorganisationer kræver normalisering af forholdet til Cuba. Disse organisationer har deres base i Midtvesten, langt fra svingstaten Florida, hvor eksilcubanerne har enorm indflydelse.

USA’s landbrug eksporterer allerede blandt andet hvede og frosset fjerkræ til Cuba via et hul i embargoen, og vil gerne øge eksporten.

Eksilcubanernes organisationer med Cuban-American National Foundation i spidsen har kæmpet for at opretholde embargoen og har finansieret adskillige politikere fra Florida, der har kæmpet for status quo. Men der er også sket en bevægelse i holdningerne blandt eksilcubanerne. For det første på grund af den sociale sammensætning af eksilsamfundet: Første bølge fra 1959 og begyndelsen af 1960’erne var de meget velhavende cubanere samt gangstere med mafia-forbindelser – den overvejende del hvide, der gennem årene har taget imod politiske flygtninge.

I 1980 fulgte en masseflugt af først og fremmest fattigdomsflygtninge i små både og tømmerflåder – en flugt der blev gentaget i 1994, hvor andre titusinder flygtede med Castros velsignelse. De nye flygtninge var fattige og dårligt uddannede, og mange af dem sorte. De blev ikke modtaget med de samme åbne arme af den hvide elite som de politiske flygtninge.
Så i dag er det kun 53 procent af cubanere i USA, født i Cuba, der er imod Obamas initiativ, mens 64 procent af cubanere født i USA støtter Obama.

Men det tager tid at ændre på fastgroede holdninger, og der vil gå mindst seks-otte år, før tilhængerne af en åbning ville kunne mønstre et flertal i kongressen for at hæve embargoen.

Konkurrence med Kina lægger et pres

Men det handler ikke kun om Cuba. Siden 11. september 2001 har USA haft fokus på andre kontinenter – og imens har Latinamerika oplevet et boom i investeringer, ikke mindst fra Kina og EU, og de højeste vækstrater i historien. Latinamerikanerne har opdaget, at de sagtens kan klare sig uden USA, og det amerikanske erhvervsliv skal nu konkurrere mod kinesere og europæere over alt syd for Rio Grande. ”Baggården” er ikke længere USA’s private legeplads.

De største latinamerikanske økonomier, Brasilien og Mexico, har allerede investeret stort i Cuba. Brasilien har således opført en dybvandscontainerhavn i Mariel vest for Havana.

Så hvis USA fortsat vil handle med Latinamerika, og undgå at Kina får øget fodfæste, bliver amerikanerne nødt til at krybe til korset og normalisere forholdet til Cuba.

Det handler naturligvis også om penge for cubanerne. Selv om de cubanske beregninger af embargoens skadevirkning på den cubanske økonomi ofte er oppustede, er der ingen tvivl om at embargoen lægger en kraftig bremse på den cubanske økonomi. Cuba har ikke adgang til favorable internationale kreditter som andre lav- og mellemindkomstlande, al søfragt til og fra Cuba bliver besværliggjort, fordi et skib der lægger til kaj i Cuba ikke må ramme USA’s havne i seks måneder efter besøget i Cuba, cubanerne kan ikke eksportere produkter fra landets relativt avancerede medicinal- og bioteknologiske industri, og amerikanske turister kan ikke besøge landet frit.

Cuba har siden 1959 hoppet fra tue til tue i sin økonomiske strategi.

Først var Sovjetunionen hovedsponsor, efter sammenbruddet kom nødtvungne reformer med turismen som motor, og siden den flamboyante Hugo Chávez søsatte sin bolivarianske socialistiske revolution i oliestormagten Venezuela i 1999, har Cuba nydt godt af en særdeles favorabel samhandel med venezuelansk olie. Samhandelen med Venezuela udgør omkring 15 procent af Cubas BNP.

Nu er Chávez død, og efterfølgeren Nicolás Maduro kæmper for at holde sammen på resterne af revolutionen i en stadig mere kriseramt og inflationsplaget venezuelansk økonomi. Med faldende oliepriser er det ikke svært at regne ud, at den venezuelanske generøsitet har en kort levetid tilbage.

Ny aftale styrker privat sektor i Cuba

Med den nye aftale kan cubanere i USA sende fire gange så mange penge til deres slægtninge i Cuba. Da penge fra slægtninge er én af de helt store valutakilder for den cubanske økonomi (som mange andre latinamerikanske lande, en fjerdedel af El Salvadors BNP er penge fra salvadoranere i USA) vil denne del af aftalen pumpe flere penge ud i den cubanske økonomi.

Samtidig vil Obama tillade samhandel med små og mellemstore virksomheder i Cuba, der vil få mulighed for at importere råvarer og eksportere færdige produkter. Det vil styrke den voksende private sektor i Cuba, hvor lidt mere end en femtedel af arbejdsstyrken allerede er beskæftiget, og i USA håber man, at en voksende middelklasse vil kræve politiske forandringer.
Raúl Castro er meget bevidst om at styrets overlevelse afhænger af partiets evne til at skabe økonomiske resultater.

Cubanerne er meget nationalistiske, og er skeptiske over for USA’s hensigter i landet, der reelt var en vasalstat fra uafhængigheden i 1898 frem til revolutionen i 1959. Så Castro satser på, at cubanerne vil bakke op om kommunistpartiet som en garant for fortsat uafhængighed og acceptere et fortsat begrænset demokrati til gengæld for økonomisk udvikling.

Helms-Burton loven blokerer for enhver forhandling om at hæve embargoen, hvis nogen af brødrene Castro deltager i den cubanske ”overgangsregering”. Raúls nuværende mandat udløber i 2018, og her stiller han ikke op. Den udpegede efterfølger, Miguel Díaz-Canel, har ikke revolutionsromantikken at overleve på – han vil være afhængig af økonomiske resultater for at bevare magten.

For Brdr. Castro er deres eftermæle på spil: hvis ikke Cuba får gang i en økonomisk udvikling, vil de stå som politikerne, der ruinerede landet. Med udsigten til en ophævelse af embargoen, vil de stå som frihedsheltene, der modstod USA’s aggressioner i mere end et halvt århundrede, før de fik USA til at acceptere Cuba som et selvstændigt og ligeværdigt land.

Den historie er Havana allerede begyndt at skrive med understregningen af, at Raúl Castro og Barack Obama forseglede den nye aftale i den første telefonsamtale mellem de to landes præsidenter i næste 60 år.

For USA handler det om mere end Cuba og udbredelsen af demokrati: Cuba er afgørende i USA´s kamp for at genvinde politisk og økonomisk indflydelse i hele Latinamerika.
For at citere Bill Clintons tidligere kampagneleder, James Carville: ”It’s the money, stupid!”.



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Jørgen Laurvig

Jørgen Laurvig

Har arbejdet med udenrigsstof siden 1986, er journalist, forfatter, tv-og radiotilrettelægger, foredragsholder og kommentator. Med spanskstudier i Sevilla og masser af ophold og rejser i Spanien og Latinamerika er han velbevandret på den Iberiske Halvø og i hele Latinamerika, med særligt fokus på Cuba. Mellemøsten og Afrika har også fyldt en del i karrieren. Han var udenrigsreporter på DR's TV Avisen, Horisont og Radioavisen 1993-2015, og er nu freelancer i bureauet Q\A.

Leave a comment