Japans Penkowa: Forskning med kamera i nakken

Enten snød og bedrog den unge, skønne Haruko Obokata alt og alle, da hun for kun et år siden præsenterede verden for de såkaldte ”STAP-celler”, som ville have gjort livet nemmere for den organ-opbyggende lægevidenskab overalt i verden. Hvis de altså overhovedet fandtes. Eller også troede hun selv på sine resultater og havde blot bedrevet dårlig forskning. Det bliver næppe nogensinde helt opklaret, men den sørgelige beretning om ”Japans Penkowa-sag” fortæller om et pres og et krav om resultater, der er fælles for alverdens forskningsmiljøer.

KOBE

Laboratoriet ligner biologers laboratorier over hele verden. Mikroskoper, glasskåle, store og små computerskærme, travle mænd og kvinder i hvide kitler.

“Hver eneste celle i kroppen har sin egen skæbne. Det er det, vi forsker i,” siger talsmanden for den prestigetunge japanske forskningsinstitution RIKEN’s Center for Udviklingsbiologi, CDB, Naoki Namba, der viser rundt i den moderne bygning på Port Island ved storbyen Kobe i det vestlige Japan.

For kun et år siden var disse lokaler endnu mere eksponerede i de japanske medier, end de er i dag. Blot var væggene på de fremviste laboratorier malet lyserøde og pyntet med tegneseriefigurer. Dengang var det en stolt og smilende Haruko Obokata, der med sød lillepige-stemme og kunstige øjenvipper viste rundt i sin måske lidt oversmarte kittel med meget brede ærmer. Hun blev fotograferet til alle medierne med en fotogen pipette i hånden.

De færreste avislæsere og tv-seere forstod, hvad det betød, men den fantastiske nyhed var, at Haruko Obokata havde fundet nogle såkaldte STAP-celler i laboratoriets dyb. Celler, som ville gøre livet nemmere for den organ-opbyggende lægevidenskab overalt i verden – hvis de fandtes. Hun var kun 30 år gammel – for en kort stund en sand stjerne på forskningsverdenens himmel. Et idol for hele Japan.

Der er nu gået kortere tid end et år, og i dag er hun i total vanære. Hun græd smukke tårer ved en dramatisk pressekonference i foråret, da de første beskyldninger om afskrivning, snyd og sjuskede eksperimenter dukkede op. Artiklen med hendes resultater blev trukket tilbage af det internationale videnskabelige tidsskrift Nature. Hendes mentor og professor begik i sommer et tragisk selvmord. Hendes center er halveret i størrelse og har fået ny leder og nyt navn på japansk. Selv er hun efter sigende dybt nede med en alvorlig depression.

Efter så dramatisk et år har centeret i Kobe i kampen om anerkendelse og bevillinger brug for at genskabe et positivt image, og den internationale presse er inviteret på besøg. CDB-centeret er nemlig flagskibet i Kobe Bys forsøg på at opbygge et ambitiøst forskningsknudepunkt på Port Island, en inddæmmet ø i Kobe havn.

Pressen fik udleveret en årsrapport fra 2013, hvor en smilende Haruko Obokata stadig optræder med foto flere steder i hæftet. Talsmanden, Naoki Namba, viste dygtigt rundt i de samme lokaler, hvor Obokata charmerede pressen og borgermusikken, og hvor selveste premierminister Shinzo Abe var på besøg, da triumf-tonerne lød allermest højlydt.

Men ingen kunne lade være med at tænke på, at det altså også var lige ovre i nabobygningen, at den internationalt anerkendte professor, Yoshiki Sasai, i august måned hængte sig selv, fordi han skammede sig over at have været medforfatter til den Nature-artikel, der var trukket tilbage, og fordi han følte, at pressedækningen af skandalen var uretfærdig og uudholdelig. I årsrapporten kan man stadig læse, hvordan professor Sasai og hans gruppe i det foregående år havde fået ikke mindre end tre internationale forskningspriser for deres arbejde.

“Der har været alt for meget fokus på STAP-forskningen,” sagde Kobes borgmester, Kizo Hisamoto, til de udenlandske journalister under presseturen lige før jul. “Jeg er nærmest glad for, at den sag nu er ved at være afsluttet, så CDB-centret kan komme tilbage til sin dag-til-dag-forskning. Centeret har foretaget en masse fremragende forskning både før og efter STAP-forskningen, som det jo kun var meget få af de ansatte, som var involveret i.”

Ikke mange trøstende ord der. Det her er alvor, og i Kobe er det ikke kun borgmesteren, der ser koldt og kynisk på, at det vigtigste nu er at se fremad og komme videre. Den stakkels Haruko Obokata arbejdede inden for stamcelleforskningen, det hotteste og mest utaknemmelige område af biologien, hvor konkurrencen og presset er allerværst. Der er ikke tid til at komme bagud.

Arbejder i døgndrift i benhårdt kapløb

Lykkes det for alvor for forskerne, vil man kunne erstatte syge organer hos for eksempel kræftpatienter med raske organer, som er fremstillet af patientens egne celler. Derved vil man kunne undgå problemer med udstødning på grund af uforenelighed. Konkurrencen er benhård, forskere i hele verden arbejder i hektisk døgndrift, og der er enorm prestige i at komme først med nyt på feltet.

Den herskende metode til fremstilling af stamceller, den såkaldte iPS-metode, er udarbejdet af nobelpristageren, professor Shinya Yamanaka fra Kyoto Universitet i Japan. Den indebærer, at man inaktiverer tre bestemte gener under produktionen af stamceller, altså celler, som svarer til dem, man havde i fostertilstanden.

Metoden er lidt langsommelig, og de tre gener, man inaktiverer, beskytter normalt celler mod at udvikles til cancerceller, og det kan potentielt give problemer. En risiko, som professor Yamanaka har været ude og nedspille undervejs i hele STAP-polemikken.

Men sammenlignet med iPS-metoden er der ingen tvivl om, at Obakata-gruppens metode, der går ud på at udsætte cellerne for et ganske bestemt syrebad, ville være en langt simplere og sikrere metode at frembringe brugbare stamceller på. Måske ville man også undgå de potentielle problemer, der er knyttet til Yamanakas metode.

Det lyder som et indre-japansk kapløb, men dybest set kunne det være sket overalt i verden, hvor midlerne og ekspertisen er til stede. Ti procent af de 360 forskere på CDB er udlændinge, heraf flest kinesere. Andre steder i RIKEN-systemet er andelen af udlændinge betydeligt højere.

“I forskningsverdenen eksisterer der overhovedet ingen grænser,” som talsmanden Naoki Namba siger.
Hele den sørgelige affære om Haruko Obokata og hendes ulyksalige STAP-celler illustrerer frem for alt det pres og det krav om resultater, som moderne forskere i de mest følsomme og eksponerede forskningsområder overalt i verden er udsat for.

Det er langt fra tilfældigt, at en anden kvindelig japansk forsker med tilknytning til CDB-centeret, Masayo Takahashi, allerede her i efteråret gennemførte en kompliceret øje-operation på en ældre patient ved anvendelse af iPS-metoden. En operation, som tilsyneladende er gået godt og forhåbentlig vil give patienten en del af synet tilbage. I det igangværende kapløb har det været enormt vigtigt for centeret og for RIKEN at komme tilbage på banen med positive nyheder så hurtigt som muligt.

obokata i aarsrapport

Der er ingen tvivl om, at Obokata er en fantastisk håndværker med pipetten i laboratoriet. Inden Nature-artiklen lykkedes det hende efter eget udsagn flere end 200 gange at omprogrammere celler til et embryonalt stade ved sin ”STAP-metode”.

Efter afsløringerne i foråret, hvor tidligere kolleger på centret beskyldte hende for videnskabelig ”umodenhed”, og hvor de skrev i en rapport, at hun ”ikke alene mangler sans for forskningsetik”, men også ”integritet og ydmyghed som videnskabelig forsker”, satte RIKEN en ny runde forsøg i gang, som skulle efterprøve hendes eksperimenter.

En gruppe CDB-forskere forsøgte i efterårets løb at genskabe hendes processer, og i et andet lokale forsøgte Haruko Obakata selv at gøre det samme under strenge vilkår med videoovervågning og udgangsforbud i arbejdstiden. En øvelse, som professor
Sasai, der aldrig mistede troen på sin elev, i et afskedsbrev inden sit selvmord indtrængende opfordrede hende til at indgå i.

Det var svært for hende. Det var ikke det mest afslappede og behagelige forskningsmiljø. Og hvorom alting er, hvad der ifølge hende selv lykkedes 200 gange uden, kunne ikke lykkes med videoovervågning. Heller ikke den parallelle gruppes efterprøvning af hendes forsøg gav resultater, og i december måned blev øvelsen ved en pressekonference i Tokyo afblæst før den oprindeligt planlagte afslutningsdato. Pressekonferencen fandt sted akkurat samme dag, som den udenlandske presse besøgte centret i Kobe.
Hendes RIKEN-kollegers dom over hende fra foråret for ”videnskabelig uredelighed” stod ved magt. Haruko Obokata gav op og søgte brødebetynget sin afsked.

”Jeg arbejdede til min sjæls yderste grænser i det miljø, som blev stillet til rådighed for mig,” skrev hun i en erklæring. ”Nu er jeg bare træt og meget forundret over resultaterne”. Hendes advokat appellerede indtrængende til pressen om at give hende fred og ro til at komme sig. Om hun har snydt og bedraget, eller om hun blot har udøvet sjusket forskning og selv troede på sine oprindelige resultater, det får vi formentlig aldrig at vide.

Generel umodenhed i japansk forskning?

Vesterlandske – og adskillige japanske – medier har med afsæt i hele STAP-affæren analyseret sig frem til, at det viser en iboende umodenhed i det japanske forskermiljø.

Unge japanske forskere lærer ikke at føre detaljerede logbøger over deres eksperimenter i laboratorierne, de lærer ikke at citere omhyggeligt nok, hvor de har deres informationer fra, og de er ikke kritiske nok over for egne formodninger, lyder kritikken fra den pensionerede fysiker, professor Sukeyasu Yamamoto fra University of Massachusetts, som i dag er rådgiver for RIKEN.

“De problemer, som vi ser i denne episode, er alt for almindelige,” udtalte han i sommer til New York Times, hvor han samtidig vendte sig bittert mod den måde, hvorpå RIKEN-ledelsen har givet Obokata hele skylden.

“De har sat hende ud på taget og taget stigen væk,” sagde han.

Thomas Knöpfel, en fremtrædende hjerneforsker fra Imperial College i London og tidligere leder af et RIKEN-institut, kritiserede i samme artikel, at RIKEN er under så voldsomt et pres for at retfærdiggøre sit budget med højtprofilerede resultater.

“Min observation var, at RIKEN blev styret af individuelle egoer og interesser langt ud over den sunde konkurrence, som er nødvendig for at opnå en høj videnskabelig og etisk standard,” sagde han dengang til New York Times.

Men alle de problemer med uskarp forskning, kopiering af andres billeder og data, afskrivning, slendrian med daglige registrering af ens eksperimenter, overdrivelser, alt for stor hast med at publicere, usund konkurrence og forfattere til videnskabelige artikler, der dårligt kender indholdet, som Obokata-tragedien har åbenbaret, er jo ikke kun problemer i Japan.
Disse træk er i høj grad fælles for alverdens forskning. Mange fysikere over hele verden vil som professor Yamamoto til enhver tid kritisere biologer over hele verden som unge Obokata for ikke at leve op til stive, men nyttige spilleregler i et laboratorium. Traditionerne fra fag til fag varierer. Det er mere et spørgsmål om faglig tradition end om geografi.

Paralleller til penkowa-sagen

Da den omstridte unge danske hjerneforsker Milena Penkowa for få år siden først fik Eliteforsker-prisen, blev oversvømmet af private forskningsmidler og forfremmet til professor i en alder af 35 år, gik der ikke ret lang tid, før hun tværtimod blev dømt af sine kolleger for bevidst videnskabelig uredelighed og anmeldt til politiet for underslæb og dokumentfalsk.

Også dengang var det svært at finde ud af, hvad der i virkeligheden var foregået, fordi forsøgsprotokollerne i laboratoriet ikke var ført, som de skulle. Også dengang var der ingen grænser for de kulørte succes-historier, så længe det gik godt. Og også dengang stod hovedpersonen med hele skylden for skandalen, da det gik skidt.

Når man ser det strenge hierarki og de barske krav om tilstedeværelse i den japanske forskerverden, som traditionelt er en mandeverden, så er det påfaldende – ja, meget sært – at Haruko Obokata overhovedet kunne få sådan en hovedrolle i så ung en alder. Men forklaringen må have været, at hun var en mester i håndværket, og at de ældre professorer kunne lide hende. De havde tiltro til hende og satte deres navne på hendes videnskabelige artikler.

Noget tyder på, at hun forblændede dem alle sammen, professorerne, pressen, de bevilgende myndigheder – så længe det varede. Ikke ulig Penkowa.

En anden parallel til Penkowa-sagen er alle de penge-historier, som kommer frem i kølvandet på den videnskabelige skandale.
Allerede i sommer begyndte japanske ugeblade at have afsløringer om, hvilke dyre luksushoteller Obokata havde boet på, mens hun forskede i Kobe. Hun skal også have været af sted på ikke mindre end 55 forretningsrejser sammen med professor Sasai undervejs i forskningsforløbet. Var det virkelig nødvendigt, spørger det ikke altid lige troværdige ugeblad Shukan Gendai.

“Det er vigtigt for Japan at ændre sit uddannelsessystem og tilstandene på universiteterne, som gjorde det muligt for en uerfaren forsker som Obokata at opnå så fremtrædende en position,” udtaler en knap så fremtrædende forsker ved Tokyo Universitet ved navn Masahiro Kami til samme ugeblad. Uden fundamentale forandringer har Japans videnskab ingen fremtid.
Når støvet efter det forløbne års store skandaler en dag har lagt sig, vil et spørgsmål stå tilbage i luften. Eksisterer der overhovedet STAP-celler i denne verden?

“RIKEN har besluttet ikke at fortsætte efterprøvningen af Obokatas metode,” fortalte talsmanden, Naoki Namba, under de udenlandske pressefolks besøg.
“Men det er ikke det samme som at sige, at STAP-celler ikke eksisterer,” understregede han. “Det ved vi ikke, om de gør.”



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Asger Røjle

Asger Røjle

Asger Røjle Christensen er en erfaren dansk journalist, forfatter og foredragsholder. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i 35 år. I dag bor han det meste af tiden i Tokyo, hvor han arbejder som reporter og analytiker for en hel række danske medier. Fra 1989 til 1995 var han korrespondent i Tokyo for Politiken, Radioavisen og en række skandinaviske nyhedsmedier. Siden har han haft forskellige redaktørjob hos Aktuelt, Ritzau og DR Nyheder. Senest har han i syv år redigeret online-forsider på dr.dk.

Comments

  1. Pingback: Japans Penkowa-sag: Forskning med et videokamera i nakken - @asgerrojle@asgerrojle

Leave a comment