Leder: Hvem vil være Raif?

By Alvaro (Own work) CC BY-SA 4.0 , via Wikimedia Commons

Raif Badawi burde være sammen med sin kone og tre børn i Canada. Men lige nu venter han på en ny omgang pisk i et fængsel i Saudi Arabien.

Hans forbrydelse bestod i at ytre sig kritisk over for sine religiøse overhoveder. Han havde en blog, som skulle give adgang til debat for dem, der har en anden mening end det saudiske kongedømme. Nu er bloggen lukket.

Mens hele verden græd for ofrene på Charlie Hebdo, sad Raif Badawi og ventede på statens straf for at sige noget, staten ikke bryder sig om. Mens verdenslederne samledes i Paris for at gå arm i arm for ytringsfriheden, vidste vi alle, at den da er knægtet mange steder i verden, uden at nogen af disse verdensledere for alvor griber ind. Mens journalister udtrykte bevægelse over politikernes re-aktion, var der andre, som påpegede, at flere af verdenslederne måske slet ikke har fortjent denne opmærksomhed.

I deltagerfeltet var blandt andre udenrigsministeren fra Egypten, hvis herredømme driver klapjagt på homoseksuelle og hvor der bestemt ikke hersker ytringsfrihed. Rusland var også repræsenteret ved en udenrigsminister i lighed med De Forenede Arabiske Emirater. Det har fået Journalists Without Borders op af stolene: Hvorfor skal rovdyrene være med på sådan en dag, spørger organisationen.

Det kan naturligvis tolkes som sympatisk, at disse landes ledere udviser sympati med franskmændene og deres ytringsfrihed. Men hvad med deres egne borgeres frihed?

Ytringsfriheden i Vesten er heller ikke sikker længere, og den er ikke kun truet af fundamentalister. Så langt fra. De senere års terrorangreb har efterladt os med love, der begrænser retten til at forholde sig kritisk til statens holdning. Og majoriteten bag gør intet.

Den eneste, der i USA lige nu sidder fængslet oven på skandalen om CIAs tortur, er ham, der afslørede affæren, John Kiriakou. Edward Snowden er i eksil, Chelsea Manning sidder inde i 35 år for sin rolle i Wikileaks. Debatten har hersket, men den amerikanske stat er stærkere end sine individer og med henvisning til statens sikkerhed, krænkes friheden helt åbent.

Herhjemme går det også i forkert retning. Uanset sympatien, eller manglen på samme, kan det ikke være meningen, at man skal retsforfølges for at poste en smiley på Facebook. Politiet viste ved egen kraft, at vi heller ikke i Danmark honorerer ytringsfriheden, idet man straks efter angrebet på Charlie Hebdo slog ned på en forvirret sjæl med en forkastelig holdning. Alligevel er danske politikeres respons på mordene i Paris at kræve flere stramninger, mindre frihed. Fransk politi anholdt så sent som i morges komikeren Dieudonné for at have postet noget på Facebook, der ikke faldt i statens smag.

Vores frihedsrettigheder er ikke dalet ned fra himlen. De er blevet til efter mange års hårde kampe for at opnå dem. Men vi kan fjerne dem igen ved et enkelt valg. Det er nu, vi skal vise, at de dur til noget, stoppe staters begrænsninger af det frie ord og påtale det hver gang, vi kan.

Hvis så mange ledere kan marchere i Paris under samme parole, så må de også kunne samles for at sætte eksempelvis Saudi Arabien og andre slyngelstater på plads.

Det tog cirka et kvarter at piske Raif Badawi 50 gange på en offentlig plads. I 20 uger skal dette foregå. For at advare andre mod at tale imod herskernes vilje. Hvor lang tid, vil der gå, før vi alle vil eller tør sige: Jeg er Raif? Eller bare: Jeg er Edward?



Recommend to friends
  • gplus
  • pinterest

About the Author

Paula Larrain

Paula Larrain

Bidt af journalistisk idealisme. Tror efter 25 år i nyhedsbranchen stadig fuldt og fast på, at læserne gerne vil bruge medier til at blive klogere og ikke kun til underholdning. Har tidligere været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, hvor hun også nåede at være ledende redaktionssekretær, inden hun kom tilbage til DR som vært for TVAvisen. I dag er hun stifter og redaktør af Dit Perspektiv og rejser desuden landet rundt som ordstyrer og foredragsholder

Leave a comment